»Måske er man et bedre menneske uden mobil?«
JP’S journalist er uden mobil og penge på Roskilde Festival i 24 timer. I anden del af reportagen finder han vejen ud af sin ensomhed.
12.05: Forkaelet fest
Jeg venter på min ven Svaneborg ved foden af metalbroen til Roskilde Festivals Vest-område, men han er allerede fem minutter forsinket til vores mødeaftale. Og da jeg er uden mobil og ikke kan komme i kontakt med ham, har det den konsekvens, at jeg maerker en ulmende panik, en mavepuster i slowmotion, som bliver forstaerket af menneskestrømmene ved gangbroen, grupper af venner, der i mine øjne alle lader til at have deres livs største optursdag: De griner, ih, hvor de griner, hahaha, de griner, og de nyder samvaeret under solen, der skinner på himlen og i deres tanker.
De skulle bare vide, hvor forkaelede de er med deres iphones og Samsung Galaxy’er, der giver dem en uhørt mobilitet på noget så kaotisk som en festival; mobiltelefonerne er en slags magiske portaler til koncertaftaler, Mobilepay, gps, musikprogram, sociale medier … og som om de ikke er forkaelede nok i forvejen, kan de sandsynligvis lige toppe party-kransekagen med glasur, når telefonen engang i nat siger bip-bip: Hvor heldigt! Et booty call fra en eller anden monsterlaber festivalgaest!
12.06: Pinball-emotionel
Det er egentlig paradoksalt, at man godt kan føle sig lidt ensom på en menneskepakket festival, hvor man konstant banker ind i folk som kugler i en pinballmaskine. Men det kan man godt, hvis man spiller med mobilmaessigt handikap. Så bliver ensomheden på en underlig måde forstaerket af alle de andre gaesters ekstreme synlighed, mens man selv til sammenligning antager mere og mere form af et verdensisoleret kaeldermenneske.
Nu skal jeg ikke tage munden for fuld. For det er jo ikke, fordi jeg som sådan anser det for vaerende en gigantisk bedrift, at jeg indtil videre har snublet mig igennem to timer på en festival uden mobilteknologi. Men forskellen på at vaere alene med mobil og alene uden mobil føles her ved gangbroen faktisk ganske stor.
Hvis man er alene med mobil, virker aleneheden i højere grad til at vaere et tilvalg. Man kan lave en aftale med nogle venner om eftermiddagen, hvilket således gør formiddagen lysere, fordi man ved, at der er selskab i vente, hvorfor man således nemmere kan flanere rundt og nyde sit eget selskab.
12.07: En ven!
Jeg har egentlig opgivet alt håb om at finde Svaneborg, men faktisk viser gangbroen sig mere effektiv til at finde venner end først antaget. Den fungerer som en slags tragt, et knudepunkt på festivalen, hvor folk skal sluses igennem, hvorved muligheden for menneskemøder koncentreres.
Yes! Pludselig ser jeg en anden af mine venner, Laurids Smedegaard, spankulere ned ad gangstigen med runde, blå solbriller. Han har tilsyneladende set min Instagram-story, som jeg lagde op tidligere på dagen, hvor jeg informerede folk om, at jeg ville vaere uden mobiltelefon i 24 timer, for han slår op i et højt grin:
»Det er sgu da meget mere praktisk at mødes sådan her! Fuck mobiltelefonen!« griner han.
»Ja ja, det er da rigtigt,« griner jeg lettere forløst.
12.08: Endnu en ven!
Og gud! Ud af det bimlende blå! Nu kommer Svaneborg også ned ad trappen! Jeg kan naesten kun grine af, at han spankulerer på samme nonchalante og overskudsagtige vis som Smedegaard. Som om det at komme otte minutter for sent til en aftale med en mand uden mobiltelefon er ingenting. Taenk, at det at have en mobiltelefon på en festival kan ses afspejlet i en gangart. Først nu begynder jeg at nyde solskinsvejret.
»Jeg skal altså have noget mad nu!« siger Svaneborg bestemt.
»Jaa! Må jeg ikke låne penge af dig til mad og drinks i dag?« svarer jeg med julelys i mavesaekken.
»Jojoo,« svarer han. Vi drager ned til en madbod, der serverer chili con carne og falafel med salat i paptallerkener. Alle spiser med en Roskilde-typisk tømmermandsiver, der synes at indikere, at vi også kunne have lovprist kokkene til skyerne, hvis de havde serveret flamberet elefantsnabel.
13.00: Et bedre menneske?
Vi finder en bar, hvor nogle af Svaneborgs venner staedigt prøver at bekaempe deres tømmermaend med en tilsyneladende rindende strøm drinks.
Måske bliver man et bedre menneske af ikke at have en mobil i sociale sammenhaenge? Jeg kan i hvert fald ikke tillade mig at sige noget belastende med disse folk, da jeg ikke via mobiltelefonen kan finde nogen alternativer til at haenge med dem. Derfor er jeg sød som cider.
19.00: Ikkepanisk panik
Vi drikker drinks på en graesplet naer Arena-teltet, og jeg føler mig en smule panisk over, at jeg egentlig ikke laengere er panisk, dvs. jeg gør mig ikke nogen naevnevaerdige tanker på min notesblok om at vaere mobilløs på festivalen, fordi jeg er landet i en tryg social favn. Jeg stoler på, at de ikke skrider, hvis jeg skal tisse.
Hvis man er alene med mobil, virker aleneheden i højere grad til at vaere et tilvalg.
22.00: Frisat!
Jeg har nu mistet Svaneborg og de andre, men er nu blevet
Rasmus Romulus Palludan, kulturjournalist
så tilpas beruset, at jeg faktisk endelig føler mig frisat fra bekymringer om, hvorvidt min aften bliver fed. Fremmede mennesker synes pludselig nemme at komme i kontakt med. Måske fordi de fleste af dem også er berusede.
01.00: Aldrig igen!
Hvis Bob Dylan-koncerten tidligere på aftenen ikke føltes som en ud af kroppen-oplevelse, leverer den franske Christine and the Queens på Arena-scenen en omgang magnetiserende elektropop, der forstaerker de følelser, der jo altid gemmer sig i os menneskers indre, en forstaerket kaerlighed til livet, som jeg efter bedste evne oversaetter til hengivne dansebevaegelser.
Jeg står med nogle venner, som jeg stødte tilfaeldigt ind i, og som lader til at have det okay med, at jeg koblede mig på deres fest.
Da jeg efter koncerten går hjem mod mit hotelvaerelse, glaeder jeg mig til at se min mobiltelefon igen, naesten på samme måde som man sikkert ville glaede sig, hvis man var så heldig at få det tidligere naevnte booty call? Roskilde uden mobil?
Aldrig igen.