En ny praesident

Graekerne har naeppe klappet

i haenderne ved nyheden om, at Christine Lagarde den 1. november tager over som praesident for Den Europaeiske Centralbank (ECB) efter Mario Draghi. Tidspunktet for hendes tiltraeden falder sammen med tiåret for afsløringen af den sande tilstand i de graeske statsfinanser med underskud af en størrelse, der fik de finansielle markeder til at saelge graeske statsobligationer i så store maengder, at den graeske stat reelt blev afskåret fra det internationale lånemarked.

Konsekvensen blev tre finansielle hjaelpepakker på tilsammen 2.150 mia. kr., arrangeret af ECB, Eu-kommissionen samt Den Internationale Valutafond (IMF), som Christine Lagarde har vaeret adm. direktør for siden 2011. Med hjaelpen fulgte bastante krav til finanspolitiske stramninger og strukturelle reformer, der førte til et fald i Graekenlands bruttonationalprodukt på mere end 28 pct. eller det dobbelte af, hvad Storbritannien oplevede under Anden Verdenskrig.

Ganske vist har det vaeret IMF’S

Europa-direktør, danske Poul M. Thomsen, der har stået for forhandlingerne med skiftende graeske regeringer, men for mange står Christine Lagarde som eksponenten for den økonomiske hestekur, som Graekenland fortsat er maerket af.

Når graekerne i dag går til valg, vil gaeldskrisen fremdeles spille en central rolle. Premierminister Alexis Tsipras, der kom til magten i 2015 på løfter om at mildne de vaerste effekter af hjaelpepakkerne, står ifølge meningsmålingerne til at tabe valget til den konservative Kyriakos Mitsotakis – søn af fhv. premierminister Konstantinos Mitsotakis.

I valgkampen har Kyriakos Mitsotakis forsøgt at fremstille sig selv om en midtsøgende politiker, men både han og staerke kraefter i hans parti, Nyt Demokrati, har slået sig op på modstanden mod Prespes-aftalen fra i fjor mellem Graekenland og Nordmakedonien, der baner vej for sidstnaevntes medlemskab af Nato. Aftalen har fået støtte fra FN, EU og Nato, men har haft to højlydte modstandere: Rusland og

Nyt Demokrati. Derimod kan han ikke anfaegte den økonomiske politik, som et bredt flertal i parlamentet formelt står bag, da det har vaeret et krav fra de lande og institutioner, der har stået bag hjaelpepakkerne. Desuden havde Nyt Demokrati regeringsmagten fra 2004-09 under premierminister Kostas Karamanlis og baerer dermed hovedansvaret for den gaeldsaetning og det statsfinansielle morads, der har tvunget 275.000 små- og mellemstore virksomheder til at dreje nøglen om og skabt en ungdomsarbejdsløshed på 40 pct.

Kyriakos Mitsotakis har i valgkampen lovet skattelettelser, privatiseringer og en genforhandling med landets kreditorer, hvilket implicit indebaerer en potentiel konfrontation med Christine Lagarde. En anden brudflade med EU er den fortsatte tilstrømning af flygtninge og isaer migranter, der strander i Graekenland.

Eurolandet befinder sig i en så delikat

økonomisk situation, at ECB har sat normaliseringen af pengepolitikken i bero.

Hvis dagens parlamentsvalg i Graekenland intensiverer den populistiske dagsorden, kan Christine Lagarde få mere end rigeligt at se til som Ecb-praesident. Om nogen har hun tordnet mod den manglende politiske vilje til at gennemføre nødvendige strukturelle økonomiske reformer. Christine Lagarde kan dermed komme i den situation at skulle redde de regeringer, som hun selv har kritiseret.

Kan haende, at det er forklaringen på, at ECB nu skal have en diplomat og politiker som chef.