Sydhavnens benzin: »Det skal vaere helt syret. Ren craziness og lidt halvfraekt og uregerligt«
Installationskunstneren Lars Høygaard har foldet sit kreative kaos ud i Aarhus byrum og på teatre og festivaller herhjemme og i udlandet. Tag med en tur gennem hans personlige jungle og studie i det miljø, der har gjort det hele muligt: Sydhavnen.
»Brrrr … brrrr … brrr!« knurrer en knaldrød Norton Commando Fastback i den brostensbelagte baggård i Jaegergårdsgade.
Det er den velkendte lyd af Lars Høygaard, der som sin pimpede kvaern ikke er til at overhøre eller overse.
Installationskunstner, free jazz noise tenorsax-spiller, scenograf, maler. Manden er kendt som et orkestreret kaos i Aarhus’ skaeve bydel.
Han er Sydhavnens »vilde vipe«, benzinen i blodet og den ironiske, erotiske kommentar på eksistensen. Altid i følgeskab med et drevent smil og borende blik.
»Hey, velkommen, velkommen!« råber Lars Høygaard fra indgangen til sit studie.
Siden 1989 har han holdt til her – i det »aegte« Sydhavnen. Her er der plads til alle dem, der ikke kan klemme sig ned i en boks. Dem, der har for meget kørende bag brillerne til at følge flokken og normerne. De lejer lokalerne i de gule, glatte bygninger og rå, røde mursten.
»Jeg vil give sjov energi og oplevelse. Det skal ikke give mening – for hvor laenge holder meninger? Det skal i stedet vaere romantisk, skraemmende, heftigt. Et kaos af sanser,« siger Lars Høygaard om sin kunst.
Det er ikke lige til at komprimere den syrede sjael med hjerteblodet pumpende ud af sine arterier og ud i sine vaerker. Nogle gange kommer det til udtryk, når laerreder finder deres vej til gulvet, og neonfarvet maling bliver kastet fra penslen i hans hånd og danner abstrakte, kaotiske malerier.
Andre gange går hans energi mod installationskunsten. Lyd, programmering og metalliske materialer smelter sammen i oplevelsesvaerker, der fylder byrum.
Dokk1, Store Torv, Lille Torv, Pustervig Torv, Åboulevarden og musikhusets bassin har bl.a. vaeret kulissen til flere af hans vaerker.
Intet varer evigt, men jeg ved ikke, hvad jeg skulle gøre uden det her sted. Uden de her mennesker.
Badekar, babes og byrum
Lars Høygaard begyndte selv at slå sig løs i Sydhavnen som ung gut i sine sene 30’ere. Inden var han tømrer og rykkede videre til Københavns arkitektskole, visuel kommunikation i 1974. Livets eventyr
Lars Høygaard, installationskunstner
bankede dog på, før at han blev faerdig.
Han fandt et faellesskab og hjem på Christiania, som han mener har lidt den samme karakter som Sydhavnen.
»Det var et sted for pudseløjere som jeg, der ikke passede helt ind, men havde en kreativ side,« siger han.
Store projekter og ambitioner trak ham dog vaek fra Københavns åndehul for at slå sig løs i det aarhusianske byrum gennem 90’erne til de første år i det nye årtusinde. Her var der plads til storladne, provokerende og pikante installationer.
Det gaelder bl.a. en 35 meter høj installation bygget i en mast på havnen, hvor Dokk1 er idag. Den fik nyt liv som en erektion, der tronede frem forsynet med motoriserede damelår og sexede damer, der dansede i front. Det hele blev skudt af som symbol på en kaempe udløsning med et stort farverigt klaede, der sprang ud i toppen af masten, forklarer Lars Høygaard.
Andre gange er hans inspiration rejst med ham hjem fra hans eventyr. Lydene fra elefantryg gennem Chitwanjunglen i Nepal har han haft taget til en lydinstallation ved Magasin på Åboulevarden i Aarhus. De eksotiske lyde rungede ved vandet kombineret med sød gurglen fra nogle af hans kvindelige bekendtskaber.
Hans installationskunst og lyduniverser med kant har
også mange gange isaer indtaget Roskilde Festival, og andre festivaller – også i udlandet Det er nemlig festivaller og byrum, der var egnet til Lars Høygaards kunst. Efter 2010 har hans kunst også fundet vej til mange indendørs events på Godsbanen i Aarhus, Arkitektskolen og Spinderihallerne i Vejle.
Museer er for »konforme og traditionelle«, mener han.
Inspirationen til den kaotiske kunst kan komme alle steder fra. Ofte som en kommentar på normen og det kommercielle.
»Det kommer bare fra drømmeverden,« smiler Lars Høygaard med støvlen på knaeet, solen i ansigtet, mens han spejder udover studiets skjulte junglehave med palmer, bregner, aloe vera, kaktusser og citrustraeer.
»Det skal vaere helt syret. Ren craziness og lidt halvfraekt og uregerligt. I sidst ende er der alligevel også lidt mening med galskaben,« ler han.
Det mantra lokkede for et par måneder siden den nyskabende kulturfestival Burning Man til at besøge det excentriske Sydhavnen og hans studie med dets junglehave, atelier og metalliske vaerksted med baevrende spejle og den hudløse hjemmekomponerede frie jazz spillende for fuld drøn.
Burning Man tiltraekker selv hvert år 70.000 deltagere til Nevadas ørken netop for at fremvise anderledes kultur. Ligesom den i Sydhavnen.
En ende på en aera?
»Livet skal leves, maerkes,« siger Lars Høygaard, mens han ihaerdigt bladrer sin fotosamling af sine installationer igennem i den private gårdhave i Jaegergårdsgade. Laengst vaek i en af krogene står et fritstående badekar til »at skrubbe damerne« efter et glas god rødvin og kunstsnak, siger Lars Høygaard med et saerligt smil.
I dag er der dog kaffe i krusene, og badekarret står urørt med mudder i bunden. Han kigger op og nikker mod døren skjult bag en dusk af grønne figenblade.
»Traumecentralen,« brummer han med et gavetyvesmil ved minderne om fortiden.
Bag metaldøren gemmer metalrør, køleskabe, paerer, danske sko og »you name it« fra kunstinstallationer.
»Man skal løftes ind og krybe rundt for at gå opdagelse i det hele,« siger han.
Kunsthistorien har hobet sig op derinde, men for tiden er han gået mere over til malerkunsten og free jazz med de unge fyre fra et af Sydhavnens studier.
»Det er først sidste år, at jeg føler, at jeg er mere end 17 år,« sniger det sig ud af den naesten 70-årige kunstner, der fortaeller, at han derfor har sat de store projekter lidt i bero, men på den anden side kun bliver vildere og vildere i sin malerkunst.
Sydhavnen har vaeret det perfekte og måske eneste sted, hvor han for alvor har kunnet leve, som han har gjort.
Lars Høygaard frygter, at enden naermer sig. At byudviklingen ved Aarhus Havn bliver enden på den del af Sydhavnen, som han elsker og er en del af. Det vil vaere enden på det frie rum til at vaere en outsider, der alligevel har formået at danne sin egen inderkreds i et unikt kvarter, hvor inspirationen smitter fra vaerksted til vaerksted.
»Jeg kan ikke se andre steder, hvor sådan et miljø kan vaere. Det kan ikke planlaegges. Det er intuitivt. Det er hele pointen i det,« siger han med tvivlen gnavende i marven om fremtiden og forandringerne i Sydhavnen.
Hans udlejekontrakt udløber om knap tre et halvt år.
»Der venter en maerkelig dead end. De fleste dage er jeg heldig at kunne fortraenge det,« siger han.
Andre dage bliver han mindet om, at enden på en aera er lige om hjørnet.
»Intet varer evigt, men jeg ved ikke, hvad jeg skulle gøre uden det her sted. Uden de her mennesker.«