Hvem skal undersøge Inger Støjberg?
Det traekker op til en undersøgelse af udlaendinge- og integrationsminister Inger Støjbergs administration i barnebrudssagen. Men hvordan skal det ske? Svaret synes foreløbig at blaese i vinden.
JENS PETER CHRISTENSEN Noget tyder på, at det traekker op til en undersøgelse af udlaendinge- og integrationsminister Inger Støjbergs administration i den såkaldte barnebrudssag. Sagen handler om indkvarteringen af mindreårige gifte eller samlevende asylsøgere. Efter hvad der har forlydt i pressen, skulle der nu efter valget vaere flertal i Folketinget for en såkaldt uvildig undersøgelse af sagen. Hvordan sådan en undersøgelse i givet fald skal gennemføres, foreligger der imidlertid ikke noget sikkert om.
Gennem de seneste årtier har det mest almindelige vaeret, at regering og folketing har nedsat en undersøgelseskommission, ledet af en dommer, når man har villet endevende en ministers embedsførelse. En undersøgelseskommission har krav på at få alle dokumenter udleveret og kan afhøre både ministre og embedsmaend. Problemet er, at undersøgelseskommissionerne er dyre og tager lang tid.
I nogle tilfaelde har man i stedet for en undersøgelseskommission bedt en advokat om at undersøge en sag. Der gaelder imidlertid ingen lovregler om sådanne advokatundersøgelser, og efter praksis har advokaten kun haft adgang til skriftligt materiale og har ikke kunnet afhøre ministre og embedsmaend. Det begraenser selvsagt mulighederne for at komme ud i alle hjørner af en sag.
I oktober afgav Udvalget om undersøgelseskommissioner, som jeg var formand for, en 400 sider lang rapport med forslag og råd om, hvordan undersøgelseskommissionerne kan gøres hurtigere, billigere og bedre. Det afgørende vil imidlertid fortsat vaere, hvor omfattende en opgave, regering og folketing saetter kommissionerne på. Jo mere kompliceret og langvarigt et haendelsesforløb, man vil have undersøgt, jo laengere tid vil det tage at finde ud af, hvem der har gjort hvad hvornår og hvorfor og dertil vurdere, om nogle kan gøres ansvarlig for det, de har gjort eller ikke gjort. Et ekstremt eksempel er den undersøgelseskommission om SKAT, der blev nedsat i 2017. Den forventes at skulle arbejde i 7 år, og udgiften anslås foreløbig til at blive godt 300 mio. kr.
I rapporten har vi i udvalget også belyst mulighederne for, at Folketinget selv i højere grad kan undersøge sagerne. Udvalget har fremlagt forskellige modeller herfor, men vi har ikke i udvalget skullet taget stilling til, om det er en god ide med sådanne parlamentariske undersøgelser.
Det er kompliceret stof, der rejser en raekke spørgsmål: Hvem skal kunne beslutte, at en sådan parlamentarisk undersøgelse skal saettes i gang? Skal f.eks. et mindretal i Folketinget kunne det? Og hvilke sager egner sig til at blive undersøgt af folketingsmedlemmer? Og hvem skal i givet fald stå for undersøgelsen? Et af Folketingets stående udvalg? Eller et helt saerligt folketingsudvalg, der kun har denne opgave? Og allermest kontroversielt: I hvilket omfang skal udvalget kunne kraeve oplysninger fra ministerier, ministre og embedsmaend? Skal udvalget kunne kraeve alle interne dokumenter udleveret? Og skal det kunne afhøre embedsmaend om, hvordan de har rådgivet deres minister? Det sidste vil vaere et vaesentligt brud med det hidtidige parlamentariske princip om, at Folketinget må nøjes med at holde sig til ministeren.
Den 20. februar i år fremkom Folketingets davaerende formand, Pia Kjaersgaard, med et forslag til det, der blev benaevnt »en model for parlamentariske forundersøgelser«. Kernen heri er, at Folketingets Udvalg for Forretningsordenen (eller et underudvalg under dette udvalg eller et andet folketingsudvalg) skal kunne udstyres med de samme undersøgelseskompetencer som de hidtidige undersøgelseskommissioner. Dog med den forskel at et parlamentarisk undersøgelsesudvalg ikke skal kunne udtale sig om embedsmaendenes ansvar, men alene om ministrenes ansvar.
For at få belyst ministeransvaret skal embedsmaendene kunne indkaldes til afhøring efter regler, der svarer til dem, der i dag gaelder for undersøgelseskommissionerne. Et parlamentarisk undersøgelsesudvalg skal også, på tilsvarende måde som undersøgelseskommissioner, kunne kraeve alt materiale udleveret om embedsmaendenes rådgivning af ministrene. Sat på kort begreb kan man sige, at forslagets kerne er, at politikerne i et parlamentarisk undersøgelsesudvalg skal kunne iklaede sig en ”undersøgelseskommissionskappe” efter lovregler, der stort set svarer til dem, der gaelder for undersøgelseskommissionerne.
Enhver kan have sin egen mening om disse spørgsmål. En del tyder dog på, at et system, hvor Folketinget selv undersøger sagerne, ikke ligger lige om hjørnet. Det naevnte forslag synes foreløbig at vaere blevet lagt på is af et flertal i Folketinget. Flertallet har således i en beretning fra Folketingets Udvalg for Forretningsordenen den 10. april udtalt sig kritisk om forslaget, herunder ikke mindst om muligheden for at et parlamentarisk undersøgelsesudvalg skal kunne kraeve dokumenter udleveret fra regeringen og afhøre embedsmaend om deres rådgivning af ministeren. I sin sammenfattende konklusion har flertallet skudt hele sagen til hjørne og opfordret til yderligere overvejelser over, hvordan undersøgelser fremover kan foregå i sager, hvor undersøgelseskommissioner er for tungt et undersøgelsesorgan.
Som sagt er enhver i sin gode ret til at have sin egen mening om disse spørgsmål. Det samme gaelder selvsagt også med hensyn til, om der skal saettes en undersøgelse i gang af Inger Støjbergs administration i barnebrudssagen. Under alle omstaendigheder synes det imidlertid at blaese noget i vinden, hvilken form for undersøgelse der i givet fald skal saettes i vaerk.
Har vaeret højesteretsdommer siden 2006. Forinden professor i stats- og forvaltningsret ved Aarhus Universitet. Har vaeret formand for en lang raekke lovforberedende udvalg.