Ren tortur venter Tour-rytterne: »Det er noget af det smukkeste at kigge på«
Helt små fejl kan blive fatale, og der er garanti for en voldsom udmattelse efter søndagens holdtidskørsel, der kan blive afgørende for Jakob Fuglsangs Tour-drømme.
Det er sådan en dag, der afslører folk.
Selv Søren Kragh Andersen, den tidligere verdensmester i holdtidskørsel, har oplevet det. Den nagende fornemmelse af at vaere et problem for sine kollegaer. At skuffe dem, man helst vil imponere.
»Når man er den svageste mand, er det den vaerste disciplin, man kan forestille sig. Jeg kan godt lide at køre holdtidskørsel, fordi jeg er god til det, og jeg har en vigtig rolle på holdet. Men jeg har også prøvet at køre det, mens jeg var syg, og så er det virkelig ikke saerlig sjovt,« siger Sunweb-rytteren.
Alligevel ser han med sit drengede smil ud til at kunne mønstre en oprigtig begejstring ved udsigten til at skulle tonse ud på søndagens holdtidskørsel i Tour de France.
Han er ikke den eneste, der anser det for at vaere meget mere end et intermezzo mellem medrivende massespurter og begivenhedsrige bjergetaper, når holdene bliver sendt ud ét ad gangen og skal duellere om, hvem der kan komme hurtigst gennem de 27 kilometer i Bruxelles gader.
»Det er altid noget af det, jeg glaeder mig mest til ved Tour de France. Det er en disciplin for dem, der går mest op i cykelløb. Det handler om at passe på det svageste led i kaeden, og når den velsmurte motor bare kører, er det noget af det smukkeste at kigge på. Samtidig er det ren tortur. Uanset om man er blevet nummer et eller sidst, kan man vaere fuldstaendig sikker på, at man ikke aner, hvad der er op og ned, når man kommer i mål, fordi man er så traet,« siger Brian Holm, cykelkommentator for Eurosport og sportsdirektør for Deceuninck-quick-step.
Andre har et mere ambivalent forhold til disciplinen. Jakob Fuglsang og Astana har tidligere tabt vaerdifulde sekunder til konkurrenter som Team Ineos, Sunweb og BMC, og i år vil han acceptere et tidstab på op til 30 sekunder.
Ingeniører og aerodynamik
Da Michael Valgren kørte for Astana, kaldte han det »lidt uprofessionelt«, at rytterne ikke havde adgang til en enkeltstartscykel derhjemme. Siden da har holdet forbedret forberedelserne, selv om de otte ryttere godt kunne have brugt flere dage sammen for at gennemterpe rutinerne ifølge Jakob Fuglsang.
»Fra denne saeson har vi fået en ingeniør, der hovedsaligt bekymrer sig om materiale og aerodynamik. Han laver specielle udregninger for, hvor lange føringerne skal vaere, og hvor mange watt man skal traede for at holde farten. Det skal vaere et homogent holdløb, hvor man hele tiden kører staerkt uden at draebe hinanden. Hvis en rytter kører staerkt og accelerer, gør det ondt på alle de andre. Det ødelaegger også rytmen, hvis der er en, der laegger et højere tempo end den naeste i raekken, hvorefter den tredje så accelererer igen,« siger Jakob Fuglsang.
Når benene har presset blodsmagen frem i munden, opstår der endnu et problem.
»Det er rigtig svaert at snakke med hinanden med 65 km/t. Vi bruger håndtegn ned til servicebilen, og så giver de beskeden videre til de andre ryttere i radioen. Det kraever lidt rutine at bruge de håndtegn, når man sidder i den røde zone. Det lyder simpelt, men når man er presset, er det ikke altid så let,« siger Kasper Asgreen.
Som en del af Deceuninckquick-step er Kasper Asgreen regerende verdensmester i holdtidskørsel. Succesen er dog ikke den eneste grund til, at han altid glaeder sig til disciplinen.
»Cykelsport handler meget om individuelle resultater baseret på holdarbejde. I holdtidskørslen er det en holdsejr. Det er den eneste disciplin i cykelsporten, hvor det er på den måde. Derfor er det altid specielt at køre holdløb,« siger han.
Tjekkede skoovertraek
Når verdens bedste hold duellerer i holdtidskørsel, bliver det hele afgjort af små detaljer. Virkelig små detaljer.
»Det ser jo forfaerdeligt ud, hvis rytterne på et hold har hvide og sorte skoovertraek. Det skal sgu vaere den samme farve og det samme materiale. Alt skal vaere fuldstaendig ens, når rytterne står på startstregen. Og når man har det bedste skoovertraek, skal man sikre sig, at der ikke er blevet lavet en lille fold i stoffet, der tager ekstra vind,« siger Brian Holm og slår fast:
»Det handler om at have det rigtige materiale på plads – hjulene, hjelmene og tøjet skal vaere så aerodynamisk som muligt«.
Sindssygt meget videnskab
En enkelt fejl kan blive fatal, når rytterne sidder helt taet på hjul af hinanden i en disciplin, der stiller krav til samarbejde og praecision. Pludselige opbremsninger eller ukoordinerede udsving er forbudt. Målet er at bevare et konsistent, højt tempo, og rotationen kan blive afgjort af rytternes styrke.
»Der er sindssygt meget videnskab i det, fordi det handler om så små marginaler. Du skal vaere dygtig på en enkeltstartscykel, men du skal ikke bare vaere en dieselmotor. Du skal have noget eksplosivitet, når du skal tage føringer og øge fra 300 watt til 600 watt med 60 km/t. Når man kører enkeltstart alene, kører man mellem 400-450 watt og kommer sjaeldent over 500 watt i lang tid ad gangen,« siger Søren Kragh Andersen.
Holdenes tid bliver stoppet, når den femtesidste rytter når i mål. Ingen ønsker at vaere den, der saenker de andre. Ingen ønsker at vaere den, der bliver afsløret som den svageste.
»Når først klokken er talt ned, og tiden er sat i gang, er der ikke plads til nogen fejl. Hvis man kommer 2 pct. over evne og ikke kan komme med på hjul igen, er løbet bare slut for dit vedkommende. Det er en meget fin balance, specielt med så staerkt et hold som vores,« siger Michael Mørkøv fra Deceuninckquick-step og fortsaetter:
»Jeg oplevede det selv i Tirreno Adriatico, hvor jeg stillede op uden at vaere helt på 100 pct. på grund af noget sygdom op til løbet. Der fik jeg altså en gevaldig justering af holdkammeraterne i holdløbet. Det er jeg meget opsat på at skulle lave om på søndag.«
Det ser jo forfaerdeligt ud, hvis rytterne på et hold har hvide og sorte skoovertraek. Det skal sgu vaere den samme farve og det samme materiale. Brian Holm, sportsdirektør Deceuninck-quickstep og cykelkommentator