Selv det største dyr på savannen kan dø af et slangebid
Det er højsæson for agurker. I mit drivhus og i medierne. Intet er skønnere end at plukke agurker fra eget drivhus, og jeg har dem i flere udgaver. De lige og regelrette skoleagurker – og de sjove slangeagurker, der slynger sig helt uforudsigeligt.
På agurketidens tyndt bemandede nyhedsredaktioner er det tid til de velforberedte og regelrette sommerinterviews med partilederne. Men intet er nu skønnere, end når politikere af egen drift går til biddet og slynger sig i sommertørken.
Førhen indbød sommerens nyhedstørke ofte nyvalgte og mere anonyme politikere til at give den gas og fremsætte uforudsigelige og kontroversielle forslag, der enten vakte bestyrtelse, forargelse eller begejstring. Det gav de formastelige synlighed, men kunne også tilføre ens eget parti alvorlig skade. I bedste fald, og det var nu ikke så sjældent, kunne man blandt agurketidens afgrøder også høste idéer og frø, der efter tilstrækkelig modning viste sig gangbare og levedygtige.
Den slags eskapader er fortid. Intet parti på Christiansborg sender de folkevalgte på ferie uden strenge formaninger: Ingen, som i absolut ingen, må sige noget som helst, uden at det har været omkring partisekretariat, pressemedarbejdere og i alvorligste tilfælde partiledelsen. For selv småslangers sommerleg kan have enorme konsekvenser.
Disciplineringen virker: Hvem har set et interessant læserbrev eller interview med et menigt folketingsmedlem denne sommer?
Nej, slangebid i sommertørken er forbeholdt partitoppen. Vi har også set det i år. Da Venstre skulle fejre 150-års jubilæum i forrige uge, kyssede Thulesen Dahl og Dansk Folkeparti deres tidligere så nære allierede tillykke med et ordentligt giftbid:
Skrider det for Venstre?
Sådan lød overskriften på en helsideannonce, der konstaterede, at Jakob Ellemann-jensen og De Radikales Morten Østergaard er det »nye makkerpar« i dansk politik. Et såkaldt kursskifte, som DF hjælpsomt advarer kraftigt imod, da det angiveligt vil føre til »flere moskéer og mere islamisering«.
Tak for slangekysset, det var giftigt. Glemt er den romantiske alliance mellem Thulesen Dahl og Mette Frederiksen (S), tilfældigvis indledt netop på det tidspunkt, hvor det stod klart, at fru Frederiksen sandsynligvis ville blive den næste beboer i Statsministeriet.
Det særlige ved DF’S politiske slangebid står klart for enhver med kendskab til politisk historie: Forholdet mellem Venstre og partiets gamle udbrydere har været anstrengt siden 1905, da de mest radikale Venstre-folk gik egne veje. DF mistænkeliggør Ellemann over for Venstres egne vælgere.
Man kan føre politik på flere måder, og Christiansborg er som et drivhus. Der er skoleagurker og slangeagurker. De regelrette og de uforudsigelige.
I de store sommerinterviews prises det gode samarbejde og den gensidige respekt mellem politikere. I realiteten ved alle på Christiansborg, at det som regel har langt større effekt at angribe og mistænkeliggøre sine konkurrenter. Enten ved at bide direkte eller, for de mere raffinerede, gennem den stille mistænkeliggørelse. Der findes som bekendt også kvælerslanger.
Den slags kan man som borger og vælger ærgre sig over, selv om underholdningsværdien er stor.
Men mon ikke Venstre, der med Jakob Ellemann-jensens ord er det største dyr blandt oppositionspartierne, er smerteligt klar over, at selv det største dyr på savannen kan dø af slangebid.
Disciplineringen virker: Hvem har set et interessant læserbrev eller interview med et menigt folketingsmedlem denne sommer?