En lille historisk opsang til ungdommen

For nogle uger siden var der et laeserbrev fra en ung, der beklagede sig over, at hans generation skulle rydde op efter de aeldres groteske overforbrug.

Det er lyder besynderligt, men sådan føler jeg det ikke. Jeg er barn af 1940’erne og begyndelsen af 1950’erne, det var et knaphedssamfund med megen genbrug og naesten intet affald. Tyskerne havde plyndret Danmark, og 8 pct. af statens budget gik til underhold af flygtninge. Der skulle genopbygges, så vi sparede på ressourcerne og lagde en skulder til for at skubbe på.

1950’erne gik, og 1960’erne kom, der var Den Kolde Krig, atomtrusler, store forandringer i uddannelser og samfund, økonomien begyndte at vaekste. Jeres tid kommer nok, fik vi unge at vide, så vi sparede på ressourcerne og lagde skulderen til.

I 1970’erne rystedes vi af oliekriser, uduelige politikere, saerbeskatning og moms. De selvstaendige uddør, alle bliver ansatte af ØD (Økonomisk Demokrati), fik vi at vide. Hård kost for en jaevn, stor familie, der prøvede på at etablere sig. Men vi sparede på ressourcerne og satte skulderen til.

I 1980’erne kom så genopretningspolitik, en regn af forbrugsafgifter og flere skatter. Vi sparede på ressourcerne og lagde en skulder til. I 1990’erne blev vi globale, og optimismen bredte sig, men hvem véd, om det holder? Så vi sparede på ressourcerne og lagde en skulder til.

Engang i det tredje årtusinde blev vi så folkepensionister, men usikkerheden ulmede atter, og nu var vi fire gange så mange mennesker i verden, som da jeg blev født. Så vi sparede på ressourcerne og lagde en meget forsigtig skulder til.

Min unge ven, der er ikke andet for end at gå i gang. Måske skulle I laegge skulderen til og aflevere festivalpladserne i samme stand, som I modtager dem? Bare som en lille indledende øvelse.