Der er brug for borgerlige dyder og en pligtkultur
De borgerlige og liberale skal stå vagt om ordentligheden og ansvarligheden, for ellers kommer venstrefløjen med alle sine skadelige forslag om kontrol og flere skatter.
Efter en samler kommer en spreder, siger et gammelt ord. Det passer på det nylige regeringsskifte.
Før valgkampen kunne de økonomiske vismaend berette, at »otte års lavkonjunktur er slut«: Siden 2013 er der skabt job til 180.000 personer med udsigt til, at beskaeftigelsen vokser yderligere med 70.000 naeste år. Dertil kommer et voksende økonomisk råderum. En sådan regnskabsaflaeggelse burde udløse solide stigninger i regeringens aktier.
Flere job betyder øgede indtaegter, velstand og velfaerd. Arbejdsindtaegter er vores eneste rigdomskilde. Den borgerlige regering afleverer en nation i topform med et stort økonomisk råderum, som kunne have vaeret endnu større, hvis indvandrere arbejdede lige så meget som danskere, og hvis nogle flere raske og rørige arbejdede lidt laengere.
Med den nye regering kommer der fokus på fordeling og spredning frem for øget velstand og fremtidig velfaerd. Flere skal vaere i kortere tid på arbejdsmarkedet og ikke kun de nedslidte. Der skal ikke hentes flere fra udlandet til at overtage ledige job, og det skal i mindre grad kunne betale sig for indvandrere og andre overførselsmodtagere at arbejde. Det er en sikker opskrift på mindre produktion og velstand – og mindre velfaerd (når råderummet er soldet op). Konklusionen er klar: På laengere sigt vil lavindkomstgrupper få det ringere, end hvis den gamle regering var fortsat.
Det har enhver kunnet regne ud under hele valgkampen. Hvorfor sagde flertallet af vaelgerne så alligevel nej til dem, der har bidraget til at skabe det store økonomiske råderum? Mit svar lyder:
Vi kunne ikke hamle op med saerinteressernes og deres politiske venners evige hamren på egne behov, assisteret af mediernes ukritiske mikrofonholdere. Vi var ikke gode nok til at argumentere moralsk og appellere til samfundssind frem for egoisme og kraevementalitet. Vi var oppe imod godhedsindustriens saerinteresser og venstrefløjspartiernes monopol på godhed. De er nemlig bedre til at argumentere moralsk og tage patent på godheden og udstille os andre som hjerteløse.
Venstres annoncering af et velfaerdsløft på i alt 69 mia. kr. over fem år var velegnet til at bringe partiet på højde med socialdemokraterne og skaerme mod anklager for ikke at lade udgifterne følge antallet af aeldre og børn. Det kom efter valgudskrivelsen, fordi isaer Liberal Alliance var imod. Derfor kom det måske for sent til at blive troet. Og det kostbare tilsagn blev af andre borgerlige partier straks vendt til påstande om, at »nu var Venstre da ikke til at kende fra socialdemokraterne«.
Begrundelsen for at laegge fem års udgiftsstigninger sammen var selvfølgelig, at Socialdemokratiet gør det samme. Men kunne vi dog ikke love hinanden for al evig fremtid at undlade at skabe forvirring ved at laegge flere års udgifter sammen! Det skal dog bemaerkes, at det tilsyneladende ikke svaekkede Venstre, der vandt 10 mandater, men måske nok sammenholdet i blå blok.
Enhedslistens og SF’S krav om minimumsnormeringer i daginstitutioner fik stor opmaerksomhed, skønt der ikke er personale til det. Kravet lød på tre børn pr. voksen i vuggestuer og seks børn pr. voksen i børnehaver. Der blev henvist til Finland, men i Finland er normeringskravet henholdsvis fire og otte børn pr. voksen! En kaempe forskel!
Lige så forskruet var klimadebatten, der havde ensidigt fokus på selvpineri og foranstaltninger, der ikke har nogen virkning globalt set. Akkompagneret af Greta Thunbergs ukloge opfordring til »panik«. Der skulle i stedet have vaeret fokus på den forskning og udvikling af nye teknologier, nye energiformer og energilagring, som er vejen frem. Skulle en del af de 69 mia. kr. vaere sat af til det? Klimaet er jo en herlig udfordring for alle, der ønsker nytaenkning og innovation frem for at satse på fortidens produkter.
Og så var der påstandene om voksende ulighed og uretfaerdighed, der blev sat i relief af nogle meget synlige pengegrise og deres banker og skatteadvokater, skattely osv. At nogle bliver rige, er jo kun godt, hvis de saetter noget i gang og gavner beskaeftigelsen og vaerdiskabelsen. Men det var jo ikke tilfaeldet for Nets-direktør Bo Nilsson, Danske Bank-direktørerne, Nordeas formand Björn Wahlroos og mange andre, som i egen forestilling har troet, at alt er i orden, blot man ikke begår direkte ulovligheder. Den tid er nu heldigvis endegyldigt forbi.
I dag kan de fleste se, at det er os, de borgerlige og liberale tilhaengere af fri markedsøkonomi, der skal stå vagt om ordentligheden og bekaempe pengegriseriet i ord og handling. Det er ikke nok, at en handling er lovlig. Den skal også vaere ordentlig. Lige så vel som en handel kun er god, hvis begge parter synes, den er god.
Betegnelsen »pengegrise« har jeg hentet fra den konservative økonomiprofessor L. V. Birck, MF. At han var borgerlig, er ikke noget tilfaelde. Det er de borgerlige og liberale, der skal stå vagt om ordentligheden og ansvarligheden. De skal få de private aktører til at feje for egne døre og rydde op i egne raekker. Ellers kommer venstrefløjen med alle sine skadelige forslag om kontrol med lønninger, statslige repraesentanter i bestyrelser og allehånde skatter, som kun gør landet fattigere.
Der er brug for de borgerlige dyder og en »pligtkultur«, som Sørine Gotfredsen kalder det. Det vil tiltale folk langt ind i venstrefløjens raekker. Det er jo ikke for ingenting, at de første fagforeningers motto på de røde faner var »gør din pligt og kraev din ret«.