Et voksent menneske ser TOTALT latterlig ud på et elløbehjul ... eller hvad? Jeg er ikke laengere sikker, efter at det i weekenden viste sig, at der skal to hjul til en tango
Fjollede elløbehjul er ved at blive mainstream på Københavns cykelstier, og selv om kulturjournalist Rasmus Romulus Palludan ikke først så sig selv som typen, der bemander disse fartøjer, så mundede hans weekend ud i en eldreven romance.
»Det er en joke!?« taenker jeg ved ankomsten til Københavns Hovedbanegård på en matblå fredag aften. Foran indgangspartiet ser jeg hele otte af disse idiotiske nytilkommere stå og glane.
»Man er vel pr. definition en af Bibelens apokalyptiske ryttere, hvis man ruller ud i natten på et af disse parkerede elløbehjul?« taenker jeg og slentrer videre.
Havde du spurgt mig for et et år siden, ville det vaere min klare vurdering, at der er omtrent samme sandsynlighed for, at elektriske løbehjul bliver mainstream på cykelstierne, som sandsynligheden for, at Tivolis radiobiler pludselig får storhedsvanvid, bryder ud af forlystelsesparken og begynder at køre parløb med de rigtige biler.
Men hey, jeg er i den grad fejlbarlig, og der er ingen vej uden om den historiske konklusion på vejene:
ELEKTRISKE LØBEHJUL PÅ CYKELSTIERNE ER I RAMME, RULLENDE ALVOR BLEVET EN TING!
På gåben mod Rådhuspladsen bekraeftes min tese. Adskillige løbehjul summer forbi mig som spyfluer, typisk manøvreret af teenagere, nok blot first movers i bogstavelig forstand?
På naeste gadehjørne ser jeg flere elløbehjul i to farver fra to forskellige firmaer, Lime og Voi.
Måske er det nu, DR Drama bør lave en haesblaesende reversionering af tv-serien ”Taxa”, nu med titlen ”Scooter”, der følger to løbehjulsfirmaers hårdkogte konkurrence om byboernes gunst. De kan genbruge soundtracket fra den originale serie, men hvem skal løfte arven fra Taxa Mike? Den kaederygende badboy Scooter Mick?
Ved H.C. Andersens Boulevard har en first mover-fyr på omkring 15 år netop parkeret sit løbehjul. Hvordan fungerer betalingssystemet, spørger jeg?
Han skeler op fra sin North Face-kasket: »Det er supersmart, sådan der, ik’. Du betaler for den tid, du bruger på turen, sådan der. Og så kan du bare stille løbehjulet, hvor det passer dig bagefter, sådan der, ik’,« siger han.
»Klart smart!« responderer jeg, selv om ikke-teenagere som mig også kan føre sag for, at forretningsmodellen kunne vendes på hovedet, så firmaerne betaler kunderne for antallet af minutter, brugerne har befundet sig oven på dette pinlighedens rullende epicenter.
Eller ... Måske er jeg for hård? De er federe end transportmiddel-parodierne over dem alle: Segways. Og de er vel egentlig ganske miljørigtige?
Min cykel befinder sig i Aarhus, så måske det alligevel kunne vaere morsomt at tage et Voi-løbehjul i stedet for bussen? Skulle jeg liiiiiige …? Voi the fuck not?
Jeg downloader Voi-app’en, men tanke bliver ikke til handling, fordi jeg slaeber på en bøvlet kuffert. Desuden har jeg endnu ikke taenkt følgende store eksistentielle og yderst aestetiske dilemma til ende: Er det uvaerdigt for en (i fysiologisk forstand) voksen mand at køre på elløbehjul?
Her følger tre oplevelser på løbehjul, der i weekenden har aendret min holdning til dem.
Fredag: Løbehjulsoplevelse nr. 1
Det er blevet mørkt, pisregner, og jeg skal mødes med en ven på Nørrebro-baren Sabotøren. Langsomt begynder min indre og altid staedige drengerøv at massere min indledningsvise modvilje over for løbehjulene. En enkelt tur? Min ven vil nok synes, at jeg er sjov, hvis jeg – på sådan en ironisk måde, selvfølgelig – ankommer til baren i laederjakke, med solbriller, i silenende regn og på et skide løbehjul. Som en discountudgave af John Travolta i ”Grease”.
Jeg åbner igen Voi-app’en og ser på et Google Maps-lignende kort, at naermeste Voi-køretøj står omkring 50 meter vaek. Det viser sig faktisk at vaere underholdende at gå på jagt efter uhyret. Nu nåede jeg aldrig at ride med på Pokémon Go-bølgen, men måske er oplevelsen sammenlignelig med jagten på en elektrisk Pikachu?
Løbehjulet står rankt og køreklar ved siden af et Stop-skilt. Ganske praktisk registrerer min telefon automatisk tohjuleren, da jeg naermer mig. Displayet foreslår, at jeg låser den op. Jeg trykker o.k.
»Bip,« siger transportmidlet, hvis lygter nu begynder at lyse. Lød den egentlig ikke lidt som en nuttet Pikachu?
Den elektriske haevner er i hvert fald lige så let at ”knappe op” som en dåsebajer.
Da jeg fraeser ned ad Guldbergsgade, bliver min intense, indledningsvise skepsis udfordret voldsomt af den banale årsag, at min nye makker er virkelig sjov at køre på.
Grundet pisregnen har jeg trukket kraven på min laederjakke op over hovedet med den konsekvens, at jeg – ud over at befinde mig på et løbehjul – også er hensunket i en krumbøjet Klokkeren-fra-notre-damepositur, der utvivlsomt får mig til at ligne rumvaesnet E.T. på vej til Månen i en cykelkurv. RASMUS ROMULUS PALLUDAN, KULTURJOURNALIST
Fuld fart! Jeg overhaler et par sløve cyklister, der synes at trampe i pedalerne ... men mig? Jeg strømmer ligesom bare gennem natten.
Folk brokker sig over el-scootere i udlandet, bl.a. i Los Angeles, hvor de kaldes en »plage«, og UHA-UHA, nu kommer de til Danmark!? Nej, ikke UHA-UHA. Ro på. I Los Angeles har de ikke cykelstier, hvorfor scooterne kører på fortovet. Det er dømt til at gå gak. Men mon ikke Københavns trafikårer har by- og hjerterum til at kunne adoptere disse nye blodlegemer? Meningsdannere skriver i aviser, at løbehjulene flyder »overalt«. Øh, som cykler eller hvad? Og lyder den gamle vending ikke: Forandring fraeser?
»Ak ja, mangen en party-pooper vil frarøve mig min party-scooter,« taenker jeg på vej mod baren, mens mine tanker på min vej passerer nogle af de tilbageskuende holdninger til elløbehjul, der på internettet i øvrigt synes at ligge og flyde overalt.
Succes! Min ven gnaegger med mig i barens døråbning, da jeg Travolta-triller ind i scenen som en KOLOSSAL douche bag. De andre bargaester, der ikke er med på joken, griner yderst overraskende ikke ad mig. Måske så de mig slet ikke? Det må forblive et mysterium. Jeg kan i mørket alligevel ikke se en skid gennem mine regndråbebelastede solbrilleglas.
Lørdag: Løbehjulsoplevelse nr. 2
Lørdag aften sidder jeg i en anden kammerats lejlighed, slubrer øl og hører musik. Og da vi skal videre til Harbo Bar i Blågårdsgade, er jeg lidt til besvaer, fordi jeg ikke har cykel, men ...
»Jeg kan da bare tage et løbehjul?« indskyder jeg hovsa-agtigt.
»De ser simpelthen så latterlige ud,« konstaterer han.
»Ja, ja, det gør de selvfølgelig, selvfølgelig,« svarer jeg, men er kommet i tvivl.
Måske er det lidt med kaerlighed til elløbehjul som med kaerlighed til mennesker: Når først en forelskelse er i gang, så saettes fornuften kortvarigt ud af spil.
Min ven finder sin cykel. Jeg finder mit løbehjul.
»HOLD KAEFT, HVOR SER DU LATTERLIG UD!« udbryder han, da vi raeser hen over Dronning Louises Bro.
Denne gang har han dog TOTALT ret. Grundet pisregnen har jeg trukket kraven på min laederjakke op over hovedet med den konsekvens, at jeg – ud over at befinde mig på et løbehjul – også er hensunket i en krumbøjet Klokkeren-fra-notre-dame-positur, der utvivlsomt får mig til at ligne rumvaesnet E.T. på vej til Månen i en cykelkurv.
Vi drikker os glade, som man jo gør, tager videre til en ny bar, som man jo gør, her får jeg klokken AV-AV-AV øje på en pige, som man jo gør. Hun er iført en rød heldragt med nogle mønstre, som jeg i skrivende stund ikke husker, fordi hendes smil stjaeler opmaerksomheden. Vi har ikke udvekslet et ord, da det lidt friskfyragtigt ryger ud af munden på mig:
»Skal vi ikke tage en kaffe sammen i morgen kl. 12?«
»Det kan vi godt!« svarer hun lidt friskpigeagtigt.
Søndag: Løbehjulsoplevelse nr. 3
Som en direkte konsekvens af en høj, sitrende sommersol bobler byens beboere af munterhed om formiddagen.
Jeg svaever mod kaffemødet på et nyfundent e-løbehjul, igen med solbriller på kraniet, og denne gang iklaedt en irgrøn trenchcoat, der flagrer bag mig som en art superheltekappe. Saerligt kappen bringer mig pludselig tilbage på tvivlens tågede territorier:
Tiltraekker jeg mig ikke liiiidt for meget opmaerksomhed på Nørrebrogade på mit fucking løbehjul? Og cruiser jeg i virkeligheden slet ikke på Nørrebrogade, men i stedet hen over den usynlige graense fra liret til latterlig?
Jeg føler større tryghed, da jeg naermer mig en anden Voi-kører lidt laengere fremme på cykelstien. Vi danner en slags kon-voi.
Da vi stopper i et kryds, bliver han omringet af kluntede cyklister. Jeg haever øjenbrynene en anelse og sender ham et lille indforstået jeg-kender-følelsen-nik.
På kaffebaren Faetter Faetter på Griffenfeldsgade kan jeg efter få minutter konstatere, at sommerpigen har en smittende humor, så jeg tør efter et kvarters tid at vaere hudløst aerlig:
»Jeg ankom hertil på løbehjul,« bekender jeg.
Til mit held spreder en barnlig nysgerrighed sig i hendes ansigtsfolder. Hun spørger entusiastisk, om hun ikke må prøve en tur? »Jo, selvfølgelig!« svarer jeg overrasket. Hun kører ivrigt op og ned ad gaden, bagefter kysser vi lidt hen over cafébordet og beslutter os så for at gå en tur på vores biologiske bentøj. Tiden triller dog hurtigt af sted, og med ét skal hun nå et snarligt tog nordpå:
»Kan du ikke køre mig til hovedbanegården på et løbehjul?« foreslår hun.
Et Voi-là! Nu flyver vi gennem København, to personer på ét løbehjul, og i retning af stationen, hvor min løbehjulsodyssé begyndte på en matblå fredag aften. Vi passerer H.C. Ørstedsparken, hvor solguden Apollon troner i statueform, stensikkert i strålende humør.
Hendes løsthaengende hår danser rastløst rundt i brisen, det funkler som guldtråde, så man kan let få den tanke, at det bliver aktiveret af nogle solcellepaneler, som hun gemmer et sted på kroppen. I momenter kilder håret mine kinder, mens Indre Bys facader glider majestaetisk forbi os i slowmotion. Hendes varme haender holder mig om livet, og det slår mig, at denne elektriske formiddag sgu er livet. Måske er jeg gået hen og er blevet småforelsket … i løbehjul, selvfølgelig.