Kina sætter dagsordenen, mens Vestens magt svinder mere ind

Tak til Jette Elbæk Maressa for i JP 14/7 at bibringe læserne kendskab til en debat i FN’S Menneskerettighedssråd om Kina og Hongkong – som viste flere tilhængere af kinesisk politik over for Hongkong end omvendt. Der var dog tale om en debat, hvori også lande, som ikke er medlem af rådet, deltog. Og halvdelen af FN’S medlemslande deltog slet ikke i den politiske slagudveksling.

Men uanset at forløbet i rådet bør tolkes med forsigtighed, står det klart, at den kinesiske regering har rigtig mange politiske støtter verden over. Det skyldes ikke nødvendigvis, at disse lande er enige med Kina, men at Kina fører en ihærdig politik for at få politiske venner – og bruger sit økonomiske engagement som løftestang og også som afpresning.

Kinas stærke stilling skal dog ses i lyset af, at ”den anden side” med Danmark og ligesindede vestlige lande ikke som tidligere kan sætte den globale dagsorden. USA trak sig for to år siden ud af FN’S

Menneskerettighedsråd og svækkede dermed egen indflydelse. Dertil kommer, at USA aktuelt handler uforudsigeligt.

Den europæiske stemme er også svag for tiden. Den fælleseuropæiske koordination i EU er både svækket af Storbritanniens farvel og af, at lederne i især Ungarn og Polen nærmest er imod retsprincipper og menneskerettigheder.

Vestens holdninger til Israels planer om en folkeretsstridig annektering af en tredjedel af Vestbredden tærer også på den globale troværdighed. USA har direkte tilskyndet Israel til at ignorere palæstinensernes rettigheder og FN’S Sikkerhedsråds opskrift på en tostatsløsning. Andre vestlige lande, herunder Danmark, vil gerne sige ”fy” til Israel, men ellers ikke forsvare de folkeretlige principper.

De politiske trakasserier til trods bliver der fortsat lavet meget godt arbejde i FN’S Menneskerettighedsråd. Sekretariatet og de særlige rapportører følger og beskriver brud på menneskerettighederne, også de kinesiske i Hongkong. Upr-processen, hvor alle lande med mellemrum kommer under den menneskeretlige lup, kører som planlagt. Der bliver taget nye initiativer for at sikre menneskerettighederne i en digital verden og for yderligere at forpligtige store virksomheder i arbejdet for menneskerettighederne.

På den lange bane vil det svække menneskerettighederne som universel værdi, hvis ikke de primære støtter får hanket op i sig selv og yder en mere koordineret indsats i f.eks. FN’S Menneskerettighedsråd. Det kræver også, at civilsamfundene, herunder pressen som en vigtig vogter af ytringsfrihed, bliver mere insisterende. Jeg tager udgangspunkt i, at ingen borgere i verden ønsker at være sat uden for indflydelse. Men det kræver, at de har en alternativ mulighed – vel at mærke et alternativ, der har både civile og sociale rettigheder på dagsordenen.