Kaffeklubben er et stykke danmarkshistorie
I 50 år har 14 kvinder holdt sammen på en kaffeklub i Grejs ved Vejle. I faellesskabet har de delt sorger og glaeder, men også vaeret en del af udviklingen af parcelhusdanmark. Grejs har således aendret sig fra at vaere en by langt ude på landet til at blive en forstad til en hastigt voksende provinsby.
Reglerne for Kaffeklubben er ganske klare og enkle. Der er møde en gang om måneden, og det går på skift medlemmerne imellem. Dagsordenen er fri. Men uopslidelige og uudtømmelige emner er børn, børnebørn, madopskrifter, strikketøj, staudebedet i haven, eller hvordan de nye kartofler står. Emner, som optager og fylder i dagligdagen.
Kaffeklubben i Grejs ligner en hvilken som helst klub i en større eller mindre dansk by. Men det saerlige er, at den har eksisteret i 50 år. Den opstod i 1969 på den dengang nye vej Havrebakken. Oprindeligt var der fire medlemmer af Kaffeklubben. Ingen af dem skaenkede det en tanke, at klubben skulle blive sindbilledet på et stykke dansk kulturhistorie om den ”almindelige dansker” og den udvikling, som vores land har gennemgået i det sidste halve århundrede.
De har vaeret med hele vejen i udviklingen af parcelhusdanmark. De oplevede, at den lille by Grejs fik voksevaerk i 1960’erne og 1970’erne. I dag er der ikke meget tilbage af den gamle landsby. Til gengaeld er Grejs med godt 1.000 indbyggere meget taet på at blive opslugt af Vejle.
Byggeboom i Danmark
Historien med Kaffeklubben begyndte, da der gik et byggeboom over Danmark i perioden fra 1960 til 1970. I løbet af dette årti blev der bygget mere i Danmark end i de forudgående 500 år.
De danske byer aendrede karakter og fik voksevaerk. Anvendelsen af betonelementer gjorde det muligt at bygge højt og hurtigt. Den nedslidte boligmasse i byerne blev suppleret og efterhånden erstattet af nyt byggeri.
I 1960’erne blev drømmen om det lille hus i landlige omgivelser også en realitet for titusindvis af danskere, der tilhørte den voksende middelklasse. Som årtiet skred frem, kom de nye parcelhuskvarterer, der skød op overalt, til at praege de danske byer.
De omkransede efterhånden alle større og mindre bysamfund. Der blev også bygget parcelhuse på landet, hvor små landsbyer, der stort set havde ligget ubemaerket hen i århundreder, pludselig fik nye indbyggere.
Sådan gik det også for landsbyen Grejs, der i 1960 lå langt uden for Vejle. En klassisk lille landsby, koncentreret om to gader, en brugsforening, en skole, et forsamlingshus og en smedje. Lidt uden for byen på en bakketop lå kirken, som kunne ses overalt i sognet.
Et lille samfund, hvor beboerne levede et stille liv i fred og fordragelighed. Hvor man ikke behøvede at låse døren, når man skulle ud. De første udstykninger af markerne til parcelhusgrunde blev planlagt i Grejs i begyndelsen af 1960’erne. Havrebakken/rugbakken i den ene ende af byen og Vesterbakken i den anden ende af byen var de første tegn på, at Grejs aendrede karakter for altid.
Kornmarken blev til by
Inga Sommer er den eneste fra Kaffeklubben, der har boet i Grejs i hele sit 77-årige liv. Hun har kunnet følge forandringerne i det lille bysamfund fra første parket.
»Jeg kan huske, da Havrebakken som det absolut første blev udstykket,« fortaeller hun.
»Det var meget spaendende og helt nyt, så alle i byen talte om det. Jeg cyklede forbi hver dag på vej til arbejde. Jeg boede med mine foraeldre på en gård et par kilometer uden for Grejs. Dengang kunne jeg ikke forestille mig, at jeg skulle komme til at bo på den kornmark det meste af mit liv!«
Inga Sommer gik i den gamle Grejs Skole. Da den blev lukket og erstattet af den nye centralskole i nabobyen Lindved i 1961, var hun for laengst kommet i laere i en tøjbutik inde i Vejle, der dengang syntes at ligge meget laengere vaek, end tilfaeldet er. For da havde bybussen til Vejle endestation to kilometer fra Grejs. Resten af vejen måtte tilbagelaegges til fods eller på cykel.
»Min kaereste, der havde plads på nabogården, foreslog, at vi skulle bygge hus på Havrebakken, når vi blev gift,« fortaeller hun.
Uforvarende skrev hun historie i Grejs. Som nygift 21-årig byggede hun og gemalen det absolut første parcelhus på den nye vej. Året var 1963.
»Når jeg taenker tilbage, vil jeg nok mene, at det var udstykningen af Havrebakken og Rugbakken, der var den største forandring, jeg har oplevet i Grejs. For da den udstykning var sat i gang, var det slut med den gamle landsby, jeg voksede op i.«
Der gik fem år, inden Inga Sommer blev mor til den første af to sønner. Familien flyttede i 1971 til et lidt større hus laengere henne ad vejen. På dette tidspunkt var hun blevet medlem af Kaffeklubben.
Kvinderne var hjemmegående
I 1970 var Havrebakken/rugbakken fuldt udbygget med i alt 50 nye parcelhuse. Mange unge familier var flyttet dertil fra isaer Vejle. Allerede i 1968 var Signe Schmith, hendes mand, Erwin, og parrets to sønner flyttet hertil.
»Vi blev gift i 1965 og boede de første år i Skolegade i Vejle,« fortaeller hun.
»Mange år efter fandt jeg ud af, at vi havde boet i samme blok som den senere statsminister Lars Løkke Rasmussen. Jeg kan nu ikke huske, at jeg skulle have set ham i barnevogn.« Familien fandt sig godt til rette, hvor de hurtigt kom på god fod med de nye naboer. Dengang var det saedvanen, at maendene var udearbejdende, mens de fleste hustruer gik hjemme og passede hus og børn.
»Det var sådan, at vores kaffeklub opstod,« fortaeller Signe Schmith.
»Vi var fire unge familier, der boede dør om dør. Når vores børn mødtes for at lege, faldt det helt naturligt, at vi mødre mødtes for at drikke en kop kaffe. Stille og roligt blev det en fast rutine, at vi mødtes på skift hos hinanden.«
I de følgende år voksede Kaffeklubben, efterhånden som nye familier flyttede til byen. Men der skulle mere til end at mødes over kaffekopperne fra tid til anden. Det kraevede en indsats at få byen til at fungere. Finde en balance mellem de mange tilflyttere og de gamle, etablerede familier i byen.
»Foreningslivet skulle komme til at spille en meget stor rolle,« fortaeller Signe Schmith.
»Jeg kom hurtigt med i byens borgerforening, der med centrum i byens forsamlingshus stod for at skabe aktiviteter. Det blev et vigtigt sted for at få skabt et faellesskab i landsbyen.«
Hendes genbo fra 1970, Margit Clausen, var heller ikke i tvivl om, at foreningslivet var nøglen til en levende by med et godt faellesskab.
»Min mand, Ib, gjorde en stor indsats for at få banket liv i byens idraetsforening,« fortaeller hun.
»Interessen var stor, og netop i disse år var der mange børn i Grejs.«
Det var isaer byens fodboldklub, der fik mange nye medlemmer og snart skulle blive samlingssted for børn i alle aldre. I hvert fald for de børn, der interesserede sig for fodbold og sport.
En årlige byfest
I 1975 tog foreningerne i Grejs et faelles initiativ og fik arrangeret en byfest. Det blev med det samme en stor succes og har siden vaeret en årlig tradition i Grejs.
Det var nødvendigt med initiativer, der kunne skabe sammenhold i byen. I 1973 ramte energikrisen og fik sat en effektiv stopper for den fremgang, der havde praeget Danmark i mange år. Nu døjede mange husejere med stigende renter, inflation og frygt for arbejdsløshed. 1970’erne skulle blive et barskt årti for mange husejere.
Den økonomiske krise betød, at udviklingen gik i stå i Grejs. Den sidste større udstykning fandt sted i 1976. Herefter skulle der gå 15 år, inden der igen kom gang i byggeriet.
»Jeg tror, det var godt for byen, at der kom den lange pause,« siger Margit Clausen.
»Det var jo både byens areal og indbyggertal, der var vokset voldsomt på meget kort tid, så det var vist godt, at der gik nogle år, hvor tingenes nye tilstand kunne finde sig til rette.«
Det blev en periode, hvor man fandt en fin balance mellem de gamle vaerdier i den gammeldags landsby og den foreningstradition, tilflytterne tog med sig.
»Byens idraetsplads lå dengang midt byen,« fortaeller Margit Clausen.
»Der manglede et klubhus, men det lykkedes at samle penge ind, så vi kunne få opført et. Det blev bygget af frivillige fra byen. Da vi så i begyndelsen af 1980’erne fik et nyt og større idraetsanlaeg lidt uden for byen, i
gentog historien sig. Der blev samlet penge ind, og et nyt klubhus blev bygget.«
Der var skabt en tradition i Grejs for, at man skulle stå sammen, hvis man ville have noget. I foråret 2019 kunne byen således indvi et nyt, stort kulturcenter, det har vaeret muligt at etablere, fordi byens beboerne gav et økonomisk bidrag.
»Der er ingen tvivl om, at et godt foreningsliv er forskellen på, om en by udvikler sig, eller den ender som en soveby,« fastslår Margit Clausen.
Det er de små ting, der gør, at tingene bliver sat i gang og får lov til at vokse sig store. Her spiller Kaffeklubben ind. For når 14 kvinder, der også er hustruer og mødre, mødes, så bliver der også luftet tanker og muligheder, som de hver isaer tager med hjem og fortaeller om til familien.
En barsk periode
I perioden 1979-1986 blev tre af kvinderne i Kaffeklubben ramt af store personlige tab. To af dem mistede en teenagesøn i tragiske trafikulykker, og én mistede både sin mand og to sønner ved en dramatisk drukneulykke.
I 1985 blev byen rystet, da der blev begået et voldsomt drab på en rasteplads uden for Vejle. Ofret viste sig at vaere en af byens familiefaedre. Det var tragedier, der ramte hårdt og satte deres praeg på et lille samfund som Grejs, hvor alle kender alle.
»En i min familie rådede mig til ”at komme vaek fra den by, mens jeg stadig havde børn, der var i live”,« fortaeller Henny Hansen, der mistede sin 18-årige søn ved en trafikulykke i 1986.
»Det var en forfaerdelig tid at komme igennem. Men også en tid, hvor jeg oplevede det
En i min familie rådede mig til ”at komme vaek fra den by, mens jeg stadig havde børn, der var i live”. HENNY HANSEN, DER MISTEDE SIN 18-ÅRIGE SØN VED EN TRAFIKULYKKE I 1986.
staerke faellesskab, der også er en del af en by som Grejs.«
Henny Hansens familie var flyttet hertil i 1979 som følge af aegtemandens arbejde.
»Vi kom fra Køge, hvor vores børn var vokset op. Selv kommer jeg oprindeligt fra Vigsø ved Frederikssund,« fortaeller hun.
»Det sjove var, at vi i mange år blev kaldt for ”københavnere”. Jeg fattede aldrig helt hvorfor.«
Hele familien var opsat på at blive en del af den nye by, den var flyttet til. Foreningslivet og ikke mindst Kaffeklubben kom til at betyde meget.
»Det var helt utroligt at blive en del af et sammentømret faellesskab, som jeg oplevede, at Kaffeklubben var. Det var en uventet genvej til at falde godt til. Og en staerkt støtte, da det blev nødvendigt.«
Henny Hansen skulle blive et af de sidste medlemmer, der blev optaget i Kaffeklubben. Da den nåede 15 medlemmer, var der enighed om at sige stop. Klubben skulle ikke vaere større, end at de fortsat kunne mødes i deres private hjem.
Voksevaerket vender tilbage
I slutningen af 1980’erne skete to begivenheder, der satte sit praeg på byens udvikling.
I 1987 blev Grejs omfattet af Vejles bybusnet. Nu blev det nemt at komme ind til den store naboby, også for dem, der ikke kørte bil. Og i 1988 åbnede en friskole i byen. I de første mange år var den drevet af idealisme, men den fik et godt ry og fik efterhånden så meget voksevaerk, at den nu har knap 200 elever fra 0. til 9. klasse.
I 1990 blev der åbnet for en ny, stor udstykning, der igen fik Grejs til at vokse. Sådan har det vaeret naesten lige siden. Det er blevet populaert at flytte fra større byer til en by som Grejs, der ligger centralt og alligevel i landlige omgivelser.
I 2004 skulle grejsborgerne tage en stor beslutning, som fik afgørende indflydelse på fremtiden. I forbindelse med den store kommunalreform blev der mulighed for, at Grejs Sogn kunne vaelge mellem at blive en del af Vejle Kommune eller forblive i Tørring-uldum Kommune, der siden blev en del af Hedensted Kommune.
Ved en folkeafstemning i foråret 2005 stemte 70 pct. af byens indbyggere for at blive en del af Vejle Kommune.
Dermed skulle Grejs langsomt, men sikkert aendre status fra at vaere en lille by ude på landet til at blive en forstad til Vejle.
»Vores opgave bliver at give de vaerdier videre, som vi selv faldt for, da vi flyttede til Grejs for mange år siden,« siger Margit Clausen.
»For det er det, der giver byen sit saerpraeg, foreningslivet og sammenholdet, når det gaelder.«
Hun og de øvrige medlemmer af Kaffeklubben er i dag en del af byens ”gamle elite”. Det er nu, de skal sikre, at stafetten bliver givet videre til en ny generation. Imens kan de fortsaette deres 50 år gamle tradition med et månedligt møde på skift hos hinanden. De fleste er efterhånden flyttet fra deres store parcelhuse, men de har kunnet blive boende i Grejs, fordi byen de senere år har fået et rigt udvalg af seniorboliger.
Otte af kvinderne er i dag alene, en enkelt er død. Kun to bor stadig i det samme hus, som de flyttede til for mange år siden. Men de holder stadig sammen, og de holder fast i byen, de engang blev charmeret af. Her kom hovedparten af deres liv til at udspille sig.