Tre formidable år i London – som øjenvidne til historien
Vor mand i London ser tilbage på sin begivenhedsrige tid i Storbritannien, før der skiftes korrespondent til august.
LONDON
Da jeg i sin tid var til samtale om jobbet som Londonkorrespondent, fik jeg at vide, at der som journalistisk enmandshaer sommetider er utroligt travlt, andre gange stille dage, hvor man kan tage på museum.
Første del var korrekt. De stille museumsdage viste sig imidlertid ikke at holde stik, kan jeg konstatere, nu da mine tre år i London lakker mod enden. Men det gør ikke spor, for i stedet for at se historien på museum fik jeg lov at vaere øjenvidne til den og daekke et land, der forsøger at finde sine egne ben i Europa og i verden.
Knapt var blaekket på kontrakten til en lejlighed i Notting Hill tørt, før britisk politik eksploderede. Vaelgerne stemte sig ud af EU, og David Cameron bebudede sin afgang som premierminister. Det var i juni 2016, da jeg kombinerede en boligjagt i London med biståelse af den davaerende korrespondent i daekningen af Eu-folkeafstemningen.
Boligjagten var ellers hektisk nok i sig selv. Herovre står ejendomsmaeglere også for lejeboliger. De har fart på og vil have ja eller nej nu-nunu. Samtidig kan man prutte om størrelsen på huslejen (jeg er fra Jylland, så det gjorde jeg).
Jagten endte godt. Notting Hill er et perfekt sted. Stille og roligt, men kun otte minutter fra Oxford Circus med undergrunden. Der er victorianske raekkehuse og masser af lokale butikker. Slagtere, restauranter, apoteker, gode pubber, en velassorteret aviskiosk og en fantastisk boghandel. Sådan én uden skoletasker og penalhuse, men med en enorm kaerlighed til litteraturen.
Og nej, der er ikke boghandlen fra filmen ”Notting Hill”. Den ligger her også, men saelger fortrinsvis rejsebøger og hjemsøges af turister med selfiestaenger. Den ene af stjernerne fra filmen, Hugh Grant, har et hus i Notting Hill. Det samme har David Cameron. Han har dog laenge vaeret fortid. Theresa May tog over, mens jeg pakkede flyttekasserne ud. Og før min korrespondentperiode slutter ved månedens udgang, er en ny flyttet ind i Downing Street, nok Boris Johnson.
En af de mange oplevelser som korrespondent er, at man fra tid til anden inviteres til møde i Downing Street 10. Så jeg er gået ind ad den berømte dør og op ad trappen med billederne af tidligere premierministre. De fleste gange har jeg dog vaeret henvist til kaelderindgangen, downstairs-døren.
Lidt derfra befandt jeg mig i 2017 i parlamentet, da det sammen med Westminster Bridge blev angrebet af en terrorist. Bygningen kom under ”lock down”, der var bevaebnede specialbetjente, og vi blev flyttet rundt, til vi alle endte i domkirken Westminster Abbey.
Jeg sad på en af ambassadørpladserne ved siden af to rengøringsfolk. Andre steder stod toppolitikere.
Uden computer måtte jeg indtelefonere nyhederne telefonisk til redaktionen hjemme i Danmark. Vi skulle vente nogle timer, fordi alle skulle vidneafhøres, men folk opførte sig eksemplarisk. Køerne blev overholdt, der var te, og jeg hørte ingen skaelde ud over ventetiden.
Også ved senere tragiske haendelser så jeg briterne fra deres bedste side. Som da jeg talte med frivillige, der spontant gik til en blodbank i Manchester efter et andet terrorangreb. Eller som alle dem, der strømmede til med tøj, vand, mad og kontanter, da Grenfell Tower ved siden af Notting Hill braendte. Mit eget fitnesscenter hastede derhen med en masse rene håndklaeder.
Ved et tredje terrorangreb, mod London Bridge og Borough Market, forsvarede folk sig med stole og de bare naever mod knivstikkende islamister. Den nat oplevede jeg i øvrigt naesten som ”Palle alene i verden” at gå rundt i et mennesketomt City of London. Det skyldtes, at min telefons gps havde ført mig ad nogle små gyder/gader, og at jeg var relativt hurtigt fremme, uvidende om at politiet havde afspaerret de store veje ind i området. En surrealistisk oplevelse.
Briterne er politisk splittede som aldrig før. Brexit er blevet en skyttegravskrig, og mange ser med foragt på personer, der har den modsatte holdning end dem selv. Det politiske system opbygget om Labour og Konservative er på kanten til at bryde sammen.
Men ligesom de stadig holder sammen under tragiske begivenheder, kan briterne også fortsat glaedes sammen. Det så man sidste år ved det kongelige bryllup mellem Meghan og Harry og ved fodbold-vm, hvor den lokale pub var taetpakket af gaester og spaending. I sommeraftenerne i de uger sang folk, der ikke kendte hinanden, slagsangen ”It’s coming home” i byens gader.
England klarede sig overraskende godt, men vandt ikke, så lige dét historiske øjeblik fik jeg ikke med, Men der var andre.
I mit ”side-pastorat”, det katolske Irland, var jeg i Dublin, da irerne ved en folkeafstemning besluttede at tillade abort. Jeg var den eneste danske journalist i presselogen i Underhuset, da Theresa May i januar i år led det største nederlag, en britisk premierminister har lidt.
Det var om brexit. Et kompliceret emne, som har indgået i omkring halvdelen af de ca. 700 artikler, jeg har fået lov at skrive herovre fra. Et emne, som mange laesere har vist interesse for. En del af jer har sendt mig e-mails med kommentarer og spørgsmål. Tak for det, og tak for den gode tone. Så vidt jeg husker, er jeg ikke blevet kaldt ”idiot” en eneste gang, hvilket ikke er en selvfølge på internettet i dag.
Briterne sender naturligvis også e-mails, men en overraskende stor del af kommunikationen foregår per post. De har ikke NEMID. Til gengaeld leverer
Royal Mail fra dag til dag.
I det hele taget er briterne på flere områder gammeldags og traditionsbunde. Eksempelvis fulgte jeg en morgen maelkemanden Steve, der var milk boy, før han blev milk man, og leverer glasflasker med maelk. Det er på vej tilbage, fordi miljøbevidste briter foretraekker glas fremfor supermarkedets engangsmaelkedunke i plast. Blandt mange andre briter, jeg har mødt, er brexit-tilhaengere i Sunderland, protestanter i Belfast, fiskere i Skotland, paedofiljaegere i Nottingham, misbrugere i Blackpool og topministre bag lukkede døre.
I stedet for at se historien på museum fik jeg lov at vaere øjenvidne til den.
Der har vaeret masser af historier at fortaelle, og der er flere endnu. Jeg bliver, til May er ude af Downing Street, og så tager kollega Carsten Ellegaard over som korrespondent.
Mit gaet er, at han heller ikke får mange stille dage med tid til at gå på museum.