Viognier i hele verden
Portræt af en druesort, der har rejst sig som en Fugl Fønix af asken.
Viognier var ved at dø. Lige ved. I 1965 kun otte hektar, i 1971 12 hektar i appellationen Condrieu og i den særlige selvstændige appellation inden for dette område, der hedder Château-grillet, producenten, der er sin egen appellation.
I dag er det beplantede areal næsten tyve gange større i Condrieu, som har haft vokseværk – paradoksalt nok takket være viognierdruens succes i den nye verden. Paradoksalt, fordi viognier-druen er tæt knyttet til dette område, hvor den får den nødvendige syre. Og syre er altid nødvendig i en vin, javel, men når vi taler om condrieu i særlig grad, for druen er i sig selv fed, eksotisk og rig, så den kræver stram styring.
Den amerikanske forfatter Jay Mcinerney, der senere blev vinskribent ved siden af, udnævner condrieu til sin yndlingsvin og siger et sted, at det er som at skulle forklare et haiku: »Jeg kunne også fortælle jer, at hvid fersken er min favoritfrugt, og at condrieu ofte smager af hvid fersken, skønt den ofte hælder mod abrikos.«
Men det er i lige så høj grad viognierdruen, han der beskriver.
Vinen fra John Alban er et klassisk eksempel på det, en ganske fed, olieret, rig sag, lige noget for husarerne, men også en vin med klassisk kvalitet. John Alban var førende blandt de såkaldte Rhône Rangers, der arbejder seriøst med Rhône-druerne i Californien, og hans vine er stedse ret fremragende.
Viognier på verdensrejse
Siden har druesortens succes bredt sig til næsten hele verden – heraf dagens rubrik. En vin fra Castilla Y Leon i Spanien overraskede mig positivt som så mange andre spanske hvidvine i disse år. Jeg tror, det er første gang, jeg har smagt viognier fra det område, men den er flot, mineralsk og rank.
Det er nyt, anderledes med det sydlige Frankrig, hvor druesorten længe har været anvendt, ikke mindst i prisbillige vine, hvor den tilfører masser af smag, frugtighed og sødme. Masser af bang for the buck. Kunsten er at bevare syren, som er sine qua non også her. Man kan så vælge at standse den malolaktiske gæring, som Rostaing i Condrieu gør det, en næsten arrogant måde at gribe den vin an på, men det passer også godt til mandens personlighed. Og det virker. Viognier får en helt anderledes mineralsk karakter og
FÅ VIN I ØRERNE
Lyt til podcasten
”Hvad drikker Lillelund?” på www.jp.dk/podcast