»Besværet er det sjove for os«
Man behøver ikke at rejse til verdens ende for at finde eventyret. Eller friheden. Oplevelserne ligger på lur overalt. Også i Danmark, siger familien Beha Erichsen, der ligesom mange andre skulle have været sydpå i år. Den plan spændte en hidsig virus ben for.
»Godmorgen,« gaber Alfred Erichsen.
Han stiller en bakke med en stak daggamle franskbrødsskiver, en humpel skæreost og en termokande med nylavet kaffe, mens han kigger ud på den danske sommer, som flyder forbi på den anden side af vinduerne:
»Det er vist det, man kalder for en o.k. pæn morgen i Lillebælt, hva’?«
Jagten på frihed
De fleste af os drømmer om frihed. Det er det, tilværelsen handler om. At være fri. Men det er ikke let. Vi kæmper et helt liv med at finde frem til en mening med det hele. Nogle lykkes med opgaven, andre sejler på grund, og så er der dem, som først sent i livet opdager, at de skulle have grebet tingene anderledes an.
I løbet af det forsømte forår, som de fleste af os så småt begynder at lægge bag os, har mange mærket en ulmende trang til at lægge deres liv om. Eller i det mindste skrue på nogle af de knapper, der udgør det kom
TV-PROGRAMMERNE
god dag. Vi har det bare ikke så godt med almindelig hverdag alt for længe ad gangen. Jeg kender mange, som ikke bryder sig om, at livet bliver besværligt, og det er der intet galt i. Vi har det bare lige omvendt. For os er besværet det sjove, og kvaliteten af vores samliv stiger i takt med antallet af umulige projekter. I bund og grund er livet jo møgbesværligt, og hvis man tror det modsatte, ramler man let ind i en masse skuffelser.«
Han står lidt og tygger på ordene.
»Ja, jeg ved godt, det lyder som noget fra en Gajol-pakke,« siger han så.
»Men det er sgu sådan, vi har det.«
Mikkel Beha Erichsen tager et fast greb om roret og styrer rutineret det 69 år gamle redningsskib ind i lystbådehavnen i Middelfart. Nede på dækket er Marian Midé og sønnerne i gang med at gøre fortøjningsrebene klar, så de kan få ”Wallenberg” spændt fast til den fynske havnekaj. Om lidt skal de have skibets gummibåd løftet med kran ned i vandet, så de kan komme på tur med en lokal dykker, der har sagt ja til at vise dem nogle af Lillebælts smukke tangvægge.
»Hov, vi skal lige passe på, at vi ikke kommer til at ligge for tæt på det andet skib,« halvråber Mikkel Beha Erichsen oppe fra styrehuset og bliver straks afbrudt af sin 59årige hustru:
»Bare rolig, der er styr på sagerne.«
Altid boet billigt
De to mødte hinanden gennem fælles venner i Svendborg. Han turde ikke tale med hende, fordi hun var seks år ældre end ham. Og alt for lækker. Hun gad ikke at være kæreste med sådan én som ham, tænkte han. Men det gad hun godt.
De to tog ud at sejle og var skibumser i et par år, inden de kom hjem og lavede sønnen Emil Erichsen. Nogle år senere flyttede de fra deres billige toværelseslejlighed på Islands Brygge ud til Sydhavnen, hvor de lejede et stykke jord i en kolonihaveforening og byggede deres eget hus. Det var i 1990, længe inden den slags blev moderne. København var møgbeskidt, nedslidt og på randen af bankerot. Ingen orkede at bo derinde, og alle flygtede ud, så snart de kunne slippe af sted med det.
»Vi har altid boet så billigt som muligt, så vi ikke har været pisket til at skulle hive en stor pose penge hjem til husleje. Vi har altid villet have friheden til, at den ene af os kunne miste sit arbejde eller sige det op, hvis ikke man trivedes i det. I de perioder, hvor vi begge har haft arbejde, har vi brugt den ene løn til at rejse for. Eventyret starter med økonomisk frihed, og eftersom de færreste lige har 100 millioner på kontoen, er de fleste nødt til at prioritere og lave en helvedes masse fravalg,« siger Mikkel Beha Erichsen.
Når han er ude og holde foredrag, sker det næsten hver gang, at der kommer et par stykker op bagefter for at tale om, hvor fantastisk det må være at have så meget frihed i sit liv. De ville ønske, de kunne gøre det samme.
I mange år nøjedes Mikkel Beha Erichsen med at smile høfligt af ordene, men nu er han begyndt at sige til folk, at de selv kan få mere frihed ind i deres liv, hvis de virkelig ønsker det.
»Det handler om at prioritere. Vi har aldrig haft seks ens stole eller 12 tallerkner fra samme butik. Vi har aldrig boet i en dyr lejlig
»Vi har altid boet så billigt som muligt.« MIKKEL BEHA ERICHSEN, SKIPPER OG TV-VÆRT
kum sprøjtende op fra motorens propel. Det ligner en scene fra en amerikansk actionfilm. Højt over os står et par måger stille i vinden, og bagude forsvinder ”Wallenberg” og lystbådehavnen i Middelfart.
Efter et kvarters sejlads er vi fremme ved startstedet for dagens dyk. Mikkel Beha Erichsen slukker for motoren, larmen dør ud, og vi glider stille gennem vandet til lyden af fuglefløjt. Han peger ind mod land. På afstand ligner det en reklame fra en fjern tropeø. Med frodig skov, der går helt ned til vandet, kun adskilt af en smal stribe sandstrand.
»Jeg overnatter tit derinde mellem træerne, når jeg er rundt på Fyn for at holde foredrag. Jeg orker ikke at sove på et eller andet ligegyldigt hotel med en dødssyg morgenmadsbuffet. Jeg vil hellere sove på en madras i vores varevogn og så stå op til en ostemad i hånden og nyde den her udsigt,« siger Mikkel Beha Erichsen.
Kort efter forsvinder de fem dykkere ned under havoverfladen, og mens luftboblerne fra deres iltflasker simrer i overfladen, sejler Marian Midé gummibåden et par hundrede meter længere op ad Lillebælt for at være klar til at samle flokken op.
Nogle timer senere er dykkerholdet tilbage
dengang den ældste søn, Emil Erichsen, en aften kiggede alvorligt på ham og spurgte, hvad han manglede for at kunne sejle jorden rundt. Alene. Uden sine forældre. Det kan du allerede, svarede han sønnen. Uden at blinke.
»Jeg tror ikke på, at man kan forberede sig 100 pct. på alting. Indimellem er man nødt til at prøve sig frem og tage udfordringerne, som de kommer. Det er min erfaring, at de ting, man ikke mestrer på forhånd, dem lærer man undervejs. Nøjagtig som i livet.«
Året efter tog Emil Erichsen sin lillebror Theis Erichsen med om bord på familiens sejlskib, ”Havana”, og stak til søs. Tre år senere var de tilbage i Danmark efter at have krydset klodens store have. I storm og høje bølger. Men altid med forældrenes opbakning i ryggen. Som Emil Erichsen siger hen over en leverpostejmad i Middelfart syv år senere:
»Inden vi tog af sted, spurgte vores mor os, hvor lang tid vi ville sejle. ”To år,” svarede vi. ”Det er alt for lidt tid,” sagde hun. ”Det bliver for presset, hvis I skal nå hele vejen rundt og have tid til at nyde det ordentligt undervejs”.«
Født til frihed
I reportagejournalistikken taler man om fænomenet ”den meningsbærende detalje”. Det handler om at finde frem til de ting eller handlinger, der viser, at ens kilder gør, som de prædiker. At de forkromede ord ikke bare er varm luft. ”Walk the talk” kalder amerikanerne det. Man gør, som man siger.
Når Mikkel Beha Erichsen og resten af familien taler om, hvor lidt det materielle fylder i deres liv, behøver man bare at løfte blikket. Skibet er én lang bevisførelse for indholdet i ordene. Stakken af forskellige kopper, skårede tallerkner, gamle viskestykker, skæve gryder og slidte uldtæpper. Der er ingen Ilse Jacobsen- gummistøvler, ingen dyre stole i teaktræ på dækket eller armaturer i blankpoleret messing på det lille fælles
»Vi er begge vokset op med en stærk tro på, at man kan tage magten over sit eget liv.«
MIKKEL BEHA ERICHSEN, SKIPPER OG TV-VÆRT
toilet, hvor et tyndslidt håndklæde gør det ud for gardin.
»Det kommer så let til at lyde som en kliché, men hver gang man bruger en krone på noget, er der en krone mindre at søge friheden for, så der er ingen grund til at udskifte ting, som stadig fungerer,« siger Marian Midé.
Begge er vokset op i familier med en stor frihedstrang. Som søn af hippiekaptajnen Troels Kløvedal har Mikkel Beha Erichsen fået vævet det frie liv på havet ind i sig, fra han var helt lille. Det samme gælder for hende. Marian Midé er ligesom sin mand vokset op på havluft og høj bølgegang. Hendes far havde godt nok et helt almindeligt arbejde, men hver gang familien kunne hive et par sammenhængende dage ud af kalenderen, stak de til søs.
»Min mor var hjemmegående i mange år, men da mine søskende og jeg blev større, gik hun i lære som sejlmager, og da vi flyttede hjemmefra, solgte mine forældre deres hus i Fåborg og flyttede til Middelhavet for at bo på en båd. De sejlede hele foråret og sommeren med, og når efteråret satte ind, gik de i havn og brugte vinteren på at reparere andres sejl, så de kunne skrabe penge sammen til endnu en sæson på havet.«
Mikkel Beha Erichsen smiler af historien, selv om han har hørt den før. Så supplerer han:
»Vi er begge vokset op med en stærk tro på, at man kan tage magten over sit eget liv. Det er dybest set det, det hele handler om: at stå op om morgenen og eje sit eget liv.«
Mikkel Beha Erichsen er helt med på, at der er masser af steder i verden, hvor mennesker ikke kan tillade sig at tænke på den måde. Hvor det at leve ikke handler om at forløse sig selv og sit behov for frihed. Det handler om at få mad på bordet.
»Men herhjemme er vi så heldige, at mange af os faktisk har muligheden for at søge friheden. Selvfølgelig slæber nogle af os rundt på psykiske udfordringer, andre er fysisk syge, og nogle har et job, som er svært at komme fri af. Men det fratager os ikke retten til at tale om de muligheder, som mange almindelige lønmodtagere har, for at få lidt mere frihed ind i deres liv, hvis de virkelig ønsker det. De fleste danskere har navigationsmuligheder. De kan godt lægge 10 pct. af deres økonomi om. De kan købe en mindre bil, flytte ind i noget billigere, skære ned på tøjbudgettet eller noget helt fjerde.«
Og man behøver ikke at kunne skille en skibsmotor ad eller sejle et skib tværs over Atlanten for at komme tættere på friheden, siger Mikkel Beha Erichsen.
»Man kan spare op til en gammel autocamper, som man kan drøne op gennem Sverige i. Man kan samle fridage sammen og holde en ekstra lang sommerferie, smide en rygsæk på ryggen og vandre rundt i Europa. Man kan købe sig en brugt kajak eller låne en af naboen. Og hvis man ikke lige har mod på at sejle et skib, kan man altid tage en færge ud til en af de små øer og se noget nyt.«
Aftensol og kartoffelmadder
Dagen lakker så småt mod enden. Mikkel Beha Erichsen er tilbage i styrehuset. Med endnu en kop kaffe i hånden. Nede fra køkkenet kan man høre larmen fra aftenens madlavning. Alfred Erichsen er i gang med at lave chili con carne med de grøntsager, der trængte til at blive brugt.
Vi glider gennem et sølvfarvet Kattegat. Omringet af uldent aftenlys af den slags, der indfinder sig på vores breddegrader, når midsommer nærmer sig. Det er de lyse aftener, der gør Danmark særlig. Når man sejler omkring ækvator, forvandler højlys dag sig til kulsort aften på en halv time, fortæller Mikkel Beha Erichsen.
Ude i horisonten kan man skimte de første konturer af kartoffeløen Samsø. Kaptajnen slukker for motoren for at lytte til stilheden, inden skibet driver i havn. Larmen dør ud. Tak, tak, tak, tak, tak.
»Er det ikke fantastisk,« jubler han.
»Vi bor på en klode, hvor størstedelen af overfladen består af vand. Sejlturen giver en fordybelse i det himmelrum, som vi alle er placeret i sammen med Solen, Månen og stjernerne. Jeg tror sgu, det er godt for sjælen at drive rundt herude.«
Vi nærmer os indløbet til Ballen Havn. »Hvis vi lægger til ved styrbord, har vi aftensol på agterdækket i morgen,« råber Theis Erichsen nede fra stævnen.
Mikkel Beha Erichsen stikker hovedet ud ad styrehusets ene vindue:
»Det er det, vi gør. Så får vi aftensol og nyopgravede kartofler i morgen. Hvad mere kan man forlange af livet?«