Her kan en kat blive forvandlet til en mystisk fyr, og hvem slår egentlig graesset?
I enhver lille by er det er ingen hemmelighed, at rygter raeser fra dør til dør. Der bliver holdt øje, snakket og husket. Heldigvis er det meste sladder ganske harmløst og naesten humoristisk.
»Spaendende! Der sker jo også en hel masse nyt i Stenbjerg,« sagde kvinden fra Klitmøller, da vi stod ude foran den hippe surfrockfest og småsnakkede i forårsluften.
Jeg havde lige fortalt hende, at jeg bor i Stenbjerg, og jeg kunne ikke holde mit overraskede udbrud af et grin tilbage. Man kan sige meget om Stenbjerg, og det er ikke, fordi der ikke sker ting, det gør der da. Der er fem foreninger, faellesspisninger, udflugter, kroket, krolf og petanque. Der er Stenbjergdag med fiskebord og musik ved havet. Og en velrenommeret kro. Det er ikke så skidt endda for en by med 150 beboere.
Men den ligner ikke nabobyerne Vorupør eller Klitmøller, og at sige, at der sker en hel masse nyt ville slet og ret vaere løwn. Her er hyggeligt, venligt og et overflødighedshorn af smuk natur fordelt på skov, hav og kilometervis af klitlandskaber, og det er det, man skal komme her efter.
Men hun insisterede.
»Jo, jo,« svarede hun. »Der er nogle, der har startet et kollektiv. Unge mennesker.«
Fedt nok, taenkte jeg. Det lyder da sjovt. Men hvem? Og hvor? Og hvorfor vidste jeg det ikke?
Med 150 mennesker i en lille by kan det ikke vaere en overraskelse for nogen, at sladderen findes, og at den kan løbe fra dør til dør med en hastighed, der når vindens styrke på en dag med stiv kuling ved Vesterhavet. Og det er på både godt og ondt. Faktisk var der mange, der spurgte mig, inden jeg flyttede, om jeg ikke var bange for at flytte til et lille samfund – bange for alt for meget sladder og for ikke at blive lukket ind i faellesskabet?
Egentlig vidste jeg jo ikke rigtigt, hvad jeg gik ind til på den front, og mit svar lød altid noget i stil med:
»Njah. Jo, måske? Men nej, ikke rigtigt.« Nu spørger folk af og til, om det ikke har vaeret svaert, og der må jeg bare sige, at jeg har vaeret velkommen fra første dag. Lillebysladderen har jeg ikke maerket meget til, ud over enkelte sjove situationer, hvor det har overrasket mig, at der faktisk bliver talt. Sådan en situation er den med kvinden fra Klitmøller. Det kommer jeg til.
Oftest er sladderen også kun et udtryk for interesse – der bor ganske enkelt så få mennesker i området, at alle kender nogen på kryds og tvaers, og derfor kører snakken snart om faelles bekendtskaber. For at finde graensen mellem almen interesse, sladder og sjov har jeg forsøgt at kategorisere den. For sladder er vel kun noget dårligt, når den er ondsindet eller handler om noget, som folk burde holde naeserne ude af. Det har jeg ikke oplevet meget af. Hverken om mig eller andre.
Jo, jo, jeg er godt klar over, at der for tiden bliver holdt øje med højden på graesset i min have. Et andet ungt menneske af det modsatte køn har nemlig tilbudt at slå plaenen, og det er noget, der kan saette ild under snakken i dele af byen. Men er der nogen, der har tid til at se graesset gro, så kan jeg også finde tid til at grine ad det.
En anden kategori er den, der blot handler om at vaere velinformeret. Laenge inden jeg overtog huset, var der således ingen, der var i tvivl om, hvem jeg var: »En journalist fra Nørrebro i København, der havde købt huset til sig selv og kunne arbejde hjemmefra. Og hvad bedre var, så havde hun vist lidt aner i byen,« lød det.
Det vidste folk, da jeg mødte dem første gang, og cirka samme information har jeg nu om dem, der flytter ind andre steder i byen. Det er, hvad jeg vil kalde nysgerrighed, og fordi der ikke bor flere, en forventningens glaede over, hvem den nye nabo er. Det er den fine sladder, for den er velment.
Tilbage til kvinden fra Klitmøller. Det var nemlig der, det gik op for mig, at rygter løber laengere end byskiltet. Jeg stod der og taenkte så hårdt, at øjenbrynene rynkede som røvballegardiner over øjnene for at komme på, hvem hun talte om.
»Jo, jo, det er vist noget med en ung journalist og en ung laege, og så en fyr, som jeg ikke ved, hvad laver,« sagde hun så.
Pludselig lød det jo unaegtelig som mig selv. Jeg er journalist og lejede dengang en del af huset ud til en ung laege i turnus. Kollektiv var nok lige i overkanten, og deri ligger ulempen ved sladder – den holder sig sjaeldent helt til fakta.
»Jeg ved godt, hvad han laver, fyren.« »Han sover naesten hele døgnet, aeder en hel del, og en enkelt gang har han skidt i badekarret.«
Kvinden fra Klitmøller så forvirret og en anelse utilpas ud.
»Jeg tror, hvis jeg ikke tager fejl,« sagde jeg: »At kollektivet er mig, og at den unge fyr er min kat, Poul.«
Historien, der vist er startet som en joke, var blevet til fakta på de 15 km til Klitmøller. Det grinede vi af. Graensen mellem interesse og sladder er hårfin, men så laenge det er velmenende, gør det ikke noget, at der bliver snakket.