»Folk synes, at jeg er for naertagende. Det synes jeg overhovedet ikke«

Hvad stiller man op, når man af omverdenen bliver opfattet som en person, der ikke tåler kritik?

Kaere Sus

Jeg har et spørgsmål, som jeg laenge har villet stille til en psykolog. Hele mit liv har jeg fået at vide, at jeg er dårlig til at tage imod kritik. Folk synes, at jeg er for naertagende. Det synes jeg overhovedet ikke. Det kan vaere min kaereste, arbejdskolleger eller venner.

Mit store problem er, at jeg ikke forstår dem. Jeg synes kun, at jeg reagerer hårdt på kritik, når den er uretfaerdig – eller jeg bliver tillagt motiver eller egenskaber, som ikke passer. Altså, hvor jeg ikke kan genkende mig selv.

Bliver jeg udsat for uretfaerdig kritik, kan jeg til gengaeld blive meget, meget sur.

Jeg må på den anden side erkende, at det ikke kan vaere alle de andre, der er nogle idioter – så hvordan kommer jeg ud af rollen som den, der ”ikke tåler personlig kritik”?

Mvh

Den 33-årige

Kaere 33-årige

Allerførst kunne du spørge de folk, der synes, at du er naertagende, hvad der ligger i deres kritik. Hvad vil det sige at vaere naertagende? Det kan vaere, at de alle svarer det samme, men det kan også vaere, at de har hver deres definition, og at de mener noget forskelligt.

Bed dem om at beskrive din adfaerd i en konkret situation, hvor de har givet dig kritik, og hvor de oplever dig som naertagende. Hvad er det ved adfaerden, de specifikt oplever som naertagende?

Dette første skridt er for at blive klogere på, hvad folk mener – også for at blive klar over, om du måske har ”en blind side”: at der er en side af dig, som du ikke ser, men som flere andre ser.

Vi kan have en tendens til at diskutere rigtigt og forkert. Altså, er du vitterligt naertagende – har den anden ret i det, eller er du ikke naertagende, og tager den anden fejl? Det er en diskussion, der ikke fører nogen steder hen. Et alternativ til rigtigt og forkert er at vaere nysgerrig på den andens oplevelse af vores adfaerd.

At lytte til en andens syn, oplevelse, forståelse og tolkning af vores adfaerd er ikke farligt eller noget, der fratager os vores egen oplevelse af os selv – medmindre vi har svaert ved at adskille os fra den anden og maerke, hvad vi selv føler. Har vi svaert ved at adskille os fra den anden, vil det at få kritik opleves ubehageligt, og vi har følgelig typisk to reaktionsmåder; Enten gør vi det, den anden siger, til en sandhed, uanset at vi ikke selv oplever det på samme måde, eller vi forsvarer os mod det, som den anden siger – kaemper imod det.

Ideelt er det, når vi kan stå ved os selv – holde vores eget jeg adskilt fra den anden – og samtidig lade den anden have sin oplevelse af vores adfaerd, uden at vi enten undertrykker os selv eller bliver konfrontatoriske, firkantede eller ukaerlige, når vi siger fra over for den andens forståelse af os.

At lytte til og vaere nysgerrig på, hvordan den anden oplever vores adfaerd, giver mulighed for, at vi laerer noget om os selv eller om, hvordan vores adfaerd virker på den anden. Det er som regel nyttigt, fordi det giver os mulighed for at tilpasse vores adfaerd og det samspil, der foregår i relationen, til faelles bedste.

Dette gaelder i alt samspil og samvaer, uanset om der gives kritik eller ej. Men dét, at der indgår kritik, skaerper behovet for, at begge parter kan justere egen adfaerd, så det passer til den anden og til den relation, man har til hinanden. Ansvaret for, at situationen med aflevering af kritik går godt, påhviler både dig og den, der giver dig kritik.

Ofte, når vi giver kritik, får vi ikke taget vare på relationen samtidigt. Vi afleverer kritikken, men tager os ikke af, hvordan den modtages hos den anden. Det bliver tydeligt i det, du skriver. Andre giver dig kritik og fortaeller dig dernaest, at du er naertagende. Det lyder ikke, som om de reflekterer på egne vegne eller ser det som noget, der angår dem. Det fremgår naermest som en ny kritik af dig. Skulle personen tage vare på relationen til dig, burde vedkommende sige noget i denne retning: ”Det virker, som om det, jeg siger til dig, går dig på – også mere end jeg lige havde forudset. Det var ikke min hensigt, at det skulle blive svaert eller ubehageligt for dig. Ser jeg rigtigt – og hvis ja – hvad kan vi så sammen gøre ved det? Hvad har du brug for?

Vi afleverer kritikken, men tager os ikke af, hvordan den modtages hos den anden.

Måske er det nok at vaere nysgerrig og prøve at snakke med andre om, hvad der sker. Ellers vil en løsning vaere at opsøge en psykolog, der kan hjaelpe dig med at afdaekke dine reaktioner og hjaelpe dig til nye forståelser og handlemuligheder i forhold til din måde at håndtere dig selv og dine følelsesmaessige reaktioner på, når omverdenen byder på kritik, og/eller når omverdenen ikke tager vare på relationen til dig og mellem jer og dermed ikke tager ansvar for den indvirkning, som kritikken har på dig, men i stedet gør dig forkert eller udskaeldt ved at definere naertagende som noget forkert og negativt og pege fingre ad dig, når du opleves som naertagende.