Angående Jordens undergang

Når man ved, at Jorden snart går under, behøver man jo ikke overbevise nogen om det. Hvorfor skulle man egentlig det?

Der er et eller andet ved Franzen. Han er smidig, cool og beskeden på en så gennemført laekker måde, at man ikke tror ham over en dørtaerskel. Ikke hvad beskedenheden angår i hvert fald. Han er både sleben og selvbevidst, og han er den type, der opbevarer sit fjernsyn i kosteskabet (det gør han faktisk, jeg har selv set det). Men ellers tror man ham nok. Man tror ham som forfatter, for han er martret af eftertaenksomhed, en modgift midt i valgkampen, tak for det, et menneske med et skarpt blik ikke bare på sine omgivelser, men også på sig selv, ustandseligt afprøvende synspunkters holdbarhed, ustandseligt vurderende sig selv.

Måske er det derfor, essaygenren ligger så godt til ham. Han er i ordets egentlige forstand essayist af natur. Hvor danske essays så ofte er vildt uartikulerede udfald fra forfattere naget af idiosynkrasier, højtråbende pamfletter, så er Franzens tekster anderledes rolige, de prøver sig frem, essays i ordets oprindelige forstand, udkast, forsøg, ikke skråsikre meninger.

Jordens undergang

Franzen er god, også når han taler om Jordens undergang, for det gør man naturligvis, når man taler om klima. Som vi alle gør i øjeblikket, fordi det er så abstrakt og vildt, at det også er let at tale om, let at reducere til et spørgsmål om engelske bøffer og cykelferie, almindelig selvretfaerdighed.

Så dum er Franzen ikke, så dum er han faktisk meget langtfra, det gør det svaerere at vaere ham, og netop derfor er det en fornøjelse at laese ham – og ja, det kan godt vaere en fornøjelse at laese om klimakatastrofen. Som da han i det afsluttende essay opregner alle de sammenhaenge, der gør indtagelsen af en kop kaffe hos Starbucks til medskyld i den store forbrydelse, endnu et skridt på vejen mod undergangen – og slutter med ordene: »Der er ingen grund til at tage sorgerne på forskud.«

Franzen har et skarpt blik for den menneskelige inkonsekvens i undergangsangsten. Vi lever i apokalyptiske tider (vaelg selv: islam eller ozonlaget) og hvordan leve med den viden, at det hele ramler snart? Den pudsige pointe er jo, at man med den bevidsthed netop ikke behøver overbevise nogen? Hvorfor skulle man egentlig det?

Poesiens kraft

Franzen går derfor en anden vej; han er ikke alarmistisk, han er poetisk, og poesien kan noget – forlaget ved det, man kan ikke engang få lukket munden på Halfdan Rasmussen, han er endnu ikke afrimet, og han er endda død. Men døden eksisterer ikke, vi derimod eksisterer, det er den nødvendige undertekst til Franzens essays, som jo egentlig handler om at leve på dødens betingelse,