Ikke som de andre og praecis som de andre
”En som os” er både sympatisk og rørende, men også indforstået og selvtilstraekkelig.
”En antisammenligningsbog” er underoverskriften på de to ”Fries Before Guys”-podcastere Josephine Kuhn og Nanna Hovgaards ”En som os”, og i den opsummeres meget godt det projekt, der ligger til grund ikke bare for bogen, men også for den podcastserie, der har gjort de to unge kvinder til generationsdefinerende stemmer. Hos ”Fries Before Guys” – en herlig omskrivning af det machocentriske bros before hoes – er intet så pinligt, at det skal holdes hemmeligt. Vi skal nemlig holde op med uafladeligt at sammenligne os med hinanden og fodre vores dårlige selvvaerd, fordi vi ikke er lige så smukke/slanke/seksuelt erfarne/kloge/ smarte/rige/etc. som menneskene omkring os, er forfatternes pointe.
I en tid – det lyder efterhånden fortaersket, men er ikke desto mindre stadig skraemmende sandt – hvor unge ikke har lyst til at tage bad efter idraet i skolen af frygt for at blive udskammet (eller foreviget digitalt), er det kaerkomment, at kvinder som Kuhn og Hovgaard, der også er bedsteveninder i virkeligheden, tager bladet fra munden og siger stop for en perfekthedskultur, der er løbet løbsk.
Men det har de allerede gjort i deres glimrende podcast, så spørgsmålet om, hvorfor en bog er nødvendig, melder sig naturligvis. Og her falder de to desvaerre i samme grøft som så mange andre, der har forsøgt sig i denne helt ekstremt vanskelige genre at skrive – ikke bare fortaelle, men skrive – godt om det private perspektivs politiske potentiale. For »aerlighedens forløsende kraefter«, for nu at citere bogens bagsidetekst, der er som skabt til podcastmediets samtaleformat, fungerer knap så godt stivnet på skrift. Den uredigerede aerlighed, som Kuhn og Hovgaard har gjort sig til talskvinder for, virker knap så umiddelbart i tekstlig form.
Der går sport i udleveringerne
Bogen er inddelt i fire hovedafsnit, der tager forskellige tematikker under behandling. Disse praesenteres lige vel indforstået med enkelte nøgleord som eksempelvis: »AFVISNING – uni/cigaret/ribben«. Det er måske for at vaekke laeserens nysgerrighed, men den eneste association, jeg får, er til menukort for fem år siden, hvor alle retter hed noget a la »havtorn, ged, salturt«.
Det er udelukkende Kuhn og Hovgaards stemmer, der kommer til udtryk i teksten. Det er deres jeger og deres personlige erfaringer, der baerer bogen. De supplerer dog deres egne beretninger med få, lidt arbitraert placerede statistikker til at underbygge deres pointer.
Som i podcasten er Kuhn og Hovgaard ligefremme og har som princip at blotlaegge alt, hvad der måtte opfattes som anderledes eller ”forkert”. Det gør de, fordi de i løbet af deres egen barn- og ungdom oplevede at blive overmandet af sådanne ”forkerthedsfølelser” (forfatternes eget ord), hvilket resulterede i både angst og spiseforstyrrelser.
Men som laeser af bogen er det svaert ikke også at sidde lidt med en fornemmelse af, at der går sport i udleveringerne, der bliver så personligt specifikke, at det generelle perspektiv fordamper lidt. Følelsen af at snage i nogens dagbog traenger sig mere end noget andet på og gør det på en helt anden måde her, end når man lytter til dem.