»Fodbolden kan pludselig blive din værste fjende«
Måneders indestængte frustrationer, har sent i karrieren lært den 27-årige Mads Hvilsom en vigtig lektie.
»Det var helt ubeskriveligt.«
Mads Hvilsom leder et kort sekund efter ordene, men behøver man i grunden at koble flere ord på et så emotionelt og vildt moment? Det var en kæmpe forløsning; kulminationen på nærmest ét års deprimerende skadespause. Ét års modvillig isolation på sidelinjen. Måneders indeklemt frustration.
Man kunne hive floskler frem som drømmeindhop. Eller drømmecomeback. For det var det da. Eller også kunne man i stedet lade tvbillederne – for dem, der altså ikke var til stede på stadion i Hobro – tale for sig selv: En bevæget Mads Hvilsom, der har svært ved at holde tårerne tilbage, mens han bliver omfavnet af begejstrede medspillere efter den klub-eksistens-vigtige reducering mod hans tidligere klub Esbjerg fb.
Det siger vist det hele. »Det var lige præcis alt, hvad man havde drømt om skulle ske. Og den nat blev det vist ikke til ret mange minutters søvn. Der ligger nemlig så meget bagved sådan en scoring, at man har svært ved at finde hverken hoved eller hale i noget som helst bagefter,« fortæller den 27-årige Mads Hvilsom.
»Måske tænker nogle: ”Slap dog af. Det var jo bare et mål for en Superligabundklub. I er ikke engang reddet endnu”. Men for mig var det bare kæmpestort. Jeg kommer måske til at ligne en idiot om 14 dage – hvis vi ender med at rykke ned – fordi jeg vælger at beskrive det præcise øjeblik som ren lykke. Men for mig lige den dag var det det tætteste, jeg kunne komme på at være virkelig, virkelig glad.«
Frygtede for karrieren
KAN HVILSOM REDDE HOBRO?
Han har netop overstået dagens dont på bane fire.
En udpræget taktisk tirsdagstræning i silende regn med fokus på mandag, hvor Hobro møder Lyngby i det første af to indbyrdes kampe med en tur ned i 1. division som straf til den samlede taber.
Et hårdt pres, men for Mads Hvilsom er »hver dag på træningsbanen en fest« trods de hidsige dryp fra oven. Den indstilling har han fået efter at have været skadet i næsten et helt år – to gange i karrieren.
Mads Hvilsoms tårer efter de knap fem minutter på grønsværen i opgøret mod Esbjerg var forløsningen på mange indestængte følelser, der havde hobet sig op det seneste års tid. Efter at være blevet skadet i sæsonens første kamp var Mads Hvilsom med ét modvilligt tvunget til at se magtesløst til fra sidelinjen i næsten et års »kvælende isolation«.
»Pludselig ser du dig selv som én, der står fuldstændig isoleret på sidelinjen helt uden for truppen. Du kommer hurtigt til at føle dig helt alene. For Superliga-cirkusset går jo ufortrødent videre, selv om alt står stille for én selv i lang tid. Du bliver hur
Fodbold er kontrasternes land. Efter at have været dømt ude i knapt et år befinder Mads Hvilsom sig i orkanens øje. Han har kæmpet sig tilbage. Og det er endda blevet til et vigtigt mål allerede i comebackkampen mod Esbjerg fb samt to startpladser mod hhv. Randers FC og AC Horsens senest.
Men kan Hvilsom nu pludselig ende med at spille en rolle i Hobros nervepirrende playoffkampe mod Lyngby Boldklub? Hobro IK, der med næb og kløer skal kæmpe mod de kongeblå over to kampe for at undgå nedrykning.
»Jeg kan sagtens forstå, hvis vores træner vælger anderledes. Jeg er holdets mand i den her situation.
Men selvfølgelig håber jeg da på at kunne bidrage. Jeg holder meget af klubben og satser da på, at vi også spiller i Superligaen næste sæson,« siger Hvilsom.
tigt glemt. Og du står meget alene. Det hele går i stå,« fortæller Mads Hvilsom.
Han tog tilmed karrieren op til revision, da det så allersortest ud, alt imens kærligheden til den sport, som han ellers havde – og stadig har – viet sit liv til, var tæt på at dø helt ud.
»Jeg frygtede, jeg aldrig ville kunne vende tilbage. Pludselig overvejede jeg, om jeg ikke burde få noget andet ud af livet? Skulle jeg tage den uddannelse, jeg aldrig havde fået taget? Skulle jeg være der noget mere for min kone og mit barn derhjemme? Prioritere den del af livet, mens fodbolden måtte blive en biting. Det har ellers aldrig været et issue. I virkeligheden var jeg nok bare frustreret over min situation. Jeg følte mig isoleret fra omverdenen. Jeg var bare “ham, der var skadet”. Og selv om fodbold er det bedste job i verden, så kan det lynhurtigt blive din værste fjende. For du har ikke andet. Du føler dig hurtigt ensom, når du f.eks. som eneste mand gang på gang går i styrkelokalet, mens alle andre går på træningsbanen. Til sidst spekulerer man jo, om det egentlig ikke kan være lige meget, om man dukker op eller ej? Er der overhovedet nogen, der lægger mærke til én?« siger Hvilsom.
Dropper facaden
Men efter knap et års skadespause og et succesfuldt indhop i comebackkampen har Mads Hvilsom til gengæld lært en vigtig lektie:
»Jeg har fuld respekt for, at nogle vælger at køre karrieren benhårdt. For det er en tough branche. Kun de stærkeste overlever. Men machokulturen, hvor man bestemt ikke snakker om, hvordan man lige går og har det … Den fungerer bare ikke for mig. Jeg har fundet ud af, at jeg ikke behøver at stille en facade op konstant. Jeg skal bare være mig selv. Det er o.k. at sætte ord på sine nedture såvel som opture. Ellers ender det med at æde én op. Og så kan jeg omvendt køre hjem og være den far for mit barn og ægtemand for min kone, som jeg gerne vil være. Uden at modgang behøver at vælte min verden.«