Ikke-se, ikke-høre og ikke-tale synes at herske i den kommunale ældrepleje over hele landet

Stakkels de gamle mennesker, som er underlagt et hjerteløst regime i ældreplejen, og stakkels de pårørende, som blot kan være hjælpeløse vidner til overgrebene. Eksemplerne har været mange igennem årene, det ene eksempel værre end det andet. Hver gang har det lydt, at det ikke måtte ske igen, og alligevel bliver der afsløret vanrøgt igen og igen på de danske plejehjem.

Årsagen hertil forekommer indlysende. Konsekvensløshed for medarbejdere og ledere, og ikkese, ikke-høre og ikke-tale synes at herske i det kommunale fra politikere og ned og er den direkte vej til en rådden arbejdskultur, hvor apati og ugidelighed kan få rodfæste.

Kommunalpolitikerne synes ofte fanget i en loyalitetskonflikt mellem borgeren og systemet, og man får indimellem indtryk af, at politikeren nærmere repræsenterer systemet over for borgeren end omvendt med det resultat, at der ikke bliver reageret på fejl og svigt.

Det er også lettere for politikeren at glide af på borgerens kritik end at præstere lydhørhed over for samme.

Han eller hun kunne jo i sidstnævnte tilfælde være tvunget til at reagere på kritikken og hermed risikere at skulle lægge sig ud med stærke medarbejdergrupper.

De kommunale politikere og forvaltningen skal ud i adskillige armslængders afstand af den praktiske borgernære opgaveløsning og vil herved komme ud af loyalitetsklemmen i forhold til medarbejdere og stærke fagforeninger.

Politikerne vil herefter alene være borgernes repræsentant og have frihed til at bedrive kommunalpolitik med borgeren som omdrejningspunkt. Helt indlysende skal lederen på det enkelte arbejdssted udstyres med omfattende ledelsesfrihed og et tilsvarende ledelsesansvar. Ledelsesfriheden vil tiltrække de rette mennesker, som har visionerne og lysten til at gøre en forskel. En effektiv og regelmæssig kontrolindsats skal medvirke til, at der også bliver leveret på opgaven.

Som det er nu, forsøger kommunerne med detailstyring at kompensere for dårlig ledelse på plejehjemmene, en detailstyring, som helt indlysende er dømt til at mislykkes, da den ikke følges op af et helhjertet tilsyn.

Borgeren, som det hele jo handler om, skal have langt flere muligheder for at kunne vælge noget andet end det kommunale, og der er brug for, at der etableres langt flere selvejende og private plejehjem. Den øgede konkurrence vil alt andet lige også drive kvaliteten op i det kommunale.

Politikerne skulle måske ligefrem gå skridtet videre og uddelegere ledelsen af samtlige plejehjem til eksterne leverandører.

Den kommunale forvaltning vil herefter i forhold til plejehjemmene alene skulle omfatte et effektivt kontrolapparat samt den overordnede administrative ledelse.

Dette vil selvfølgelig ikke passe fagforeningerne, som vil få begrænset deres magt, men deres fokus bør i stedet være på medlemmerne.

Det store sygefravær på de kommunale plejehjem må jo afspejle et dårligt arbejdsmiljø. En dårlig ledelse og usund arbejdskultur udsulter arbejdsglæden og må selvfølgelig resultere i et stort fravær.

BODIL VESTERGAARD PEDERSEN cand.theol. og advokatsekretær, Brønderslev

Fagforeningerne vil også varetage deres medlemmers interesser ved at medvirke til, at de få brodne kar bliver lempet ud af ældreplejen.

På et selvejende eller privat plejehjem vil disse uheldige elementer, som ødelægger det for de mange, helt naturligt ryge ud, med eller uden fagforeningernes hjælp.

Politikerne skulle måske ligefrem gå skridtet videre og uddelegere ledelsen af samtlige plejehjem til eksterne leverandører.