Ultraløber med opfordring: »Der ligger et gemt potentiale for alle«
Peter Torjussen har for nylig gennemført et af verdens hårdeste og laengste løb. Til september skal han deltage i et andet.
Lad det vaere sagt med det samme: Forud for interviewet med ultraløberen Peter Torjussen og hans hustru forventede jeg, at vi skulle tale om, hvilke kompromisser familien indgår og hvorfor, for at han kan traene op til og løbe fem-seks ultraløb om året. Sådan blev det ikke. Dels fordi parret med fire hjemmeboende børn ikke føler, de behøver indgå ret mange kompromiser, dels fordi Peter Torjussen meget hellere vil slå et slag for, at vi alle kan mere, end vi tror.
»Det vil jeg gerne vise mine sønner. At man som udgangspunkt kan det, man vil; selv det, der virker ambitiøst og umuligt,« forklarer Peter Torjussen.
Han er partner og direktør i Mercuri Urval og arbejder gennemsnitligt på den gode side af 40 timer ugentligt med en del rejsedage rundt i landet og verden. Derudover løber han altså ultraløb.
Tidligt op
Et ultraløb defineres som løb, der er laengere end et maraton, og begynder typisk ved 50 km. De løb, Peter Torjussen deltager i, løber gerne op i mellem 100-200 km.
I maj gennemførte han et af verdens laengste og hårdeste ultraløb, UMS Milano – Sanremo, der straekker sig over 285 km fra netop Milano til Sanremo, og til september skal han for anden gang løbe et af ultraverdenens ikoniske løb, Spartathlon, der på 245 km starter ved Olympen i Athen og slutter i Sparta på Peloponnes. Kun fire danskere har i år kvalificeret sig til ultraløbet, og gennemførelse sikrer Peter Torjussen en plads til det, han kalder »sit ultimative løb« – det 217 km lange Badwater i USA, hvor deltagerne løber i ekstrem varme, og som karakteriseres som verdens hårdeste løb.
Traeningen til disse lange og hårde løb? Løbetraening fire gange ugentligt plus styrketraening i området omkring huset i Ebeltoft.
»Jeg står tidligt op. Cirka kl. 5 i weekenden, hvor jeg løber ud til Helgenaes Fyr og tilbage. Det er cirka 50 km. I hverdagene står jeg op kl. 6 og løber sammen med en kammerat 7-10 km. Så er jeg hjemme, når familien står op.«
Nogle weekendmorgener kører hans kone gennem 12 år, Anne Thybring, og børnene ud til fyret med rundstykker til faelles morgenmad.
»Jeg kan faktisk ikke maerke det,« siger hun, da talen falder på traening og forberedelse til ultraløbene.
Nuvel, der er weekender, hvor han er vaek til løb, og »det er der, der er en omkostning,« konkluderer Peter Torjussen selv. Men »jeg er også nogle gange vaek til noget«, påpeger hans kone.
»Et aegteskab handler vel om, at man har valgt hinanden. Og ham, jeg har valgt, har så meget lykke omkring det her løb. Så det er ikke et spørgsmål om at acceptere det. Det ville svare til at spørge, hvorfor accepterer du hans højde. Jamen det er jo den, han har, og det her er hans passion. Det er jo også kaerlighed, det at støtte hinanden og gøre det muligt at lave det, man synes, er allermest fedt. Kunsten er jo bare at gøre det sådan, at det ikke bliver med de store afsavn. Og jeg synes, vi har knaekket den kode.«
»Børnene siger ikke så meget, men jeg tror da, de er stolte af mig. Og jeg har aldrig hørt dem brokke sig over, at jeg skulle afsted,« siger Peter Torjussen og fortaeller, at de aeldste har overtaget passionen for løb – omend i lidt mindre målestok.
Det mentale
Selv om de plus 200 km lange løb er dybt kraevende fysisk, så er det den mentale udfordring, som fylder for Peter Torjussen.
»De her daemoner har jo de vildeste argumenter for, hvorfor du skal stoppe,« forklarer han om, hvad der sker efter x antal hundrede kilometer.
Men erfaringen fra de cirka 30 fuldførte ultraløb har vist ham, at man kan, hvad man vil. De har aldrig vundet, daemonerne. Ikke da han faldt og braekkede et ribben under et løb. Ikke da knaeet en kold og mørk nat brokkede sig med 64 km tilbage.
»Hvis man har musklerne til at klare de 200 km., er det det mentale, der gør en kaempe forskel. Der findes yngre ultraløbere, men jeg tror, der er så mange ultraløbere i min alder, fordi man som aeldre bliver mere erfaren og bevidst om, hvordan den mentale styrke er vigtig for at gennemføre. Det handler om disciplin og om tilstraekkelig mange gange at have prøvet at vaere helt nede og opleve, at det blev bedre. Det bliver jo altid bedre. Aldrig vaerre,« siger han.
Hvis man vil det nok og traener og dygtiggør sig, kan man som regel, hvad man vil. Peter Torjussen
Som Le Mans
Siden Peter Torjussen løb sit første ultraløb, har hans kone vaeret med som opbakning i bilen undervejs med skiftetøj og -sko, mental støtte, når det er svaert, vaeske og mad – han skal f.eks. have en god traditionel kødret som chili con carne til aftensmad for at tanke op.
For Peter Torjussen bibringer det makkerskab noget helt unikt til aegteskabet.
»Det giver et faellesskab først og fremmest. Og så er det med til at vedligeholde en samhørighed. Jeg vil faktisk gerne sammenligne den naerhed og afhaengighed, man oplever, når man får et barn, med det, der sker under et løb, hvor hun bare forstår mig. Når man er så presset, som jeg nogle gange er, er det
uvurderligt at blive forstået og set.«
»Og så er jeg overbevist om, at jeg bliver en bedre og gladere aegtemand, som forhåbentlig giver noget tilbage til familien.«
Imens mor og far er til løb, får mormor og morfar tid med børnene. Erfaringen har vist, at børnene ikke synes, det er sjovt at vaere med.
»Mens det for mig er intenst spaendende, synes de jo, det er dødssygt,« siger Anne Thybring, der ikke selv løber meget mere end fem km et par gange ugentligt.
»Jeg kan egentlig ikke forklare hvorfor, men det er jo intenst på sådan en Le Mansmåde.«
Hvis man ikke har set 24-timersmotorløbet kan det nok vaere svaert at se pointen i at følge bilerne rundt på den samme bane 24 timer.
»Men der er jo alle de der dramaer undervejs – f.eks. om natten. Det er fuldstaendig det samme med ultraløb. At se på det er det virkelig grundinteressant,« forklarer hun.
Anne Thybring er psykolog, og den erfaring bruger hun aktivt, når hun følger sin mand rundt under et ultraløb.
»Det der motivationsfelt, hvor det handler om, hvordan der skal kommunikeres til ham, er meget interessant. Nogle gange taler vi om placeringer: ”der er 2 km op til tredjepladsen, okay, tryk på”. Andre gange, hvis jeg ved, at det ikke kommer til at lykkes, så er det mere noget med at sige, ”du ligger godt på dine tider og følger planen”. Så jeg kan både tage ham med ind i raeset eller ind i den indre praestation, hvad var det jeg gerne ville …?«
Under det seneste løb i Italien fik hendes verbale overhaling ham til at fortsaette. Peter Torjussen kalder det sin største krise. Op til løbet havde han døjet med en belastningsskade i knaeet og havde ikke traenet fem uger inden løbet.
»Men det gik fint indtil det sidste depot omkring 220 km. Det gjorde ondt, jeg var diffus med hovedpine og måtte laegge mig ned med lukkede øjne et kvarter. Og der var ikke andet end 64 km tilbage.«
I det kvarter diskuterede Anne Thybring og hendes mands løbemakker, som også kører fast med i supportbilen, om det var forsvarligt at lade ham fortsaette. Peter Torjussen var også selv i tvivl, selv om det obligatoriske laegetjek ved hvert depot frikendte ham. Den verbale opsang fra hans kone og uvurderlig hjaelp fra hans kammerat fik ham igennem.
»Han løb sammen med mig de sidste 64 km. Det er den ultimative venneerklaering. Det var jo nat, han er ikke ultraløber og havde siddet i den bil i cowboybukser en hel dag.«
Et godt eksempel
Hvorfor? er vel nok det bedste spørgsmål, man som udenforstående kan stille til en ultraløber som Peter Torjussen.
Hvorfor udsaette sig selv for at skulle stå så forfaerdelig tidligt op hver weekend? Hvorfor ikke bruge weekenderne i haven med en øl og sin kone i stedet for at bringe sin krop helt i knae fem-seks gange årligt? Hvorfor afstå fra koffein for at kunne få kicket til et ultraløb få gange om året?
Peter Torjussen har mange svar på hvorfor, men ét er, at han gerne vil vaere et godt eksempel for sine sønner. Og han mener, at den disciplin og indsats, et ultraløb forudsaetter, viser noget om, hvad vi mennesker er i stand til.
»Hvis man vil det nok og traener og dygtiggør sig, kan man som regel, hvad man vil. Det kan vaere til eksamen, på fodboldbanen, i relationer. Min yngste er f.eks. lidt genert, det snakker jeg med ham om. Dét der med at tage et skridt frem i det ukendte, hvor man ikke føler sig tilpas, eller det gør ondt. Det gør man også i ultraløb. Når man står der på startlinjen i Milano foran 285 km nonstop, skal der faktisk etableres noget mod,« siger han og tilføjer, at han tror på, at alle kan gennemføre et ultraløb. Med den forståelse, at et ultraløb for nogen er 5 eller 10 km.
»Man kan mere, end man lige går og tror. Der venter nogle helt enestående oplevelser for én som individ, men også når man som Anne og jeg finder sammen i et arbejdsfaellesskab, hvor der kommer nye facetter ind i aegteskabet. Og som team, når min ven og løbemakker er med i vognen, og det hele er kaos nat nummer to, men teamet bare spiller, og man klarer det. Jeg vil gerne sende det budskab, at der ligger et gemt potentiale for alle. Ikke bare dem, der elsker at løbe.«
Faerre skader
Peter Torjussen har siden sin tid i militaeret altid løbet meget og tidligere løbet flere både maraton og halvmaraton. Så adspurgt om, hvorfor han stiller op i det ene ultraløb efter det andet, er der selvfølgelig også meget andet i det end lysten til at vise, hvad vi som mennesker kan.
Konkurrenceelementet fylder en del.
»Hvor langt kan jeg egentlig komme?« spørger han og fortaeller, at han har gennemført løb som den første dansker nogensinde.
»Det er ikke noget, jeg plejer at skilte med, men herinde har jeg det da godt med det,« siger han smilende og peger på hjertet.
Samtidig er det blevet en »lavpraktisk nødvendighed« for ham at løbe ultraløb. Den form for tidspres, han løb maraton og halvmaratons under, var for hårdt for kroppen – isaer knaeene, som han har fået opereret flere gange. Ultraløb er, hvor underligt det end lyder, mere skånsomt for kroppen, og Peter Torjussen har aldrig vaeret så skadesfri, som efter han begyndte på ultraløb.
Sidst er der hans eget velbefindende og identiteten i det at vaere ultraløber.
»Nogen vil nok kalde det afhaengighed, og det er det vel. Men jeg kan bedre lide mig selv, når jeg løber. Jeg tror, jeg gør min krop en kaempe tjeneste. Der ligger også meget identitet i det. Jeg betragter mig ikke som egocentreret, men der er da noget ego i det. Her er noget, jeg braender for og er fornuftig til og stolt over. Jeg er ham, der kan, hvad han vil. Så det er da en måde at definere mig selv på.«