Den begavede bastard
Den 61-årige Kuupik Kleist rangerer i grønlandsk politik i samme liga som landsfaderen Jonathan Motzfeldt, hans rival Lars-emil Johansen og digteren Moses Olsen, der alle påvirkede Grønlands politik efter koloniårene og gav det politiske system i Danmark kvalificeret modspil.
Kuupik Kleists liv er fyldt med dramatiske op- og nedture, som Niels Ole Qvist og Christian Schultz-lorentzen, henholdsvis journalist på Atuagagdliutit/grønlandsposten og chefredaktør samme sted, omsaetter i en helstøbt og velskrevet biografi. Min eneste anke er manglen på faktabokse over partier, personer og organisationer. En sådan redaktionel disposition ville have givet laeserne overblik.
Bogen bygger på adskillige interviews med hovedpersonen, slaegtninge, naere relationer, politiske venner og modstandere og når vidt omkring, for Kuupik Kleist er berejst og har kontakter mange steder på kloden. Han var leder af det venstreorienterede parti IA
(Inuit Ataqatigiit)og landsstyreformand (regeringschef) fra overgangen fra hjemmestyre til selvstyre i 2009 til 2013. Denne indsats giver ham en fremtraedende plads i den nyere politiske historie i Grønland understøttet af de mange tillidshverv, han har bestridt i politik og erhvervsliv, bl.a. som medlem af Landstinget og Folketinget.
Han har vaeret med, mens nepotisme, intriger og racisme fra begge sider forpestede det åndelige klima på verdens største ø, men også vaeret aktiv i en epoke med stigende ligestilling mellem kønnene, som han har kaempet for. Han betragter Grønland som et land, hvor fremmede skal føle sig velkomne, og hvor en selvtilfreds og indadskuende holdning har negative konsekvenser.
»Jeg anser ham for at vaere den staerkeste og mest indsigtsfulde landsstyreformand, Grønland har haft. Ikke for at sige et ondt ord om hverken Lars-emil Johansen eller Jonathan Motzfeldt. Men Kuupik var suveraen i jobbet. Han var afholdt, ikke alene i Grønland, også i Danmark,« siger tidligere udenrigsminister Villy Søvndal (SF) i bogen.
Den nye biografi kan ses som en fortsaettelse af Niels Ole Qvists ”Den utaemmelige” fra 2017 om Lars-emil Johansen og udsendes i 10-året for indførelsen af selvstyret. Kuupik Kleist fødtes i den østgrønlandske, nu nedlagte, kulmineby Qullissat som en »bastard«, som han selv siger, og var derfor et oplagt mobbeoffer: søn af en dansk far, der efter sigende var håndvaerker og forlod byen, før Kleist kom til verden, og en døvstum grønlandsk mor. Et aegte produkt af rigsfaellesskabet på godt og ondt, som han selv anfører.
Adoptivmoderen var en streng, religiøs dame, adoptivfaderen telegrafist og statstjenestemand, passioneret jaeger og kommunist af overbevisning. Han påvirkede Kleists livsbane med sit sociale engagement og sin antiautoritaere vaeremåde, som sønnen senere vekslede til pragmatiske løsninger. Faren laerte Kleist at sejle og navigere mellem isfjelde, at tage vejrvarsler og fange hvaler og saeler. Disse togter på havet med far og søn er smukt skildret, og de lever videre i sønnens bagage ud i livet.
Masserede Bianca Jaggers ømme fødder
Kleist laegger ikke skjul på, at moderens opdragelse var unødig streng, og at han aldrig opnåede anerkendelse, selv om han anglede efter den. Men hans filosofi med rod i de tidlige oplevelser er, at de ting, man oplever som barske og urimelige, kan komme positivt tilbage.
Skolelaererne var ikke sene til at opdage Kleists lynende begavelse, og drengen blev sendt til Danmark, hvor han boede på en gård i Janderup i Vestjylland. Milevidt fra ødemarkens vilkår, men laererigt. Tilbage i kulminebyen havde Kleist fået faerdigheder til at begå sig på dansk og blev derfor et oplagt mål for kammeraternes forfølgelse. Senere tog han studentereksamen fra Birkerød Statsskole og uddannedes til socionom fra RUC, men indimellem konsulterede han som andre grønlandske politikere flittigt flasken og levede det søde liv.
Kapitlerne efterlader ingen tvivl om, at den musiske Kleist både er i stand til at begå sig på de bonede gulve og føre sig frem på steder i ydmyge interiører. Vennen Jimmy Stotts har kendt Kleist i 30 år og beskriver ham som et renaessancemenneske, hvis interesser er vidtforgrenede. Han er optaget af tidens aktuelle spørgsmål inden for kultur, miljø, klima og sociale anliggender. Han optraeder høflig og dedikeret, er aerlig og loyal.
Kleist har mødt masser af mennesker,
Laesevaerdig biografi om én af de store i grønlandsk politik, Kuupik Kleist, der er et aegte produkt af rigsfaellesskabet som søn af en ukendt dansk far og en grønlandsk mor.
kendte som ukendte, og fra fjerne destinationer ringede han hjem til faderen og fortalte stolt om sine møder. Det gjaldt bl.a. med Hillary Clinton, som han fik et taet forhold til, og menneskerettighedsaktivisten og skønheden Bianca Jagger, Mick Jaggers første kone, der under en pause i en konference i Rio de Janeiro bad ham massere sine fødder.
»Jeg har gået rundt i høje haele hele dagen,« forklarede hun, og den grønlandske politiker og embedsmand gik med stor ildhu til opgaven.
Regnskabsrod og fattigdom
I 2014, et år efter landstingsvalget, trak
Kleist sig fra formandsposten i IA efter 30 års arbejde i partiet. I 2009 var det landets største. Den politiske situation var usikker, og nogle måneder senere begyndte skandalerne at rulle med den nye regeringschef, Aleqa Hammond, i spidsen. Hun beskyldtes for at have brugt penge af selvstyrets midler til rejser og indkøb. Også Kleist ramtes, skønt i mindre omfang, men tilstraekkeligt til, at han forlod politik.
De senere år har han haft fokus på det graenseoverskridende samarbejde i det højarktiske område. I 2016 blev Kleist medlem af Inuit Circumpolar Council Pikialasorsuaqkommissionen, hvis formål var at udarbejde en rapport om Nordhavet, en arktisk oase for fisk og havpattedyr i den nordlige del af Baffin Bugt mellem Nordvestgrønland og Ellesmere Island i Canada.
I dag skønnes der at vaere 370 millioner mennesker i over 90 lande, som tilhører et oprindeligt folk. Ifølge Fn-forbundet udgør de 5 pct. af verdens befolkning, men 15 pct. af verdens fattige. Ifølge Kleist forestår der en lang og hård kamp, men resultaterne er åbenbare, og skridt for skridt går det fremad.
I 2000 oprettedes Forum for Oprindelige Folk i Fn-systemet. Det var en historisk milepael. Og Kleist svarer i bogen på spørgsmålet, om staterne frivilligt vil traekke sig tilbage fra de indfødtes områder, de sidder på i dag:
»Vi har haft århundreder med kolonisering, hvor der blev trukket statsgraenser hist og pist hen over hovedet på familier og folk. Men siden fulgte afkoloniseringen, og mange steder trak de vestlige kolonimagter sig. Den udvikling er ikke slut. Den vil i høj grad fortsaette.«
I henseende til sit fødelands forhold til Danmark og de mål, der sattes ved selvstyret i 2009, fastslår han i bogen:
»Vi mangler stadig at hjemtage 31 ansvarsområder, ikke ét helt område er hjemtaget ud over råstofområdet,« erklaerer Kuupik Kleist og oplyser, at den sociale ulighed i dag udgør et overskyggende problem; knap
1.800 personer er saerligt økonomisk udsatte. Fattigdommen er koncentreret i yderdistrikterne – Qaanaaq og Upernavik mod nord og i Tasiilaq mod øst. Den gamle regeringschef mener, at uligheden kan sammenlignes med forholdene i Mellemamerika og efterlyser en social genopretning.