Jørgen Leth kan stadig finde helte og skurke i Tour de France-feltet – men han savner alligevel noget
Der er stadig ryttere, der kan begejstre Jørgen Leth, når han ser Tour de France. Andre af stjernerne er han »ikke ligefrem forelsket i«. Mest af alt håber han på at se det vovemod, som en dansk rytter er begyndt at vise, og som ifølge den 82-årige fortaeller har skabt nogle af de bedste fortaellinger fra verdens største cykelløb.
Jørgen Leth har lige vaeret på den franske ambassade i København. Digteren, cykelkommentatoren og filmmageren har blandt andet underholdt ambassadøren, Caroline Ferrari, med historier om ryttere som Greg Lemond og Bernard Hinault, der har skabt nogle af cykelsportens mest dramatiske momenter.
Så bliver man uvaegerligt bragt i Tour de France-stemning, vedkender den 82-årige fortaeller med en stemme, som de fleste forbinder med netop det franske etapeløb. Det er lyden af åbne altandøre. Dovne eftermiddage på sofaen. Gribende momenter af pludselig historieskrivning. Personlige erindringer fra et nationalt samlingspunkt.
Fra sin plads i kommentatorboksen har den let nasale stemme i flere årtier indviet sine tilhørere i fascinationen af de bedrifter, der er blevet leveret af verdens bedste cykelatleter. Nogle af dem er blevet hans egne, personlige helte. Det er ryttere som Luis Ocaña, den lille spanier, der vandt Tour de France i 1973 og var en evig rival til legenden Eddy Merckx. Eller Fausto Coppi, som Jørgen Leth lovpriser, hver eneste gang han har muligheden for at fortaelle om ”Il Campionissimo”. Han har endda skrevet et digt om italieneren.
Der har også vaeret nogle skurke undervejs. Naturligvis. Ellers ville løbet jo ikke vaere lige så interessant, som Jørgen Leth indskyder med et lille grin.
De største helte
Noget har dog tilsyneladende aendret sig – både i forhold til heltene og skurkene – i det felt, der lørdag rullede ud til årets udgave af Tour de France:
»Det er, som om fornuften har fået mere at sige. Angsten for at tabe er blevet større end lysten til at vinde. Det ser vi alt for tit. Der er ryttere, der er komfortable med at klare sig igennem uden at saette sig selv for meget på spil. Men der er brug for et element af at saette sig selv på spil, før løbet bliver interessant. Det skal vaere et drama. Det skal ikke vaere en alt for civiliseret affaere mellem ryttere, der er omtrent lige gode. Det interesserer mig ikke. Det interesserer mig at se nogen forsøge at bryde den orden. Og det er der stadig nogle ryttere, der har modet til at gøre,« siger han.
Inden samtalen bliver drejet ind på nutidens helte og skurke samt drabelige dueller gennem historien, vil Jørgen Leth gerne have sat et par ting på plads:
»Det er altid hårdt at sammenligne nuvaerende ryttere med tidligere tiders helte. Jeg beundrer nogle af de gamle helte mere end de nyere helte. Det er ryttere som Fausto Coppi og Luis Ocaña, der var i stand til at forvandle et løb any given moment. De havde modet til at skabe et løb. Modet til at få et løb til at aendre sig fuldstaendig. Det er noget af det mest beundringsvaerdige i cykelsporten,« siger Jørgen Leth.
Hvem har den slags mod i dag? Jørgen Leth begynder med at fremhaeve Primoz Roglic, den tidligere skihopper, der for alvor brød igennem med sin aggressive kørsel under Tour de France 2018, men som ikke vil vaere en del af Jumbo-vismas Tour-hold i år.
»Han har et stort mod, og han er ikke bange for at udfordre skaebnen med sine fremstød. Det kan jeg godt lide. Han risikerer alt, og det koster sommetider dyrt, hvilket vi så i årets Giro. Men sommetider lykkes det. Jeg kan godt lide at ønske sådanne typer held og lykke med deres bedrifter,« siger han.
Én anden af Jørgen Leths favoritter er blevet rost så ofte af cykelkommentatoren, at det »måske bliver lidt til grin, at jeg bliver ved med at fremhaeve ham«:
»Nairo Quintana har skuffet lidt i de seneste år, men jeg kan godt lide hans stil og hans evne til at klatre samt hans pludselige fremstød. Han har en evne til at knaekke de andre ved at gentage sine angreb. Hele flokken af colombianere har noget saerligt over sig. Det er en virkelig vigtig fornyelse af cykelsporten, der kommer fra de høje bjerge i Sydamerika. De kommer med en friskhed og angrebslyst, der kan skabe cykelløbene. Jeg venter mig for eksempel meget af Egan Bernal, der skulle vaere endnu bedre end Quintana,« siger Jørgen Leth.
Også blandt de franske ryttere har Jørgen Leth flere af sine favoritter.
»Romain Bardet er en dygtig rytter, der har vaeret staerk i nogle år uden helt at indfri forventningerne. Han er en meget elegant rytter, og han hører til blandt de fem bedste ryttere i Tour de France. Men jeg er mere interesseret i hans landsmand Thibaut Pinot. Han er mere dramatisk. Han er en angriber af Guds nåde, og han har det temperament, jeg godt kan lide. Han angriber, når han ser chancen, og det gør han heldigvis ofte«.
I løbet af denne saeson har Jørgen Leth fået en ny helt i feltet. Han kommer fra Danmark og har vundet løb som Liége-bastogne-liége.
»Jeg kan godt lide den genfødte Jakob Fuglsang og den måde, han opfører sig på i øjeblikket. Det er meget lovende. Han er ikke bange for at angribe, og det virker, som om han har bidt hovedet af al raedsel. Han virker friskere end nogensinde og er kommet i sit livs form som 34-årig. Det er meget imponerende,« siger han og fortsaetter:
»Fuglsang er ikke bange for at åbne op, når han sidder i en mindre gruppe. Så bliver man glad. Det er sådan noget, man gerne vil se i cykelsporten.«
Anderledes lunkne er hans følelser over for rytteren Tom Dumoulin – »han er for fornuftig på en eller anden måde« – og den forsvarende Tour-vinder, Geraint Thomas.
»Geraint Thomas er en lidt mindre interessant rytter, men han er dygtig. Det er det samme med Chris Froome, som jeg ikke ligefrem er forelsket i som ryttertype. Men jeg kan godt se, at han kan noget helt specielt, og at han er en original rytter,« siger Jørgen Leth.
Og hvad så med skurkene? Er der overhovedet nogen af dem tilbage? Jørgen Leth tøver lidt, inden han kommer med sit svar.
»Der er ikke så voldsomme skurke i feltet, som der tidligere har vaeret. Med en type som Lance Armstrong var det jo indlysende. Der var en skurk, og så var der alle de andre. Det var det samme med Indurain, der var en slags skurk, fordi han var så dominerende,« siger Jørgen Leth.
Loyaliteten kommer i fare
I årets Tour de France var der potentiale til en duel, der kunne have givet én af stjernerne en klar skurkerolle.
Team Ineos råder over både Geraint Thomas og Chris Froome, der har vundet Tour de France henholdsvis en og fire gange. De har begge evnerne til at vinde Tour de France, men Chris Froome har vaeret tvunget til at melde afbud efter et grimt styrt, der bl.a. resulterede i et braekket lårben og et brud på nakken.
»Sidste år var det helt tydeligt, at Chris Froome undervejs havde mest lyst til at køre vaek fra Geraint Thomas, inden han blev kaldt til orden. I den slags situationer er der virkelig nerver på spil. Loyaliteten kommer i fare, og det er spaendende, når der opstår den slags kampe internt på et hold. Man kan kun ønske, at det vil ske noget oftere. Men det er ønsketaenkning. Der er ofte en vis orden på et hold,« siger Jørgen Leth og uddyber:
»Man så det tydeligt, da Pedro Delgado og
Miguel Indurain kørte sammen hos Reynolds. Pedro Delgado holdt Indurain på plads i mindst et år for meget, hvor han ikke fik lov til at køre sin egen chance, hvorefter han senere vandt Tour de France fem gange. Det er et klart eksempel på, hvordan man holder justits internt på et hold«.
Nogle gange går det imidlertid galt – i hvert fald for holdet. I den slags situationer får følgerne af Touren nogle uforglemmelige minder, der indskriver sig på en fremtraedende plads i historiebogen.
Naevn bare duellen mellem Bernard Hinault, »Le Patron«, fra Frankrig og amerikanske Greg Lemond på det davaerende storhold La Vie Claire i 1980’erne, og Jørgen Leths stemme bliver fuld af af begejstring.
»Det var to forskellige personligheder, to forskellige kulturer, der bragede sammen. Bernard Hinault var paven af fransk cykelsport og elsket af folket, selv om han egentlig var fraek som en satan. Greg Lemond var den fremmede, der kom fra en helt anden kultur, og som ville tage franskmaendenes løb fra dem. Det blev en meget national kamp. Hinault regnede med, at han havde alle i Tour de France på sin side – publikum, måske endda løbsledelsen. Men det kunne han heldigvis ikke regne med, da Greg Lemond endte med at vinde løbet foran ham i 1986,« siger Jørgen Leth.
Og da Greg Lemond endelig havde besejret den tidligere Tour-konge og femdobbelte vinder Bernard Hinault, ventede der en anden duel med franskmanden Laurent Fignon.
Det eksploderede i 1989, da Laurent Fignon var ved at faerdiggøre et flot comeback efter en raekke svaere år ved at vinde sin tredje Tour-sejr. Efter den afsluttende enkeltstart lå han prustende på asfalten iført den gule førertrøje og måtte konstatere, at han var blevet slået med otte sekunder i den samlede stilling.
»Duellen mellem Greg Lemond og Laurent Fignon var en stor duel. Det var en rigtig stor duel. Der var der ingen tvivl om, at de var på det samme niveau, og den gule førertrøje skiftede naesten fra bjerg til bjerg, fra dag til dag. De skabte et fantastisk løb. Sådan noget vil man gerne se igen i Tour de France – at der er to rivaler, der kaemper hver eneste dag for at fravriste den anden føringen. Det er det store ønske at opleve sådan et Tour de France igen,« siger Jørgen Leth.