Småøernes krønikeskriver
Christina Vorre optraeder atter som en kompetent og levende cicerone.
Christina Vorre gør den opdagelsesrejsende Achton Friis i 1920’erne og hans efterfølger Erik Aalbaek Jensen i 1980’erne rangen stridig, når det gaelder udforskningen og skildringen af de danske småøer.
Først udkom ”Forladt – Fortaellinger fra 20 ubeboede danske øer”, der engang emmede af liv. Nu foreligger fortsaettelsen med fokus på 10 danske småøer med deres sidste fastboende akkompagneret af et overdådigt billedmateriale, som giver laeseren appetit på at besøge de udkanter, der trods centralisme og udsultning ikke har overgivet sig: Mandø, Livø, Hirsholmene, Baagø, Skarø, Hjortø, Birkholm, Vejrø, Saltholm og Ertholmene (Christiansø/frederiksø).
Forfatteren er en levende og kyndig vejviser og giver både en spaendende historisk oversigt over de pågaeldende lokaliteter og interviewer beboerne. Hendes tour de force afslører, at købmanden, mejeriet, kroen og skolen er blevet offer for udviklingen, men også primaererhverv som landbrug og fiskeri har betalt en høj pris. Tidligere tiders ofte barske levevilkår på havet med store menneskelige omkostninger optraeder levende i Christina Vorres rapport, der i stedet for pessimisme fokuserer på alternativ opfindsomhed, hvor isaer det rekreative aspekt nyder fremme og måske rummer en fremtid.
Øerne er jo rene naturperler, der virker tillokkende på dem, som ønsker stilhed fjernt fra byernes larm. Skaebnerne i periferien udgøres af såvel indfødte som tilflyttere. Matrikelnummeret på øerne går ofte i arv gennem flere generationer. Bundgarnsfiskeren Bent Henningsen på Hjortø i Det Sydfynske Øhav kan således føre sin slaegt tilbage til 1625.
Tilflytterne er trofaste, når de først har slået rødder. Den 96-årige Mie har foreløbig boet 67 år i Vadehavet, og på øgruppen Hirsholmene, der i dag forvaltes af Miljøstyrelsen, er Jørgen fra Frederikshavn det meste af året eneboer i selskab med skrigende måger og et habitat af sjaeldne fuglearter. Og han savner ikke den sekulaere civilisation på fastlandet.
Christina Vorre citerer fra arkiverne, at en fyrmester og en praest tidligere var toneangivende personer på den afsidesliggende ø. De røg så heftigt i totterne på hinanden, at konflikten endte i avisspalterne. Men i dag ånder alt fred og ro.
Retur til fødeøen
Christina Vorres krønike omfatter tillige Livø i Limfjorden med en afdeling af De Kellerske Anstalter, der lukkede i 1961. Efterfølgende forsøgte kunstnere som Bjørn Nørgaard og Lene Adler Petersen forgaeves at omdanne øen til en kreativ oase uden brug af de kapitalistiske principper. I dag er Karsten og Bente Kjaergaard i statens tjeneste og bestyrer et økologisk landbrug her, men politikerne har planer om at omlaegge landbrugsdrift til natur, så fremtiden er usikker.
Det kan ikke siges om Vejrø i Smålandshavet, som direktør og Saxo Bank-medstifter Kim Fournais har erhvervet, og hvis erklaerede mål er at skabe et produktivt og fantastisk sted for dyr og mennesker. Det ser ud til at blive en gedigen succes.
Saltholms sidste øboere, Ole og Anne, han tilflytter, hun indfødt, stortrives på Saltholm naer København og savner ikke hovedstadens fristelser.
»Vi regner da med at blive 100 år begge to,« siger Ole til forfatteren, der også giver en historisk indføring i Ertholmene, som ejes og drives af Forsvarsministeriet, der lejer boligerne ud. Det kan naesten synes klaustrofobisk at vaere stuvet sammen på et lille areal ude i Østersøen, men ikke for hjemmefødningen Jens, der forlod hjemstavnen for at komme i laere som klejnsmed i Herlev, men senere returnerede til sit udgangspunkt.