Ensom, drillet og med tårer i øjnene kørte hun 2.000 kilometer til en anden verden
Marta er verdens bedste fodboldspiller, men hun måtte udstå avispapir i slidte fodboldstøvler, før hun fik succes.
kommer til udtryk på mange måder, men det er alligevel ikke så tit, at man ser det i nederlagets stund.
»Graed i begyndelsen, så du kan smile til slut,« sagde Marta.
Hun er verdens bedste kvindelige fodboldspiller, og hendes brasilianske landshold var lige blevet slået ud af VM efter et 1-2-nederlag i overtid til vaertsnationen Frankrig. I 30 sekunder gav den 33-årige veteran en opsang til sine yngre medbyen. spillere. Det handler om at ville det mere. Om at traene mere. At tage vare på sig selv, så man er klar til at spille 90 minutter – og 30 mere, hvis der var overtid.
»Kvindefodbolden afhaenger af jer. Taenk på det. Vaerdsaet det mere,« sagde Marta Vieira da Silva.
Der var tårer i øjnene, da hun endelig lod vaere med at kigge direkte ind i kameraet.
Hun ved, hvad hun taler om. Hun er blevet kåret til verdens bedste fodboldspiller seks gange, men de titler taenkte hun naeppe på, da hun spillede med drengene i fødebyen Dois Riachos, der ligger 2.000 kilometer fra Rio de Janeiro.
Til mediet The Players’ Tribune fortaeller hun om en barndom, hvor faderen skred, da hun var spaedbarn, og moderen arbejdede på en plantage fra kl. 5 om morgenen til sen aften.
Ifølge Marta var der altså ingen til at vise hende, hvordan hun skulle vaere en pige, så hun drev over på den lokale fodboldbane, hvor de egentlig ikke var specielt interesserede i at have en pige med. Hver gang hun spurgte, om hun måtte vaere med, fik hun at vide, at hun kunne spille på hold med de dårlige drenge.
»Men selv om jeg var sammen med de drenge, der ikke spillede saerligt godt, vandt vi hver gang. Jeg kunne drible, spille i små rum og taenke hurtigt,« fortaeller Marta.
Et kanonskud aendrede alt
Men uanset hvor mange mål hun scorede, og hvor mange drenge hun afdriblede, blev hun ikke accepteret. Hun fortaeller om, hvordan der blev hvisket i krogene, når hun gik forbi, og hvor ensomt det var, da hun endelig blev udtaget til at spille på et hold.
Da hun blev 14 år, var der et familiemedlem, der havde kontakt til Vasco da Gamas kvindehold i Rio de Janeiro, 2.000 kilometer fra hjempassion Så hun tog bussen og ankom til en anden verden.
Til prøvetraeningen havde hun et helt nyt par støvler. Helt anderledes end hendes første par, som var brugte og så store, at hun blev nødt til at fylde dem med avispapir.
Her spillede kvinder mod kvinder, og da hun endelig fik chancen, greb hun den som ingen anden. Hendes første spark var så hårdt, at målmanden vaeltede omkuld, og bolden trillede i mål.
Fra den dag aendrede kvindefodbolden og Martas liv sig. Fodbolden, fordi den fik en kvinde, der var så god, at hun kunne konkurrere med maendene – og Marta, fordi hun kunne leve af sin passion.
En svensk tv-station tog til Rio for at lave en historie om Robinho – den store mandlige brasilianske stjerne i 2003 – men svenskerne lavede også et indslag om faenomenet Marta.
Pludselig fik hun et opkald fra Umeå i Sverige. Først troede hun, at det var en joke, da vedkommende talte portugisisk, men den var god nok. En svensk klub ville have hende, og det blev begyndelsen på Martas forelskelse i Sverige. Hun har nu dobbelt statsborgerskab og har sammenlagt spillet ni år i tre svenske klubber. En af dem var FC Rosengård i Malmø, hvor hun spillede sammen med blandt andre Nina Frausing Pedersen.
»Hun er lidt sin egen«
Nina Frausing Pedersen nåede at traene med Marta i et år og spille på hold med hende i et halvt i 2016.
»Marta gik ikke rundt og reklamerede med, at hun var verdens bedste, men man kunne maerke det på banen. Hun viste masser af passion, når hun gik ind til tingene. Hun er professionel og vil det 110 pct., og så tog hun ansvar på banen,« siger Nina Frausing Pedersen, der nåede syv kampe på landsholdet, inden hun måtte stoppe på grund af en hjernerystelse.
Nina Frausing Pedersen betegner Marta som et sjovt menneske uden for banen.
»Hun er lidt sin egen, men kommer pludselig med en sjov kommentar eller et grin. Hun kom f.eks. en dag rullende ind i omklaedningsrummet på et segboard uden at traekke en mine,« siger Nina Frausing Pedersen, der fortaeller, at Marta også laerte fra sig til de unge spillere.
»Hun er meget seriøs. Hun er meget direkte både den ene vej og anden vej, når noget er godt eller dårligt. Hun kunne komme ind i pausen og råbe, fordi der var et eller andet, der gik hende på,« siger Nina Frausing Pedersen.
I 2006 blev Marta kåret til verdens bedste for første gang. Da hun kom tilbage til Dois Riachos, blev hun fejret og vist frem på taget af en brandbil.
»De samme mennesker, som sagde, at jeg var en saerling og ikke skulle spille, klappede ad mig,« siger hun til The Players’ Tribune.
Med VM i Frankrig har Marta deltaget i fem verdensmesterskaber – og aldrig vundet. Så hendes passion over for de unge spillere handler også om, at hun gerne vil have bedre medspillere. Så hun kan smile til slut.