Forskere søger svar på et af de allerstørste spørgsmål: Er religion godt eller skidt for menneskeheden?
En videnskabelig undersøgelse af 10.000 års historie åbenbarer den uventede sandhed bag religionens rolle i den menneskelige civilisation. Forskerne bag undersøgelsen har gjort flere opsigtsvaekkende opdagelser.
Debatten om, hvorvidt religion løfter menneskeheden eller bringer vore laveste instinkter for dagen, er urgammel og på nogle måder betryggende uløselig. I begge lejre fremlaegges eksempel på eksempel, og sidste ord tilfalder den mest laerde.
Nu kunne man måske konkludere, at det er umuligt at foretage en moralsk vurdering af et multifacetteret kulturelt faenomen som religion. Ikke desto mindre har forskere i de senere år forsøgt at finde ud af, hvordan menneskeheden er blevet formet af sådan noget som moraliserende filosofier, verdensreligioner, altseende guder og ritualer. Undersøgelserne frembyder en interessant indsigt, men hver isaer viser de kun en bid af den samlede fortaelling. Det, der er behov for, er en måde at vurdere dem på og en måde, hvorpå der kan skabes et mere holistisk billede af den rolle, som religion har spillet i menneskelige samfunds udvikling.
Først skal ”god” og ”dårlig” defineres. Skal religion opfattes som god, hvis den har givet inspiration til fantastisk kunst, men gjort millioner til slaver? Ville religion blive bedømt som dårlig, hvis den sikrede lighed på bekostning af ytringsfrihed? Den slags vurderinger kan bringe os ud i en saerdeles
vanskelig situation. Og hvordan kan disse uhåndgribelige størrelser vejes op mod hinanden? En mere realistisk tilgang kunne vaere at holde dem, der har mistet livet eller er blevet skadet, op mod dem, der er blevet reddet eller har fået det bedre som resultat af religion. Ethvert forsøg på at anslå disse tal ville imidlertid vaere overordentligt subjektivt.
Samarbejde er godt
Man kunne også spørge, om religion har vaeret medvirkende til, at samfund kunne vokse og trives. Er religion, som mange tror, en slags social lim, der skaber samarbejde? Rent faktisk er der overraskende enighed om samarbejdets moralske betydning. En undersøgelse blandt 60 samfund viste, at mennesker overalt saetter lighedstegn mellem ”god” og samarbejdsadfaerd samt mellem ”dårlig” og manglende samarbejdsadfaerd.
Det skal indrømmes, at samfund adskiller sig mht. den form for samarbejde, de vaerdsaetter: Nogle er mere autoritaere, andre større tilhaengere af lighedsprincippet. Ikke desto mindre saetter denne indfaldsvinkel os i stand til at stille et mere håndgribeligt spørgsmål om religion: Hvilken rolle har religion spillet – om nogen overhovedet – i henseende til at tilvejebringe den samarbejdsadfaerd, der har sat menneskelige samfund i stand til at vokse fra små grupper af jaegere og samlere til store imperier og nationalstater?
Aksetiden kunne vaere et sted at begynde. Det er en periode, som ifølge mange forskere betegner et tidsrum, da civilisationen tog en drejning mod moderniteten. Ca. omkring midten af det første årtusinde før Kristus fejede ifølge teorien en raekke kulturelle aendringer hen over verden. En ny opfattelse af lighed aendrede markant forholdet mellem herre og tjener, stabiliserede samfund og lod dem tage et stort spring i henseende til størrelse og kompleksitet. Religion menes at have spillet en rolle. Aksetidskonceptet udsprang da også af den iagttagelse, at en raekke vigtige profeter og åndelige ledere – bl.a. Buddha, Konfutse og Zoroaster eller Zarathustra – kom frem i løbet af perioden og forkyndte en lignende moralistisk ideologi.
En anden populaer hypotese siger, at samarbejde i komplekse samfund er taet forbundet med skabelsen af store guder: Gudeskikkelser, der kraever, at deres moralkodeks overholdes af alle. Hovedparten af nutidens verdensreligioner har disse moraliserende guder, men de er sjaeldne i mindre samfund, hvor overnaturlige vaesner er tilbøjelige til kun at interessere sig for, om mennesker overholder deres forpligtelser over for den åndelige verden.
Det er blevet antydet, at oprettelsen af store stater med store bybefolkninger afhang af troen på sådanne guder, som interesserede sig for, hvordan alle, inklusive forskellige fremmede, behandlede hinanden. Store guder kan også have bidraget til at løse et problem, der plager alle samfund over en vis størrelse: snyltere. I små samfund er det relativt nemt for ligesindede grupper og lokale høvdinge at slå ned på personer, der forsøger at nasse på samfundets goder og bidrager mindre end det, de burde. I større samfund, hvor menneskers gøren og laden går mere ubemaerket hen, er det vanskeligere at kontrollere, om reglerne bliver overholdt. Her kan frygten for, at en moraliserende gud holder øje og vil straffe snyltere virke.
Gåden om menneskeofring
Andre forskere, inklusive mig selv, har undersøgt den rolle, som hellige ritualer kan have haft som social lim. I hovedparten af forhistorisk tid boede mennesker i små grupper, hvis medlemmer kendte hinanden. Nutidens små samfund er tilbøjelige til at foretraekke lejlighedsvise, men ubehagelige ritualer, der fremmer en dyb social sammenhaeng – noget, der er nødvendigt, hvis folk skal risikere liv og lemmer ved at gå på jagt sammen efter farlige dyr. Et eksempel er de smertefulde optagelsesritualer, som stadig udføres på unge maend i Sepik-regionen i Papua New Guinea. Som led i ritualet bliver maendenes hud ridset, så den kommer til at ligne skindet på en krokodille.
Da landbruget imidlertid vandt frem, tjente den slags ritualer ikke laengere formålet. Landbruget kunne ernaere større befolkningsgrupper, hvis medlemmer ikke altid kendte hinanden. De skulle heller ikke saette alt på spil for hinanden, så de havde ikke behov for samme grad af social samhørighed. De havde dog brug for at føle sig som del af en gruppe, der levede op til samme moralkodeks og styreform. Nye former for ritualer lader til at have leveret en sådan faelles identitet. Der var generelt tale om skikke såsom bøn og forsamling på hellige steder, der ikke var ubehagelige, som kunne
ske hyppigt og i faellesskab, og som satte dem i stand til at blive gentaget overalt i et helt land eller imperium.
Det er imidlertid en gåde, hvorfor mange af disse tidlige civilisationer også praktiserede det brutale ritual menneskeofring. Dette ritual nåede sit højdepunkt i de såkaldte arkaiske stater, der fandtes mellem ca. 3.000 f.kr. og 1.000 f.kr. og var blandt de grusomste og mest ulige samfund nogensinde.
Men hvordan efterprøver man alt dette? I 2010 begyndte Pieter François fra University of Oxford, Peter Turchin fra University of Connnecticut og jeg at etablere en historisk database. Denne database – som har fået navnet Seshat efter den egyptiske gudinde for dokumentation og skrivekunst – giver os fundamentet og oplysningerne til at undersøge disse hypoteser grundigt og i global skala. Den rummer data om mere end 400 samfund, der har eksisteret verden over i de seneste 10.000 år.
I maj 2018 offentliggjorde vores team resultatet af forskningen i teorien om aksetiden, og fortalere for teorien fik sig en overraskelse. Mange traek, der var karakteristiske for den tidsalder – bl.a. moralnormer og lovgivning – opstod på steder, der lå langt fra de åndelige lederes indflydelse og somme tider laenge før midten af det første årtusinde før Kristus. I det, der svarer til det nuvaerende Tyrkiet, indførte hittitterne eksempelvis en moralkodeks ca. et årtusinde tidligere. Dertil kommer, at aksealderens forskellige traek først kom til udfoldelse langt senere, end de fleste eksperter havde troet – mange tusinde år efter, at omfattende komplekse samfund var dukket op. Det virker altså, som om disse moraliserende ideologier ikke var direkte forbundne med udviklingen af store civilisationer, der samarbejdede.
De store guder
Hvad så med store guder? Var de nødvendige for, at samfundene kunne vokse? Et forskerteam bestående af bl.a. Patrick Savage fra Keio University i Tokyo samt Pieter François, Peter Turchin og mig selv benyttede Seshat til at undersøge dette og konstaterede, at i naesten alle de geografiske regioner, vi analyserede, kom moraliserende guder til langt senere end ventet. Store guder var ikke med til at fremme samarbejde, mens samfund ekspanderede, men kom først til, når et samfund havde passeret en taerskel med hensyn til kompleksitet, der svarede til en befolkning på ca. 1 mio. mennesker. Det skete først i Egypten, hvor indbyggerne troede på et overnaturligt princip om orden eller maat – personificeret gudinden Maat – allerede i 2.800 f.kr. Egypten havde en befolkning på ca. 1,1 mio. på det tidspunkt og var i enhver henseende det mest avancerede samfund i verden. Den mest naerliggende forklaring er, at noget større end store guder gjorde det muligt for samfundene at vokse.
Vores forskning tyder på, at dette noget var en aendring i ritualers natur – fra at vaere noget ubehageligt og sjaeldent til at vaere noget gentagelsespraeget, der ikke var ubehageligt. Det gik forud for store guder i 9 af de 12 regioner, som var omfattet af vores undersøgelse og førte til de første dogmatiske religioner – forløberne for vore dages verdensreligioner. Denne udvikling havde imidlertid en skyggeside: menneskeofring.
En undersøgelse fra 2016, der var baseret på en historisk analyse af mere end 100 mindre samfund på en raekke øer i den centrale og sydlige del af Stillehavet, konkluderede, at menneskeofring blev benyttet som en form for social kontrol. Eliten – høvdinge og shamaner – stod for ofringen, og de lavere klasser betalte prisen, så den sociale stabilitet blev bevaret ved at masserne blev anbragt i en situation, hvor de var skraemte og underdanige. Vores undersøgelse tyder på, at denne praksis begyndte at forsvinde, da befolkningstallet oversteg ca. 100.000. På det tidspunkt fandt herskerne det vanskeligere at kontrollere masserne, og menneskeofring kan vaere blevet en destabiliserende kraft, som gav borgerne et incitament til at gøre oprør mod systemet. Samfundet begyndte at gå i opløsning og blev sårbart over for invasion.
Når man stykker alt det sammen, tegner der sig følgende scenario: Efterhånden som de forskellige samfund voksede sig store takket vaere fremskridt inden for landbruget, blev de sjaeldent forekommende ubehagelige ritualer, der havde holdt sammen på folk i små grupper afløst af hyppige ritualer, der ikke var ubehagelige. Disse tidlige dogmatiske religioner var med til at forene større, heterogene befolkningsgrupper, så de kunne klare problemet med snyltere og sikre efterlevelse af nye styreformer.
Ved at gøre det gjorde de sig imidlertid sårbare over for et nyt problem: magtbegaerlige herskere. Det var de despotiske gudekonger, der havde magten i arkaiske stater. De havde en guddommelig ret til at herske over meget store befolkningsgrupper og udnyttede den til at opbygge militser og et praesteskab og forstaerkede deres magt ved hjaelp af metoder, som vi nu om dage betragter som frygtelige, f.eks. menneskeofring og slaveri. Arkaiske stater kom imidlertid sjaeldent op over 100.000 indbyggere.
De samfund, der voksede til en million eller flere indbyggere, var dem, der fandt en ny måde at skabe samarbejde på – det hed store guder. De degraderede deres herskere, så de fik status af dødelige, lagde kimen til demokrati og retssamfund og fremmede en mere egalitaer fordeling af rettigheder og forpligtelser. Set med vore øjne blev ”dårlige” religioner afløst af ”gode” religioner. Rent faktisk har religioner altid vaeret ”gode”, i den forstand at de fremmede samarbejde. Det, der aendrede sig, var, at samfundene begyndte at saette social retfaerdighed over respekt for autoriteter. Med andre ord aendrede de deres opfattelse af, hvad der betegnede en ”god” samarbejdsadfaerd, til en, der flugter mere med vores moderne dagsorden.
© New Scientist