Store og små traumer
Jesper Just kredser om 9/11 på rørende totalinstallation på Charlottenborg.
Det er den store officielle historie, som kaedes sammen med den lille private i Jesper Justs kaempemaessige totalinstallation.
Den store historie er terrorangrebet på World Trade Center. I centrum er tvillingetårnenes afløser, One World Trade Center, som vi ser projiceret op på Charlottenborgs vaegge i både glidende panorerende overgange og pludselige abrupte skift. Det er umuligt at betragte bygningen uden at taenke på 9/11, og det er tydeligt, at bygherrerne har haft dette i baghovedet. Komplekset har noget hårdt og afvisende over sig. Som om hele området er blevet til en gigantisk mindepark, og den nye bygning en slags protese, der fungerer, men ikke kan skjule den traumatiske fortid.
Normal/ikkenormal
Parallelt med denne historie og dette motiv ser vi to mennesker: den gudesmukke model og skuespiller Dree Hemingway (oldebarn af Ernest Hemingway) og en ung pige, Rylee Sweeney, der lider af den arvelige sygdom Charcot-marie-toot, som haemmer funktionsevnen i haender og lemmer. Her er de forventede roller imidlertid byttet om.
Vi ser bl.a. Hemingway forsøge at spise en majskolbe med haenderne viklet ind i muskelrehabiliterende udstyr, mens Sweeny i en anden af kortfilmene spiller på klaver. Rollerne er altså byttet om. Den feterede skuespiller påtager sig rollen som fysisk handicappet, mens den unge pige omvendt spiller den dejligste musik, som om hun er helt ”normal”.
Hele orkestreringen af udstillingen kredser også omkring modsaetningen normal/ikkenormal. Publikum er således tvunget til at gå på én lang kørestolsrampe, mens de betragter de aestetisk set utroligt smukke filmsekvenser. For på den måde i hvert fald delvist at få indblik i en fysisk handicappet persons hverdag.
Jesper Justs fornemmelse for melankoli
Om denne sammensmeltning mellem den store historie og de små private, mellem et internationalt traume og almindelige menneskers tanker og følelser, nu også står krystalklar, er usikkert. Det er heller ikke sikkert, at det er meningen. Der er således ingen kronologisk handling og sammenhaeng mellem de forskellige sekvenser. Kun stemninger og antydninger. Og dem er Jesper Just eminent god til at vise. Som hans øvrige vaerker er ”Servitudes” domineret af en overvaeldende følelse af melankoli forstaerket af musikken og hans store filmtekniske evner. Det er et vaerk, som man ikke glemmer lige med det samme.