Fjernsynsregeringen

Vi har fået en billedbåren regering, der muligvis slet ikke findes i virkeligheden.

»Arrrrmen, er det ikke også bare, fordi du er økonom, Tore, at du vil have to streger under alting …??« spurgte studievaerten, der havde hevet en økonom i studiet efter at have introduceret overgangen med ordene: »Nu skal vi til at snakke lidt om al den politik, sådan en ny regering skal lave …«.

Det lød som børnetimen, og hvad skal vi lege, men det var altså morgennyhederne, som fejrede Mette Frederiksens nye regering. Med god grund: Man bar hende ind i Statsministeriet ved omhyggeligt ikke at stille svaere spørgsmål, for det fyger med tal, så lad os snakke lidt om broccoli og indlandsis med saerlig hensyn til hakkebøffen om torsdagen.

Vi har endda et billede af klimaforandringerne, Morten Østergaard og Pernille Skipper elskede det, tweetede det, se bare her, hundeslaede i vand til knaeene, og her er et billede af et barn, der graeder. Billedet viste sig at vaere et billede af foråret i Grønland, et kendt faenomen, sådan er det med billeder, de snyder tit, bekymrende nok, når man har fået en billedbåren regering.

Det var den franske semiotiker Jean Baudrillard, der brugte udtrykket simulacrum. Billedet kan ikke laengere afbilde det virkelige, fordi det er det virkelige, skrev han i ”Den fuldkomne forbrydelse” (1993). I en verden af massemedier forholder vi os i stigende grad til tegn, der ikke henviser til en substantiel virkelighed – det hele er symbolsk, lige fra Støjbergs lagkager til Østergaards våddragt.

Ingenting har noget med sagen at gøre, og det er netop pointen, ja, det er faktisk en ret overset pointe ved Støjbergs lagkage, at hun med sine mange lys manipulerede en samlet presse til ikke at spørge naermere ind til hendes berømte stramninger, nyttede det, virkede det? Ingen spurgte, så forblaendede var man af det forargelige billede af det skraekkelige kvindemenneske, der fejrede andre menneskers ulykke med lagkage.

Lagkagen var lige så symbolsk og meningsløs som Østergaards svømmetur, og følgerigtigt kom valgkampen kun til at handle om symboler eller småtterier som cigaretpriser og den slags. Fjernsynet bestemte, og fjernsynet elsker billeder – i sagens natur. I en sådan situation, mente Baudrillard, orienterer vi os efter simulacra, en hyperrealitet; når verden først er omdannet til billeder, er det ingen kunst at skrive et forståelsespapir, billeder forstår hinanden.

»Forståelsespapiret kunne have vaeret skrevet ved en vejfest i Kartoffelraekkerne. Det er derfor, det er så provinsielt,« skrev Henrik Dahl vittigt på Facebook. For det er klart, at hvis man tager regeringen på ordet, så ligner det rablende vanvid, men man skal netop ikke tage den på ordet, kun på billederne, for alle dens ord er billeder.

Var det ikke netop jeres fortaelling, der tabte, spurgte Clement en borgerlig gaest, for den nye regering passer til det moderne mediebillede, hvor alting bare er konkurrerende fortaellinger.

At Mette vil magten for enhver pris, heri er der intet nyt, det ildevarslende ligger i disrespekten for kendsgerninger. En regering af ord og billeder, i den henseende ligner den fjernsynet, som karakteristisk nok havde valgt at interviewe et 11-årigt barn ved et udrejsecenter, som bare var så glad for den nye regering, for alt var dårligt ved det center, så alle var glade. Barnet bar en hjelm med påskriften ”Brug Hovedet”, hvad der ikke syntes at anfaegte udspørgeren, for der var Ikke et ord om, hvorfor man sidder i et udrejsecenter, ingen fakta om noget som helst, bare broccoli og barnegråd, billeder en masse.

Forståelsespapiret kunne have vaeret skrevet ved en vejfest i Kartoffelraekkerne. Det er derfor, det er så provinsielt,« skrev Henrik Dahl vittigt på Facebook. For det er klart, at hvis man tager regeringen på ordet, så ligner det rablende vanvid, men man skal netop ikke tage den på ordet, kun på billederne, for alle dens ord er billeder.

Man kan – hvis man er meget optimistisk anlagt – måske saette sin lid til Mattias Tesfaye.

Som tidligere murersvend er han en af de få i den nye regering, der har prøvet at have et aerligt arbejde, og som murer ved han, at man bygger et hus ved først at støbe et fundament. Dernaest kraever det mursten, der skal laegges mørtel imellem, rigtig mørtel mellem rigtige sten, et virkeligt hus, man kan bo i, ikke en ny fortaelling. Og hvis man lover huset faerdigt den første juli, skal det vaere faerdigt den første juli, man kan ikke komme anstigende med en ny måde at regne på, en ny kalender, hvorefter første juli er første oktober, og en plejehjemsassistent er en samfundsmaessig investering, der giver overskud på den lange bane.

Mattias Tesfaye ved det, om han kan få ørenlyd til vejfesten, er en anden sag.

Men vi kan da glaede os over, at selv de laekreste semiotikere kan få ørerne i maskinen og rende ind i dagbøder; Baudrillard gjorde. Da han skrev sit tredje essay om Golfkrigen – ”Golfkrigen fandt ikke sted” – anførte han, at den var ført som en mediekrig, en krig i levende billeder, mediernes simulering af krigen. På samme måde kan man tale om tv-mediernes simulering af valgkampen og roligt konkludere, at regeringen slet ikke eksisterer i virkeligheden.

Baudrillard fik en del kritik. Og det er ikke sikkert, Mette Frederiksens vaelgere var klar over, at det hele bare var et billede, både den brune sovs og den humanistiske broccoli, at det hele var en simulering. Virkeligheden er altings prøve, som Jakob Knudsen sagde, og det kan blive den nye regerings fald, for verden er jo ikke kun en hyperrealitet, nogle gange er den også en realitet, hvad i hvert fald skatteyderne i første omgang nok skal få at maerke.