Dansk Folkeparti in memoriam
Før kom kraemmeren Kristian med de gule sedler og det svedne smil, nu er han snydt, så vandet driver. Det er et veritabelt paradigmeskifte.
Wulff & Morgenthaler begik for år tilbage en tegning af en slipseklaedt tjener med en fed, nøgen mand ved hånden. Han fortaeller de undrende gaester i restauranten, at »forretten er karamelliseret makrelsalat med kvaernet gran og en smule vermouth-oprørt spartelmasse og skal slikkes af armhulen på denne polske mand.« Underteksten lyder lakonisk, at tegningen skal illustrere »det øjeblik, hvor avantgarde-restauranter når graensen for, hvad de kan slippe af sted med.«
Så sandt. Der findes ingen sandere kaerlighed end kaerligheden til mad, men der er graenser, også for maden.
Graensen blev nået, også da Dansk Folkepartis kulturordfører, Alex Ahrendtsen, foreslog at gøre smørrebrød fuldt fradragsberettiget for virksomheder.
»Det handler ganske enkelt om at styrke dansk madkultur,« sagde han til Radio24syv, da han foreslog fuldt fradrag for dansk smørrebrød, om end på visse betingelser: Smørrebrødet skulle, fastslog han uden at komme til at grine, tilberedes af danske statsborgere, der har en gastronomuddannelse og taler dansk svarende til niveau 3. Smørrebrødsforretningen kunne desuden ikke vaere en del af en kaede (kaeder opfattes muligvis som udanske), og der må ikke vaere noget med halal »under den hat,« som han udtrykte det.
I det tidligere politiske billede ville man vaere nødt til at tage den slags alvorligt, vel vidende at det kunne blive virkelighed ved naeste finanslov. Dansk Folkeparti var eksperter udi det symbolpolitiske, men i takt med, at deres symbolske påfund blev mere og mere parodiske, udviklede de sig til et parti af prangere og kassebedrøvere. Hvad der engang havde vaeret De Overflødiges Oprør blev til et fermt magtparti, der spillede spillet for spillets skyld. Mens pressen måbede over den gule fare i Sønderjylland, havde Kristian Thulesen Dahl travlt med at laegge gule post-its ind i finansloven dér, hvor han havde fundet skjulte topskattelettelser; man kunne aldrig helt regne med, at en forhandling var faerdig, for DF ville altid have det sidste med, det symbolske, en ekstra skat på de rige svin eller en omfartsvej et eller andet sted i en lokal kreds.
Men projektet brød sammen og det med et brag. Valget smadrede partiet. De har derfor, meddeles det, nu fundet ud af, at man vil vaere national og konservativ igen. Sjovt nok. Her gik man (og måske ikke mindst partiets vaelgere) og troede, at national og konservativ er noget man er, at det er et sted, hvorfra man ser verden, et grundvilkår for en tilvaerelse, og så viste det nationale hos Dansk Folkeparti sig at vaere en frakke, man kan tage af eller på, afhaengigt af det politiske vejrlig; man løber tør for gule sedler og indkøber i stedet papirvimpler til frokostbordet. Man har spillet sine kort forkert, så nu vil man vaere national igen – og ikke laengere bakke op om Mette Frederiksen, sådan halvt om halvt og måske, for det er jo sagen: Berusede af magten lod man sig rive med, og med skaeve smil og en raev bag øret lod man forstå, at det da godt kunne vaere, man ville gå en anden vej. Altså måske. Det kom jo an på så meget.
Det lød smart, kommentatorerne klappede. Men hvor blev man dog snydt.
Allerede under den traditionelle debat i Publicistklubben begyndte Mette Frederiksen langsomt at glide af på de løfter og forsikringer, hun har givet på det udlaendingepolitiske område. Det var hun naermest nødt til, når hendes støtter var uenige om meget, men enige om en ting, nemlig højere ydelser til mellemøstlige indvandrere. Det er en del af det program, der vandt valget, så nu skal skatteyderne yderligere til lommerne. Og resultatet af regeringsforhandlingerne er da foreløbig også en aflysning af den nedsatte integrationsydelse, en yderlige understøttelse af arbejdsløse indvandrerfamilier og en aflysning af det meget omtalte paradigmeskifte, og det var jo ikke svaert at se den komme, men Thulesen Dahl? I Publicistklubben lignede han en studepranger, der havde købt en halt hest og havde fået en falsk hundredkroneseddel i byttepenge, hvortil man må spørge: Troede han virkelig på Mette Frederiksens besvaergelser? Altså at hun mente det sådan for alvor? Hvis han gjorde det, er han dummere, end politiet tillader; det kan han selvfølgelig også roligt vaere, de kommer alligevel ikke, når man ringer efter dem.
Og så viste det nationale hos Dansk Folkeparti sig at vaere en frakke, man kan tage af eller på, afhaengigt af det politiske vejrlig; man løber tør for gule sedler og indkøber i stedet papirvimpler til frokostbordet.
Før kom kraemmeren Kristian med de gule sedler og det svedne smil, nu er han snydt, så vandet driver. Det er et veritabelt paradigmeskifte.
»Hun har sagt, at hun kun vil vaere statsminister, hvis den stramme udlaendingepolitik kan fortsaette, og det vil hun ikke vige fra. Skal hun vige en tomme fra det, så vil hun ikke vaere statsminister, og det er klart, det skal vi holde hende fast på«, siger han bøst til pressen, men hvordan holde hende fast, for nu er hun jo statsminister, og det var, hvad det gjaldt om? Nu er han marginaliseret, og hvis han lytter efter, kan han høre, hvordan Mette Frederiksen allerede nu foruddiskonterer hans støtte til hendes pensionsplaner, så hans rolle som nyttig idiot er ikke afsluttet.
De Overflødiges Oprør har flyttet sted. Det er naeppe aflyst for tid og evighed, for det endte jo forudsigeligt nok med en Lilly-model; Morten Østergaard erklaerede med stor patos, at han ønsker et Danmark, der haenger sammen, hvad der i hans optik betyder, at kernevaelgerne i ghettoen skal have højere ydelser og forsat fritages for at blive forstyrret i bønnen af noget så uåndeligt som fast arbejde; så må de grisefarvede give den en ekstra skalle. Thulesen Dahl er ikke den eneste, der er blevet narret. Men det var der, den endte, den berømte flirt med Mette Frederiksen, og Kristian Thulesen Dahl er naturligvis ikke den første danske bondedreng, der har ladet sig besnaere og dernaest bedrage af en kvinde, men sjaeldent er det set så fatalt og ualmindeligt offentligt. For det topstyrede parti må det naesten minde om et eventyr: Hvad Fatter gør er altid det rigtige – med et skippund guldpenge i partistøtte som tak for den gode historie.