Point & pointer – igen, igen
Hvordan overhovedet give karakter til vin og mad? Det er egentlig umuligt, men man er nødt til det.
Lad os tale om stjerner og point. Alle taler om dem, indimellem taler de også om dem, der findes på disse sider, for der er jo noget forblaendende ved point og stjerner; man har styr på verden og vinen på den måde.
Og restauranterne også, lad os begynde der. Hvorfor fik den ikke seks stjerner? spørger laeserne tit, hvis jeg har skrevet venligt om en restaurant, og svaret er, at seks stjerner kun er til det sublime, og det er kun meget få restauranter, der overhovedet søger det sublime. Det er nemlig både dyrt og besvaerligt, det er både nemmere og mere profitabelt at skaenke fadøl ud i Nyhavn end at drive gourmetrestaurant.
Men altså. En stjerne betyder: Undgå for enhver pris, sult er at foretraekke, to stjerner betyder: Lad for Guds skyld vaere med at gå derhen, tre stjerner betyder, at det er udmaerket, her kan man godt gå hen, hvis man er i naerheden, fire stjerner er som en anbefaling til en god ven, gå herhen og spis, hvis du er på de kanter, fem stjerner betyder, at man skal gøre sig den ulejlighed at opsøge stedet, selv om det kraever en omvej, og seks stjerner – nå ja, seks er det ultimative.
Og nej, man kan ikke få seks stjerner for at smøre verdens bedste leverpostejmad, for selv om også jeg elsker leverpostejmadder, så er det dog kun en leverpostejmad.
Prisen og stjerner
Prisen spiller også en (betydelig) rolle, for hvis man afkraeves 2.000 kr., kan man tillade sig at stille nogle andre krav – det turde vaere indlysende. Leverer man god kvalitet til få penge, så traekker det op, det er også klart.
Det gaelder jo også vin. Her giver vi både point og stjerner. 100-pointsystemet er udbredt af den amerikanske Robert M. Parker. Han er nu gået på pension, men hans pointsystem vil leve videre, for det er effektiv kommunikation – alle kan forstå, at 90 point er bedre end 89 point. Systemet har enormt mange svagheder og dertil en indbygget inflatorisk effekt (Parker selv var ude i at give 101 point, parodien var komplet), men det er samtidig en gaengs standard, så derfor.
Stjernerne er vore egne. De udtrykker her på siden kvalitet set i forhold til prisen, nok så vaesentligt, men også her er der svagheder. For en vin til 2.000 kr. kan jo aldrig vaere god til prisen, men den kan godt vaere sublim og uovertruffen, og skal den så ikke have seks stjerner? Jo, det skal den, også selv om den ikke er 20 gange så god som den til 100 kr., for hvordan dog måle det? Vin handler også om følelser, og man kan i øvrigt vaere sikker på, at saetter man sådan en svend på bordet, er det den, der bliver tømt først – alene fordi den koster, hvad den koster, og hvornår får man den chance igen?
Og den anden vej: En vin til 20 kr., det er sørme billigt, men hvis den smager ad hekkenfeldt til, er det jo egentlig dyrt – man kunne have købt ispinde for pengene.
Så der er ikke noget, der er nemt, heller ikke når vi taler om dagens emne, den aromatiske hvidvinssort roussanne. I det nordlige Rhône danner den ofte par med marsanne, men den bruges mange andre steder; navnet roussanne skyldes drueskallens hang til at rødme let under modningen.
Den modner først sent og er meget følsom. Derfor er det også meget svaert at finde billig vin på roussanne. Det kan man irriteres over, men så kan man glaede sig til de kommende uger, hvor der er fokus på mere udbredte sorter og deraf følgende lavere priser.