»Jeg går hver dag ind på en arbejdsplads, hvor jeg er den eneste minoritet«
Politiken-journalist protesterer mod danske medier – på sin egen arbejdsplads. Der skal flere minoritetsdanskere i spalterne og i redaktionslokalerne, mener hun. Direktør for Jp/politikens Hus lægger sig fladt ned.
Medierne skal vågne op og tage deres ansvar seriøst om at repræsentere et mangfoldigt samfund.
Det er essensen af det budskab, som journalist Lucia Odoom insisterer på at få igennem i kølvandet på Black Lives Matter-bevægelsen, og derfor stod hun fredag morgen i spidsen for en protest på sin egen arbejdsplads, Politiken.
»Jeg går ind på en arbejdsplads hver dag, hvor jeg er den eneste minoritet, og jeg har tænkt over det hver eneste dag i de 12 år, jeg har været i mediebranchen,« siger hun.
Breve til ledelsen
Lucia Odoom peger på, at medierne halter helt utroligt bagefter, når det kommer til at repræsentere etniske minoriteter – og det gælder både i spalterne, på ledelsesgangene, bag ved og foran kameraerne og i redaktionslokalerne.
Hun henviser bl.a. til en ny undersøgelse fra Slots- og Kulturstyrelsen, der viser, at den danske mediebranche er dårligere end andre brancher, når det kommer til etnisk repræsentation.
Derfor havde Lucia Odoom fredag samlet en stor flok afrikanske danskere i JP/ Politikens Hus til en fredelig protest, en såkaldt sit-in, og hele formiddagen sad de rundt omkring på trapperne og i forhallen i det store mediehus på Rådhuspladsen i København, mens de bl.a. skrev breve med løsningsforslag til husets direktion.
»Den måde, medierne skriver om danskerne på, viser et helt skævt billede af samfundet. Afrikanske danskere betaler også skat og medielicens, men de er ikke repræsenteret i medierne,« siger Lucia Odoom og fortsætter:
»Så vi gjorde det for at vise, at der kunne hver dag sidde mennesker og skrive historier, der afspejler befolkningen, men det gør der ikke, og det skal der bare laves om på omgående.«
»Udvid nu jeres horisont!«
Lucia Odoom, der til daglig arbejder som kulturjournalist på Politiken og er vært på avisens podcast ”Politikens Poptillæg”, har i løbet af sommeren dedikeret en række udsendelser, et såkaldt protesttillæg, til det, som Black Lives Matterbevægelsen har sat i gang.
Både i podcasten og under fredagens protest tager den unge journalist udgangspunkt i sine egne oplevelser, bl.a. fra en karriere i en mediebranche, hvor det hører til sjældenhederne at støde på andre mennesker med anden etnisk baggrund.
Lucia Odoom oplever hver dag, hvordan den manglende repræsentation ifølge hende begrænser de nyheder og historier, der bliver skrevet på avisen.
»Hver eneste morgen når jeg sidder til redaktionsmøde, registrerer jeg de mange pressebilleder, der hænger i rummet. Der er både billeder af brune mennesker og hvide mennesker, men de hvide mennesker er statsministre, poeter og helt almindelige danskere. De brune mennesker er flygtninge, kriminelle eller folk, der sørger, fordi de har mistet nogen i et bandeopgør. Det er et godt billede på, at brune mennesker aldrig bliver brugt til at vise almindelige hverdagssituationer. De bliver kun vist til at vise problemer,« siger hun.
Derfor er hendes budskab til de danske medier klart:
»Udvid nu jeres horisonter! Jo mere diversitet, der er blandt mediernes medarbejdere, jo større udsyn får vi også i de nyheder, vi skriver. Tænk talentordninger, når I skal ansætte nye journalister, kig på andre faggrupper end bare journalister, så nogle andre kan komme ind og være med, kig på råt talent, og sørg for, at folkeskolepraktikpladserne ikke bare går til redaktørens nabos datter i kartoffelrækkerne.«
Fingeren på et ømt punkt
Direktør for Jp/politikens Hus Stig Ørskov lægger sig fladt ned over for Lucia Odooms protest. Han skriver bl.a. følgende på Twitter:
»Jeg forstår godt, at Odoom protesterer. Og er taknemmelig for, at hun har modet og viljen til at råbe op. Vores ringe diversitet er en ren tilståelsessag.«
Politikens kulturredaktør og Lucia Odooms nærmeste chef, Mette DavidsenNielsen, mener det samme og ser heller ikke noget problem i, at en af hendes journalister vælger at protestere over deres fælles arbejdsplads på arbejdspladsen.
»Det er det, protester er til for. Det er hendes eget initiativ og hende selv, der har arrangeret det. Det er hun i sin fulde ret til,« siger hun, men tilføjer, at det dog er en usædvanlig begivenhed, som hun ikke har set lignende før i sit virke som redaktør.
»Men pointen er jo, at Lucia griber anledningen til at pege på, at det sker i samfundet, men også på hendes egen arbejdsplads. Derfor starter hun her, hvor hun selv hører hjemme,« forklarer redaktøren.
Mette Davidsen-nielsen er desuden helt enig i budskabet, og hun erkender, at hverken Dagbladet Politiken eller andre danske medier lever op til det ansvar, som de har.
»Vi har jo nogle erklærede mål på avisen om repræsentation blandt vores kilder – både i forhold til etnicitet og køn, og dem lever vi ikke op til. På den måde sætter Lucia jo fingeren på et rigtig ømt punkt,« siger hun.
Derfor understreger Mette Davidsen-nielsen også, at der skal ske forandringer.
»Vi har en tendens til, at vi rykker, når der kommer fokus på det, men så glemmer vi det hurtigt igen og ryger tilbage i vanerne.«
»Derfor handler det om, at vi skal have dagligt fokus på repræsentation blandt vores kilder – både hvad angår køn og etnicitet. Vi skal tale om det til efterkritik, og så skal vi blive ved.«
Mette Davidsen-nielsen vil også gerne arbejde for en mere mangfoldig redaktion, men »det er jo ikke hver dag, vi bare ansætter nye kulturjournalister«, siger hun.
Der kunne hver dag sidde mennesker og skrive historier, der afspejler befolkningen, men det gør der ikke LUCIA ODOOM,
JOURNALIST PÅ POLITIKEN
Hvor ofte har man ikke oplevet resterne af et fældet træ blive omdannet til en mere eller mindre fantasifuld figur af en kreativ sjæl med en motorsav? Efterfølgende får disse – for det meste – skulpturelle klichéer lov at befinde sig i en given lokalitet, indtil vind og vejr gør det af med kunstværket. Man kan efter temperament vælge at ignorere skulpturen eller anføre sin irritation over for hvem, der gider lytte.
Således var den tyske billedhugger Stephan Balkenhol langt bagud på point, da jeg på en blæsende og bygefuld formiddag i juli begav mig indenfor på Museum Jorn i Silkeborg, hvor Balkenhol udstiller skulpturer og relieffer – i træ.
Individet i gådefulde roller
Det står ret hurtigt klart, at Stephan Balkenhol er en kunstner, der er dybt original og langt uden for en tidstypisk kontekst, når det drejer sig om skulptur. Hans motivverden kredser næsten 100 pct. omkring individet, og det er vel at mærke individet i en ofte gådefuld og indistinkt rolle.
Arketypen på en mand i Balkenhols udgave fremstilles forholdsvis ensartet, som er det den samme karakter, der ofte går igen i forløbet. Han kan optræde nøgen eller med hvid skjorte og sorte bukser og for afvekslingens skyld med en måge placeret oven på hovedet eller iklædt en elefantmaske. Kvinderne fremstår anderledes flamboyante med undtagelse af én, der har klædt sig ud som puddelhund.
Humoren er således en åbenlys medspiller hos Balkenhol, men selv burleske indslag rummer ironiens tone, og toner finder man i et rum, hvor musikken udgør et grundtema. Jeg er lidt i tvivl om, hvad jeg skal mene om et relief, der tilsyneladende gengiver et uddrag af noderne til musikken af Beethovens klaversonate nr. 17 i d-mol, opus 31. Komponisten optræder i partituret med sit portræt sirligt udskåret, og jeg kan mene, hvad jeg vil!
Bevægelse i det stationære
Samtidig er der en pæn chance for, at ens forstokkede, æstetiske grundbillede bliver provokeret.
LARS SVANHOLM, ANMELDER
Det er interessant, at Balkenhols persongalleri optræder i sært statiske positioner. Der ligger samtidig en konsekvens i, at figurerne går i en form for sitrende
”Kvinde foran gylden skive” (2019). Bemalet træ.
Foto: Lars Svanholm