I den europæiske form for frihed indgår retten til ikke at være fornærmet
Det er med den spanske statskrise – omkring et rebelsk Catalonien, et korrupt kongehus og den stadig nærværende corona – som med sommervarmen. Temperaturen stiger ubønhørligt.
I Barcelona bærer stort set alle en ansigtsmaske. Epidemien har foreløbig kostet 13.000 cataloniere livet, ud af en befolkning på 7 mio. De regionale myndigheders krav om hurtige og omfattende lukninger blev indledningsvis saboteret af Madrid.
Katastrofen fulgte. Det spændte forhold mellem selvstændighedsfolkene i Catalonien og et imperialistisk agerende Spanien nærmer sig bristepunktet.
Det spanske kongepar forventes at besøge Catalonien mandag, formelt ganske kortvarigt og temmelig indholdsløst pga. af coronaen, reelt fordi nye meningsmålinger viser, at 69 pct. af de adspurgte ønsker en republik. Nyvalg til parlamentet i Barcelona ventes ud på efteråret. For første gang kan selvstændighedsblokken forvente at få over 50 pct. af stemmerne.
Madrid skærper uophørligt og uklogt situationen i Catalonien, der med egen kultur, egen historie og eget sprog har en så naturlig ret til selvbestemmelse som Sønderjylland i 1920. Ni prominente politikere afsoner domme på op til 13 års fængsel. Højesteret ventes i september at udrense præsident Quim Torra, fordi han nylig nægtede at fjerne et banner, udspændt over regeringssædet, med teksten ”Frihed for vore politiske fanger”.
I givet fald ventes hans efterfølger at blive Cataloniens tidligere præsident Carles Puigdemont, medlem af Europa-parlamentet og politisk flygtning i Belgien. Spanien begynder at ligne en fejlslagen stat.
En kritisk bog om Cuba, som jeg for fire år siden skrev til JyllandsPostens forlag, er netop udkommet på catalansk med et efterskrift, hvori jeg sammenligner fortidens spanske koloni, Cuba, med nutidens spanske koloni, Catalonien.
Det førte til flere avissamtaler i Barcelona samt længere ophold på catalansk radio og tv.
Et interview med Andreu Barnils, en af Cataloniens ledende journalister, blev først viderebragt på Twitter og Facebook, dernæst fjernet af Facebook under henvisning til, at det var hadsk.
Hvem, der kan have udvirket denne beslutning, vides ikke.
Hadsk tale er et kompliceret anliggende. Det rækker fra misbrug af enkeltpersoner til vor tolkning af en fælles, ofte kontroversiel historie. Er det hadsk at hævde, at Spanien som eneste Eu-land betjener sig af politiske fanger? At Catalonien har samme ret til selvstændighed som Irland, Norge, Finland, Ukraine, Hviderusland og de baltiske republikker? At vi uden en fredelig løsning på Den Iberiske Halvø risikerer et nyt Jugoslavien? I det kun delvist demokratiske Spanien, ja.
Ytringsfriheden skal håndteres omhyggeligt. Demagoger og populister forgifter vort demokrati. Andre bruger deres ytringsfrihed til ikke at ytre sig. Fint med mig. Atter andre ytrer sig i et sprog, der kan støde eller forarge, hvilket understreger et af den europæiske borgers vigtigste privilegier – retten til ikke at være fornærmet.
Er det hadsk at sige, at får vi ikke en fredelig løsning på Den Iberiske Halvø, risikerer vi et nyt Jugoslavien? I det kun delvis demokratiske Spanien, ja.
Misliebige magthavere forsøger i disse coronatider at beskære vore friheder. Der er brug for agtpågivenhed. I Spanien må bekymringen vedrøre en såkaldt socialistisk regering, som bremser nødvendige statsreformer, censurerer indirekte og holder hånden over et kongehus, hvis rolle er udspillet.