Forandringens tid for kongehusene i Europa
Siden den økonomiske krises udbrud i 2008 har befolkningerne i Europa i langt højere grad end tidligere fokuseret på, at de vil ”have noget for pengene”, hvis de skal vaere med til at finansiere et kongehus. Flere medier er begyndt at tjekke de kongeliges kalendere for at finde ud af, om de nu laver nok. Og diskussionerne om, hvem der skal have apanage og hvor meget, bølger frem og tilbage i alle landene.
De kongelige skal tjene deres penge selv, synes mange at mene. Alligevel forventer man, at prinserne og prinsesserne stiller op til forskellige officielle arrangementer, står til rådighed som rigsforstandere og forbliver en del af arvefølgen med de forpligtelser i forhold til at have en bestemt livsførelse, som dette medfører.
I de europaeiske befolkninger er der også
en voksende modsaetningsfuld forventning til de kongelige om, at de både skal vaere ophøjede, magiske og eventyragtige forbilleder, som de kan se op til, og ”almindelige mennesker”, som de kan spejle sig i.
Går det for hurtigt?
For at imødekomme de mange nye krav og forventninger til kongehusene og deres rolle i samfundet er de fleste kongehuse i de senere år slået ind på en kurs med henblik på at modernisere deres måde at agere på i forhold til det omgivende samfund. De er blandt andet kommet på de sociale medier, og de nye, unge generationer af kongelige optraeder samtidig generelt meget mere uformelt, når de er ude at tale med folk og deltage i forskellige arrangementer, end deres foraeldres generation nogen sinde har gjort.
Alligevel er moderniseringen et minefyldt
De europaeiske kongehuse undergår i disse år store forandringer. Det 21. århundredes udvikling stiller nye krav til de kongelige. Kongehusene kan ikke laengere tage den folkelige opbakning for givet.
felt for kongehusene. For en vaesentlig del af kongehusenes traditionelle identitet er, at de skal vaere lidt mere konservative end det øvrige samfund og repraesentere en historisk kontinuitet tilbage i tiden.
De skal vaere et nationalt samlingspunkt, som blandt andet minder os om vores faelles historiske kulturarv. Så hvornår går moderniseringen for hurtigt? Og hvornår går den for langsomt? Hvornår bliver de kongelige for almindelige? Og hvornår haenger de for meget fast i en gammeldags måde at gøre tingene på?
Samtidig med den udfordring, der ligger i at lave en gradvis modernisering, ligger der også en stor udfordring for kongehusene i at kunne samle alle typer af borgere. Uanset køn, alder, religion, etnisk oprindelse og kulturel baggrund og uanset skolegang, uddannelse og erhverv. Efter at kongerne mistede
deres politiske magt i løbet af 1800-tallet og første del af 1900-tallet, blev opgaven med at vaere nationalt samlingspunkt til hovedopgaven for de europaeiske kongehuse. Men opgaven med at vaere samlingspunkt for alle typer borgere er blevet vanskeligere i løbet af de seneste år, i takt med at de europaeiske samfund er blevet mindre homogene og mere sammensatte. Både kulturelt, religiøst, socialt, uddannelsesmaessigt og på mange andre måder. For slet ikke at tale om modsaetningerne mellem udviklingen i de forskellige dele af landet, mellem store byer og udkantsområderne.
En del af en national identitet
Samtidig med at opgaven med at vaere nationalt samlingspunkt er blevet vanskeligere, er den imidlertid også blevet så meget desto vigtigere.
I et stadig mere fragmenteret og sammensat samfund er der et stadig større behov for, at der findes visse faelles holdepunkter, som hele befolkningen kan samles om eller i hvert fald forholde sig til. Og et sådant samlingspunkt er kongehusene.
I alle de syv kongehuse, som findes i Europa i dag, er kongehuset en vaesentlig del af den nationale identitet. Men det er det på meget forskellig måde. Hvert af kongehusene har sine egne skikke, og hvert af kongedømmerne har sin egen historie og kultur og dermed også sin egen tradition for, hvilken rolle kongehuset spiller i forhold til det øvrige samfund. Og forudsaetningen for, at den gradvise modernisering, som finder sted i disse år, kan lykkes, er, at den i hvert enkelt tilfaelde finder sted i respekt for de traditioner, som knytter sig til det pågaeldende kongehus og det pågaeldende lands historie. Derfor finder moderniseringen også sted på vidt forskellig måde i de syv forskellige kongedømmer, vi har i Europa.
I denne artikelserie fokuserer vi på de forskelle og ligheder, der er mellem de europaeiske kongehuse, og den måde, hvorpå de indgår i den nationale identitet og selvforståelse i de forskellige lande, her i tiden frem imod 2020. Selv om der er en raekke faelleseuropaeiske traek ved de syv kongehuse, er der også en raekke markante forskelle. Disse er dels historisk betingede, dels betinget af aktuelle forskelle i politiske systemer, samfundsopbygning, kultur og identitet.
Hvorfor er den svenske konge den eneste konge i Europa, som ikke medvirker i en ”kongerunde”, når der har vaeret parlamentsvalg? Hvorfor har dronningerne i Holland tradition for at abdicere?
Hvorfor deltager den britiske dronning ikke i fester i de andre kongehuse? Hvorfor er de norske konger meget mere folkelige og uformelle end de fleste andre? Hvilken rolle har de spanske kongelige spillet i forhold til de mange politiske, økonomiske og sociale omvaeltninger i landet?
Hvorfor er det belgiske monarki så nyt – og hvilken betydning har det? Og hvorfor har det danske kongehus gennem mange år vaeret det mest populaere?
Dette er nogle af spørgsmålene, som serien vil kaste lys over.