Von der Leyens store opgave: Europa skal op i vaegtklasse
Sommerlig døsighed har lagt sig over Europa, og det skal ingen beklage. Der er brug for omtanke efter nyordningen af Eu-apparatet i Bruxelles, Strasbourg og Luxembourg. Efteråret vil byde på ganske megen støj. Sådan er demokratiets natur. Kun i tyrannierne hersker faengslets stilhed. Måtte unionen under sin forventede naeste kommissionsformand, Ursula von der Leyen, daempe staternes Europa og fremme folkenes – isaer de små folks –Europa.
At det tog stats- og regeringslederne tid at enes om Jean-claude Junckers efterfølger skal hverken undre eller forarge. Det kan også tage uger og måneder at danne en dansk regering. At 28 Eu-stater bruger et par dage ud over programmet på at enes om ny kommissionsformand, en ny direktør for centralbanken, en ny udenrigschef og – mere indirekte – en ny parlamentsformand er i Europas ånd. Alle skal høres. Sagerne piskes ikke igennem af de store.
Von der Leyen, tidligere tysk forsvarsminister, vil – om hun ellers godkendes af parlamentet i Strasbourg – udgøre en solid modvaegt til de illoyale medlemslande i Centraleuropa, fulgt af Italien, der skejer ud under sin halvfascistiske indenrigsminister, Matteo Salvini, og Spanien, som kraenker demokratiet ved at hindre tre catalanske Eu-parlamentarikere i at indtage deres pladser i Strasbourg.
Bliver det naeste, at Madrid som ventet idømmer 12 frit valgte catalanske ledere langvarige faengselsstraffe, kan de nationale spaendinger syd for Pyrenaeerne udvikle sig til et eksistensproblem, ikke blot for Spanien, men for EU. Indtil videre må man konstatere, at Euparlamentet som følge af den spanske optraeden ikke er fuldt og helt legitimt.
Forårets valg til Eu-parlamentet endte smukt for det i stigende grad forenede Europa. Eu-modstandernes jammer klinger i mine øren som sød musik. At vaelgernes flertal har gennemskuet en ekstrem højrefløjs falsknerier, kan kun glaede. Mange er traette af graedekoner og mørkemaend som Marine Le Pen i Frankrig, Geert Wilders i Holland og pianisterne i Danmark. Bevares, vi traekkes stadig med tyske nationalister, med Viktor Orbán i Ungarn og den allerede naevnte Salvini i Italien – for slet ikke at tale om Boris Johnson og Nigel Farage i Storbritannien – alle støttet af Steve Bannon, af Det Hvide Hus sendt til Europa for at ødelaegge Europa.
Øjeblikkets gunst bør benyttes derhen, at parlamentet i højere grad end hidtil mødes i Strasbourg – på afstand af kommissionen i Bruxelles, domstolen i Luxembourg og centralbanken i Frankfurt. En kritisk distance mellem magtens udøvere og de valgte politikere vil vaere et gode. Heri ligger desuden, at parlamentet skal styrkes, ikke nødvendigvis til ugunst for kommissionen, men gerne på bekostning af ministerrådet, som handler nationalt og således – i sit princip – sinker den europaeiske integration.
Over de naeste fem år kan man håbe på, at ministerrådet begynder at ligne et senat, hvor hvert enkelt Eu-land har én stemme, at parlamentet fortsaetter i sin eksisterende form, men styrket i sit indhold, og at kommissionen kraftigere end hidtil slår ned på medlemmer – centraleuropaeere, italienere, spaniere og andre – som mishandler Europas vaerdier.
EU’S opgave er at fremme kontinentets indre demokrati og ydre sikkerhed, at bringe 500 millioner højtuddannede, naesten alle velstående, jaevnt hen demokratisk indstillede borgere op i en tungere, international vaegtklasse. For Juncker-kommissionen lykkedes dette kun delvist.
Måtte det lykkes for Von der Leyen, om hun ellers når frem til Bruxelles.
Eu-modstandernes jammer klinger i mine øren som sød musik.