Stiv i afsaettet
Forestillingen om det perfekte og dets antiteser er kernen i Signe Marxens anden roman, ”Løberen”, der naermer sig det stiliserede i skrift og tanke.
SIGNE MAXEN
176 sider, 229,95 kr. Rosinante Jeg hørte til dem, der var ret begejstret over Signe Maxens (f. 1992) debut, ”Sort galde” (2017). En ganske vist ret tidstypisk og spinkel roman om psykisk skrøbelighed, som imidlertid også var naervaerende og med en fin spaendstighed i skriften.
Det er kvaliteter, jeg savner i Maxens nye bog.
”Løberen” er som debuten et umiddelbart naert portraet af en ung kvinde – romanens navnløse jeg – der ikke rigtigt kan komme ind på livet af livet; blive den ønskede version af sig selv. Sigende er de genkommende beskrivelser af den konkrete forstoppelse, som jeget lider af, der kondenserer den pine- og skamfulde erfaring af ikkepraestationsdygtighed, som romanen kredser om.
Mest af alt er jeget i ”Løberen” selvmaerkende og drivende mellem romanens to andre centrale karakterer. Den gigtsyge veninde Minni, hvis åbenlyse ”officielle” lidelse for jeget er et paradoksalt privilegium (et carte blanche for omsorg), og så titlens ”løber”, som jeget efter lang tids besaettelse indleder et slags forhold til, og hvis udvikling udgør romanens yderst begraensede handlingsbue.
De rigtige muskler
Det bliver både en fortaelling om en – for jeget – smertefuld, ulige relation (den ydmygende indsigt, »at løberen dybest set doesn’t care«), men saerligt fungerer løberen som et kondensat af den vision om perfektion – det fuldt ud realiserede og selvtilstraekkelige selv – som nok martrer jeget, men som hun også begaerer:
»Han er en starboy. Løberen, han har det rigtige udstyr. De stramme tights, løbeskoene med pigge under, han har de rigtige muskler. De sidder de rigtige steder, har den rigtige størrelse.
[…] Jeg forestiller mig et liv med løberen. En smuk, smertefri tilvaerelse. Jeg vil ikke sige meget, jeg ville lade løberen tale.«
Citaterne er symptomatiske for tonen i ”Løberen”, der bedst kan beskrives som en punktroman bestående af korte prosafragmenter. Det er ikke usmukt, ingenlunde klodset, men ret stiliseret; det er saetninger, der føles enormt skrevne. Endvidere er der noget uforløst i spaendingen mellem tekstens optagethed af det ganske konkrete og den saere
(og stive) symbolske tyngde, der omgaerder romanens karakterer og tableauer, og som etablerer en aura af betydning, af vigtighed og indsigt, som jeg er i tvivl om, hvorvidt prosaen faktisk kan baere.
Lidt undervaeldende
Maxens livtag med en tyngende praestationskultur – hvor man er, hvad man performer – er både sympatisk og vigtig. Men samtidig er det også, som om problemfeltet i ”Løberen” ikke så meget udforskes, som det opridses i distanceret overskriftsform. Det er måske tydeligst i den følgende sekvens, der i mine øjne ender ret skematisk og som en lidt undervaeldende kobling af luftige, kritiske markører og sikker aestetisk sans. Måske kan andre se mere i det end mig?
»Jeg er vidne til det sunde, det raske, det velfungerende, det praestationsdygtige, det skinnende, det staerke, jeg er et vidne til det ønskvaerdige det legendariske.
[…]
Jeg er vidne til forstoppelsen, jeg er vidne til de ikke funktionsdygtige tarme, de opgivende, de strejkende. Jeg er vidne til mig, der ikke passer ind, og mennesker, der ikke passer ind, jeg er vidne til ting og mennesker uden for kategorier. / Jeg er vidne til de forvirrede og de svage. Jeg er vidne til det svage hos den staerke og det staerke hos den svage. Jeg er vidne til marker, der visner og tørrer ind, blomster, kaerligheden, det unge hjerte.«