Det store danske skuldertraek
Intet er laengere politisk, hverken EU, klima, kaerlighed eller indvandring. Og danskerne lader til at vaere ligeglade, så laenge Sas-piloterne ikke strejker, og der er wi-fi på hotellet.
Mens vi sløvt følger valget af de nye paver i Bruxelles, og medierne hepper ukritisk på Margrethe Vestager, fordi hun er åh, så dansk og for øvrigt kvinde, gør historiker Uffe Østergård utraetteligt opmaerksom på, at det var både naivt og dumt af EU at nedlaegge de indre graenser med Schengenaftalen uden at have sikret de ydre graenser først. Allerede for tre år siden erklaerede historikeren til føderalisternes store fortrydelse, at det haster med at beskytte Europa bag et jerntaeppe: »Med trådhegn i fire baner, lyskastere og vagtposter. Mange vagtposter.«
Det er som bekendt ikke sket og kommer ikke til at ske, så laenge der er noget, der hedder EU. De vesteuropaeiske Eu-lande driver ned ad malstrømmen med deres despotiske pavers systematiske naivitet i forhold til alt, hvad der har med arabisk immigration og kolonisering at gøre. Det samme gaelder danskerne, selv om et flertal tror eller håber, de netop har valgt en regering, som står vagt om den ”brede og stramme” udlaendingepolitik. Problemet begynder og slutter med alt det håberi, der skal gøre det ud for en holdning. I virkeligheden er flertallet af danskere ligeglade med naeste generation, når bare de kan hygge sig over sommeren, laegge vejen forbi Roskilde eller Middelhavet, eller dele succes og laekker livsstil på Facebook, eller komme igennem vintermørket ved at dyrke yoga, vaere mere positiv eller spirituel eller spise lige så vegetarisk, som de gør i Kartoffelraekkerne, eller håbe videre med forår, påskeøl og snaps til silden.
De voksne danskere er blevet børn igen, ingen vil vaere autoriteter, og de rigtige børn har ikke engang nogen eller noget at gøre oprør imod. Kommer der pludselig en lille pige med fletninger, diagnoser og bedemandsansigt og siger, at kloden går under, omfavner vi hende og siger, hun er et geni og forbillede for alverden, fordi hun disrupter alting. Og så går livet ellers videre som før.
I den forløbne uge blev nok en alarmerende nyhed modtaget med det saedvanlige danske skuldertraek. Taenketanken Unitos havde samlet tal fra Danmarks Statistik, der viser, at naesten alle muslimske efterkommere vaelger at gifte sig med én med samme kultur baggrund. Når det gaelder kaerligheden, er integration en fiktion. Kultur og etnicitet går som en usynlig graensebom mellem dem og os.
Nyheden blev bragt i Jyllandsposten, hvor lektor på Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet Jens Peter Frølund Thomsen var så uforsigtig at sige sandheden: »Nogle vil nok blive overraskede over, at efterkommere ikke ser ud til at integrere sig yderligere i forhold til generationen før dem. Tvaertimod lukker de sig mere om sig selv og bliver mere afhaengige af deres eget kulturfaellesskab.« Der blev fulgt op med en raekke celebre casehistorier. Først mødte vi tyrkiskfødte Halime Oguz, nyvalgt folketingsmedlem for SF, som blev giftet vaek som 17-årig. Så mødte vi Rushy Rashid med pakistansk baggrund, der i årevis har vaeret vaert på Radio24syv. Som 30-årig giftede hun sig med en dansk mand, hvorpå familien slog hånden af hende. Begge tilfaelde understreger islams byrde for isaer kvinder. Naeste levende billede var den kvindelige imam Sherin Khankan, der altid saetter en aere i at bestride fakta og tror, at flere muslimer fremover vil gifte sig med vantro.
Igen dette evindelige håberi, denne livsløgn forklaedt som håb. En løgn, der udspringer af, at virkeligheden er til besvaer. Når det virkelig gaelder, og det må man sige, at valget af aegtemand eller kone gør, vaelger muslimer, isaer muslimske kvinder, at følge den muslimske norm og de skrevne eller uskrevne muslimske regler.
Laengere er den sådan set ikke, den forbandede virkelighed, og den burde i mine øjne ikke forbavse nogen.
Det gør den tilsyneladende heller ikke. Thi danskerne er haevet over den slags, de er ligeglade, så laenge meteorologerne lover, at varmen kommer tilbage, Sas-medarbejderne ikke strejker, og at der er wi-fi på hotellet. Integration, assimilation eller mangel på samme rager dem en høstblomst. Desuden har de stemt på Socialdemokratiet og de røde, som har lovet, at de nok skal fikse det.
Hvad er det egentlig, Mette Frederiksen og hendes venner tror, de kan fikse? Jeg aner det ikke. Men jeg forstår nu, at indvandringen ikke laengere er et politisk spørgsmål; det er blevet neutraliseret til noget med at håbe og tro det bedste, danskerne har laert i skole og uddannelse af dumsmarte medier og politikere og andre, der burde have vaeret de voksne, og det er netop dette, dette svigt, herunder forestillingen om, at der er styr på det, der beskriver danskernes infantilisering: at vi ikke laengere tager mål af den sociale virkelighed, men af de drømme, vi har for tilvaerelsen, herunder at smile og have tillid til alle mennesker uanset deres adfaerd og huse og finansiere dem og deres familier, hvis bare de, EU eller Dansk Flygtningehjaelp laver tilpas meget ballade.
For ballade, det vil vi ikke have, skønt det netop er, hvad vores børn vil få, når vores meget lange politiske ferie engang er slut.