19-årig dansker blev sendt i krig på tysk side – de grufulde oplevelser blev siddende i ham
Årene på Østfronten og i russisk fangenskab prægede Peter Post resten af livet.
Fire fætre, der også blev tvunget i tysk uniform, mistede livet i krigen.
Den 19-årige sønderjyde, der bærer tysk uniform, løber bogstavelig talt for livet med de russiske soldater i hælene. Geværkugler og granatsplinter slår ned omkring ham, og i et lydinferno af skrig og eksplosioner bliver mange soldater omkring ham ramt og falder blødende om i skovbunden.
Næsten på dato 104 år senere sætter vi os i en hyggelig, lys stue til rette på de bløde stole omkring et veldækket, duftende sønderjysk kaffebord, hvor der bydes på både hjemmebagte brune og hvide fetkache (fedtkager) og – ikke mindst – knasende sprøde goed raj
(gode råd).
To meget forskellige scenarier, men alligevel er de på mere end én måde tæt forbundne.
Den 19-årige sønderjyde, der i 1916 løb for livet i østrigske Sokal, der nu ligger i Ukraine, var Peter Post fra landsbyen Spandet, der ligger sydøst for Ribe, og som indtil Genforeningen i 1920 lå syd for den dansk-tyske grænse.
Kvinden, der denne varme juniformiddag i 2020 har budt os indenfor i sit hjem i gaden Horsgang midt i Ribe, er hans datter, den nu 92-årige Christine Pedersen, som af de fleste kaldes for Didde.
Hun tager imod os i den frodige, blomstrende rosenhave foran det røde hus, i hvilket hun selv klarer stort set alt. Da vi giver udtryk for beundring for hendes styrke, smiler hun og svarer på sønderjysk:
»Nåh ja, men æ haw passe æ it’ sjæl. Det gø’ min nabo. Han fylle snar hunne å jen å’e.«
Peter Posts dagbog, i hvilken han beretter om sin tjeneste i den tyske hær på Østfronten under Første Verdenskrig og om sine år i russisk fangenskab, ligger foran os på den lyse, hæklede dug.
Dagbogen blev i 2014 udgivet af hans barnebarn Else Marie Post, der bor i Maribo, og som ikke kan være til stede i Horsgang denne formiddag, men det kan både Teddy Gerhke og hans søster, Ellen Gehrke Warming, der også er blandt Peter Posts 19 børnebørn.
I dagbogen beskriver han meget detaljeret tiden fra lørdag den 9. oktober 1916, da han fik ordre til to dage senere at møde på kasernen i Haderslev, og frem til dagene omkring den 8. november 1917, da bolsjevikkerne i forlængelse af Den Russiske Revolution kom til magten i Rusland. Dagbogen skrev han først, da han i 1919 var kommet i sikkerhed i Danmark og opholdt sig på Vallekilde Højskole på Sjælland.
Hvordan Peter Post selv reagerede på indkaldelsen, det vides ikke, men den var ikke uventet: Hans slægt havde ganske vist dybe rødder i Nordslesvig, som Danmark tabte efter nederlaget i 1864, men han blev født som tysk statsborger. Derfor opfordrede også den danske politiker, medlem af den tyske rigsdag og siden varm fortaler for Genforeningen H.P. Hanssen de unge sønderjyder til at gøre deres pligt.
Dagbogen slutter brat
I november 1917 opholdt Peter Post sig i en russisk fangelejr ved byen Sarapul i Ural-bjergene beliggende i Sibirien godt 1.000 km øst for Moskva, og herfra oplevede han, hvorledes byen torsdag den 8. november i forbindelse med anden del af Den Russiske Revolution var skueplads for hårde kampe og voldsomme brande. Et par dage senere drog de danske fangers tolk ind til byen, og om dette skrev Peter Post siden i sin dagbog:
»Da han kom hjem fra Sarapul, fortalte han os meget om revolutionen, næsten den halve del af byen var nedbrændt, mange bygninger var …«
Et eller andet må da have distraheret Peter Post, inden han nåede at fuldende sætningen, men han skrev aldrig mere i sin dagbog.
Dagbogen er forblevet i familiens eje, og i 2014 blev den efter at være bearbejdet og opdateret udgivet af Else Marie Post.
Gennem grundig research i historiske fakta og ikke mindst via mange lange samtaler med Christine Pedersen lykkedes det hende at rekonstruere Peter Posts rejse til og ophold i Danmark, indtil han efter Genforeningen efter fem års tvunget fravær atter kunne bevæge sig frit rundt i Spandet.
At han først kunne vende tilbage til Spandet efter Genforeningen, skyldtes, at tyskerne – fordi han blev reddet ud af Rusland af Dansk Røde Kors – opfattede ham som desertør, hvilket var en meget alvorlig forbrydelse, der i værste fald kunne have ført til henrettelse og i bedste fald til genindkaldelse.
Kampene på Østfronten, som i historiebøgerne ikke fylder slet så meget som kampene på Vestfronten, var generelt meget voldsomme, og selv om det er vanskeligt at opgøre, estimeres det, at det totale antal af dræbte og savnede er omkring ni millioner.
Blandt de tyske soldater, der kæmpede i vest og øst, var omkring 35.000 fra Nordslesvig. Hvor mange sønderjyder der faldt, det er også behæftet med en vis usikkerhed, men det skønnes, at omkring 6.000 blev dræbt på de to fronter, og omkring 4.000 af dem var dansksindede. Langt de fleste sønderjyder faldt på Vestfronten.
Mistede fire fætre i tysk uniform
Fire af de faldne var Peter Posts fætre.
På en mindetavle i Spandet Kirke ses navnene på 17 unge mænd fra Spandet og nærmeste omegn, der ikke overlevede krigen.
Blandt navnene er den 20-årige Frederik L. Post og den 28-årige Niels C. Post, der begge faldt ved franske Verdun i henholdsvis 1916 og 1918.
På en tilsvarende mindetavle i Bov Kirke ses blandt andre navnene på den 20-årige Christian L. Post, der døde i 1918 af den spanske syge blot få uger efter, at han var indkaldt i tysk tjeneste, og hans bror Peter L. Post, der i en alder af 20 år døde af de fatale kvæstelser, som han på Østfronten i sommeren 1915 pådrog sig i Jedworozec, der i dag er en del af Polen.
Endelig tilbage i Spandet
Efter Genforeningen vendte Peter Post hjem til Spandet. Efter at have arbejdet på flere gårde på egnen rykkede han i 1922 ind på et statshusmandsbrug, der sammen med fem andre var udskilt fra Hølleskovgård lidt uden for Spandet, hvor der i øvrigt ironisk nok også ligger et område, der kaldes for Sibirien.
Samme år blev han gift med Anne Marie Andersen, og siden fik de fem børn.
Skønt Peter Post havde været helt tæt på krigens gru og derfor må have oplevet lidt af hvert, nævner han i sin dagbog ikke et eneste dødsfald.
»Vi måtte meget gerne læse i bogen, og han fortalte også gerne om sine oplevelser på Østfronten, men over for os gik han aldrig i detaljer om, hvad han havde oplevet under de mange slag,« fortæller Christine Pedersen og fortsætter:
»Jeg husker ham som en rigtig dejlig far, der, også når arbejdsdagen var slut, tog sig tid til at lege med os, hvilket bestemt ikke var så almindeligt dengang. Men af og til oplevede jeg ham også som tavs og indelukket.«
Dette skete ifølge Christine Pedersen blandt andet, når han havde haft besøg af den mand, der passede maskinerne på gården, hvor de boede. Også han havde under krigen gjort tjeneste i den tyske hær. Christine Pedersen er sikker på, at de – når de var alene – udvekslede dystre krigsminder, og hun husker, at faren var tydeligt berørt efter de samtaler.
Familiefar begik selvmord
Flere af de andre husmænd, der havde gjort tjeneste på tysk side, havde store problemer, og Christine Pedersen nævner blandt andet en nabo, der gav op og en dag tog sit eget liv ved at springe i en mergelgrav.
»Og så var der jo også min fætter«, tilføjer hun.
»Han kom meget hos os. På et tidspunkt i begyndelsen af Anden Verdenskrig meldte han sig til Frikorps Danmark og blev sendt til
Østfronten, hvor han mistede sin ene arm. Hjemme igen talte han ofte med min far under fire øjne, og efter de samtaler kunne min far være tavs og indelukket i flere dage.«
Anne Marie og Peter Post blev boende på gården i Spandet også længe efter, at deres børn var fløjet fra reden. Men da Anne Marie Post døde i 1972, valgte manden året efter at sælge gården og tage imod et tilbud om at flytte ind hos sin datter Johanne, der sammen med sin mand, Willy Gehrke, drev forsamlingshuset, der var indrettet i den tidligere banegård midt i Arnum.
»I de første år var alt godt,« husker hans barnebarn Teddy Gehrke.
»Men med årene blev han mere indesluttet, og det var tydeligt, at hans oplevelser under krigen plagede ham mere og mere i takt med, at han blev ældre og senil. I 1976 måtte han flyttes til et plejehjem i Gram, og han blev senere flyttet til amtsplejehjemmet i Løgumgårde.«
Også Ella Gehrke Warming husker sin bedstefar fra årene, da hun og hendes søster tilbragte deres sommerferier hos bedsteforældrene i Spandet.
»Som jeg husker min bedstefar, var han lidt knarvorn, men han var også med på at give os mange gode oplevelser. Vi var således ofte med ham ude at handle eller på besøg hos venner.«
Hun husker også, hvordan de – i modsætning til bedstefaren – uden beskyttelsesdragter hjalp til med at ordne hans bistader.
»Vi stakkels unger gik rundt med bare arme og ben, og vi gik i panik, når bierne satte sig på os, så naturligvis blev vi også stukket af krapylerne,« husker Ella Gehrke Warming, der tilføjer, at de også af og til blev sat til at samle døde høns op i hønsegården, når han havde hugget hovedet af dem.
Døde på plejehjem i 1985
Peter Post døde den 23. januar 1985 og blev siden begravet ved siden af sin kone på kirkegården i Spandet. Her blev deres gravsted sløjfet for nogle år siden, men man kan stadig finde gravstenen i et hjørne af kirkegården, hvor den står sammen med mange andre sten fra sløjfede gravsteder.
Fadene med goed raj og fetkache går rundt en sidste gang, og der kommer frisk sort kaffe i de blåmalede porcelænskopper.
Da vi lidt senere forlader den hyggelige stue efter at have ladet blikket glide hen over de mange minder og familiebilleder på væggene, smiler Christine Pedersen varmt, og da vi tager afsked, gentager hun:
»Jeg havde nu en rigtig dejlig far.«
Det dufter af havvand og varm kaffe. Vi er på vej op gennem et morgenfriskt Lillebælt. Klokken er lidt i syv på en skyfri mandag i juni, og Mikkel Beha Erichsen har allerede været i gang i et par timer. Nu står den solbrune kaptajn oppe i styrehuset i sine gamle gummistøvler og spejder ud gennem et af de åbne vinduer. Med en kop kaffe i den ene hånd og skibets ror i den anden.
I nat sov han og resten af familien i lystbådehavnen på Årø, der med sine 157 faste indbyggere hører til blandt de mindst befolkede øer i Danmark. I vintermånederne er her nogenlunde lige så livligt som i en forlystelsespark i regnvejr, men hvert år, når sommeren sætter ind, valfarter lystsejlere hertil i hobetal, og fastlandsfolket hopper begejstret om bord på den lille, blåhvide færge, der pendler frem og tilbage mellem kajen i Årøsund og lystbådehavnen på Årø.
I går var øen proppet med søndagsgæster, der havde forladt deres hjem for at ryste et par måneders isolationskuller af sig. Med kolde fadøl og pandestegte skrubber ad libitum hos Olaf på Aarøs Perle. Mikkel Beha Erichsen og familien sad længe i aftensolen og spiste med, inden de trak sig tilbage til kahytterne på ”Wallenberg”, det motordrevne svenske redningsskib, som de købte for tre år siden for at tage på langfart nordpå. Op langs de norske kyster og fjorde, videre forbi Nordkap, inden de ramte Svalbards sneklædte landskaber.
I år bliver familien ligesom resten af Danmark hjemme. Deres sejlskib ”Havana” ligger på land i den galiciske havneby La Coruña og venter på, at coronakrisen damper af, så der bliver ingen hvide sejl under optagelserne til de fem udsendelser, som TV 2 viser senere på sommeren for at minde danskerne om, hvor smukt et land de bor i, nu hvor de færreste skal sydpå.
»Der findes sgu ikke meget i denne verden, der er lige så vidunderligt som den danske sommer. Slet ikke når vejret er sådan her,« jubler Mikkel Beha Erichsen.
Det enkle og opmuntrende budskab er klart. Man behøver ikke at rejse til verdens ende for at samle eventyret op. Mindre kan også gøre det.
»Det ligger jo og venter på én overalt. Man skal bare åbne sine øjne,« siger kaptajnen og peger frem for sig.
Den pæneste vej
Vi glider gennem et glitrende Fænøsund. Til højre kan man skimte Hindsgavl Slots røde stenmure, og til venstre ligger Fænø og strutter af dansk sommer. Der er grønne træer og blåt vand, så langt øjet rækker. Et stykke derfra står en gråskægget mand i røde underbukser og drikker kaffe i stævnen på sin folkebåd, der ligger for anker ude i sundet. Bag ham lægger to kajakroere fra land, mens en flok unge fyre snupper sig en morgendukkert fra en af områdets badebroer. Det er kønt, som fynboerne siger, og hvis sceneriet var skitsen til et landskabsmaleri, ville man overveje at bede kunstneren om at skrue lidt ned for charmen.
»Man kan sejle både højre og venstre om Fænø. Vi tager turen højre om,« siger Mikkel Beha Erichsen gennem larmen fra de to Volvo Penta-motorer i maskinrummet under ham.
»Det er en lille omvej, men det er også den pæneste. Man skal altid huske at tage den pæneste vej. Det gør jeg også, når jeg kører rundt i landet og holder mine foredrag.«
Ved siden af ham sidder hustruen, Marian Midé, med strømpefødder oppe på instrumentbrættet. Iført en grøn fleece og et par gamle solbriller til at tage toppen af den skarpe morgensol. Bag dem står deres mellemste søn, Theis Erichsen, og betragter tavst trafikken af hvide sejl, der pløjer gennem sundet.
»Det ser helt tropisk ud,« siger han så. Forældrene nikker indforstået.
Så dukker det yngste medlem af familien op i styrehuset.