Svenske tilstande
To ret forskellige og ret gode udgivelser understreger, at svenske Jonas Hassen Khemiri er blandt den skandinaviske samtidslitteraturs markante stemmer.
Jonas Hassen Khemiri har siden debuten,
”Et øje rødt” (2004), udviklet sig til en Sveriges mest anerkendte forfattere og er efterhånden oversat til flere end 25 sprog.
Forfatterskabet rubriceres ofte som et eksempel på ”indvandrerlitteratur”, hvilket ikke er helt forkert, men også reduktivt.
Ofte – som i den storsaelgende debut – kredser Khemiri bestemt om det, som Jon Helt Haarder her i avisen beskrev som »kamp[en] for at finde et ståsted og identitet som andengenerationsindvandrer«. Men lige så genkommende er spørgsmål om køn og klasse. Og alt det andet: kaerlighed, familie, tvivl, velfaerdskvababbelser osv. Som forfatteren selv har udtrykt det i et interview: »Jeg skriver bare om samtidens Sverige.«
Den spaendvidde repraesenteres fint af to nye oversaettelser af to ret forskellige vaerker, som er udkommet på to ret forskellige forlag: Khemiris seneste roman, ”Farklausulen” (2018), på Gyldendal samt mikroforlaget Korridors ”Jeg ringer til mine brødre” fra 2012 som en del af udgivelsesserien Novella.
Forvandlet til repraesentanter
”Jeg ringer til mine brødre” skriver sig op imod en virkelig haendelse. Et mislykket terrorforsøg i Stockholm i december 2010, hvor en selvmordsbomber – en ung mand med iransk baggrund – endte med kun at draebe sig selv.
Teksten kan bedst beskrives som en kortroman eller en ja, novella på 90 hektiske, kvaernende og faktisk ret svaert gengivelige sider. Grundlaeggende består den af to spor: I det ene følger vi hovedpersonen Amor – nysvensker, men mest lidt 20’er-retningsløs – og hans gøren og laden i dagene efter angrebet, der udfoldes via en strøm af sansninger, refleksioner samt faktiske og forestillede dialoger. Herigennem gestalter teksten effektivt og medrivende en saeregen paranoia.
Ganske vist insisterer Amor på det åbenlyse: at angrebet jo »ingenting [havde] med os at gøre«. Men på den anden side fremmaner Khemiri også oplevelsen af en kollektiv mistaenkeliggørelse på grund af de ydre kendetegn, som hovedpersonen – og mange andre svenske borgere – deler med terroristen: »Lige så snart I forlader hjemmet, ophører I med at vaere jer. Pludselig forvandles I til repraesentanter […]«.
Citatet stammer fra bogens andet spor og største aktiv; den raekke af monologiske, messende tekster, hvori Amor henvender sig til ”sine brødre”, og som hver isaer udforsker (u)mulige ”modsvarsstrategier”: at blive hjemme, at anonymisere sig, at gøre modstand, »indtil de fatter at vi ikke er dem de tror vi er«.
Alt dette gør ”Jeg ringer til mine brødre” til et lille, men staerkt partsindlaeg i diskussionen om erfaringen af racialisering. En erfaring, der – ikke mindst laest i konteksten af den verserende danske valgkamp – stadig er yderst aktuel syv år efter, at den udkom på svensk.
En far, som er søn, som er …
Khemiris nyeste roman, ”Farklausulen”, er i sammenligning med ”Jeg ringer til mine brødre” en mindre pointeret tekst, der snarere end politiske problemstillinger undersøger familiens affektive infrastruktur.
Det understreges af romanens iøjnefaldende – og til tider lidt tunge – greb; måden, hvorpå karaktererne konsekvent betegnes via deres familiaere relationer: Således er ho
vedpersonen »en søn, som er far«. Han er også på barsel fra en temmelig stillestående karriere som bogholder og fanget i en emotionel skruetvinge mellem modsatrettede idealer om familiepligt og selvrealisering.
Alt det tilspidses af, at hans far (»en farfar, som er far«), som er bosat i udlandet, nu er tilbage på et af sine regelmaessige besøg i Sverige (bl.a. for at nyde godt af sundhedssystemet), hvilket indebaerer en forventning om sønnens service; kernen i titlens ”farklausul”.
Det problemkompleks er ikke vanvittigt original og minder f.eks. ikke så lidt om danske Nikolaj Zeuthens undersøgelser af konflikterne i en moderne og på mange måder privilegeret social eksistens. Det, givetvis lille, drama får i ”Farklausulen” – som hos Zeuthen – et fint naervaer, om end Khemiris take på det er mindre bidsk, mindre kuldsejlet. Faktisk lykkes romanen med noget så sjaeldent som en form for (og måske grundet denne knibskhed) trovaerdig happy end, der også gør, at den ellers naivistiske tone, der indledningsvis skurrer og irriterer, faktisk forløses i ”Farklausulen”.