Føjer vi minoriteternes tyranni?

Da kulturjournalist ved Politiken, Lucia Odoom, i sidste uge klagede over, at avisen har alt for få afrikanere ansat, var ikke et øje tørt på Rådhuspladsen.

»Jeg går ind på en arbejdsplads hver dag, hvor jeg er den eneste minoritet«, udtalte hun fra trappen i Politikens Hus, idet hun understregede: »Afrikanske danskere betaler også skat og medielicens, men de er ikke repræsenteret i medierne«.

Klagen gjaldt dog ikke hvide sydafrikanere. Det var sjovt nok en anden hudfarve, hun efterlyste.

Lucia Odoom blev straks mødt af forståelse og klapsalver fra ledelsen. Koncerndirektøren lagde sig fladt ned og beklagede på sit klæbrige twitterdansk: »Jeg forstår godt, at @Odoom protesterer. Og er taknemmelig for, at hun har modet og viljen til at råbe op. Vores ringe diversitet er en ren tilståelsessag.« Taknemmelig, ligefrem?

Avisens kulturredaktør fik også våde øjne og erklærede, at hverken Politiken eller andre danske medier lever op til deres samfundsansvar. Med den tilføjelse blev anklagen skærpet til at gælde alle medier. Hvad mon kulturredaktøren baserer det på? Det ved hun formentlig ikke engang selv. Til gengæld kan vi regne med, at den næste journalist, der ansættes på Politiken, får jobbet på grund af sin hudfarve.

Det er en bizar tid, vi lever i. Ingen vil længere være, hvad de er. Skoler vil ikke være skoler, universiteter ikke universiteter, mænd ikke mænd, kvinder ikke kvinder, aviser ikke aviser. Alle ønsker i stedet at tilfredsstille de mange få, formentlig for at fremstå tolerant og bevare magten lidt endnu.

Som forkælede børn råber minoriteternes narcissistiske talerør op og klager over systemisk diskrimination og racisme, og straks viger voksne, som ikke vil være deres opgave voksen, tilbage af frygt for at blive opfattet som levn fra fortiden. Resultatet er, at minoriteterne ruller henover alting.

Majoriteten tør ikke længere være majoritet; jorden skrider, centrum er væk. Snart er det sidste almene hensyn erstattet af sitrende singulariteter, som skriger på ufortjent anerkendelse.

Hvis mindretallenes forurettede stemmer gad interessere sig for det samfund, de er født eller bor i – eller er tilvandret til – ville de vide, at der for eksempel ikke er ret mange afrikanere i Danmark, heller ikke inden for fag som teoretisk fysik, lingvistik eller på journalistuddannelsen. Det kunne eventuelt betyde noget for den statistiske repræsentation, selv på Politiken.

Jeg er naturligvis helt på det rene med, at demografien forskyder sig hastigt i vores del af verden i disse år, men her er det som bekendt Stormellemøsten, som tager teten.

Samtidig kan man konstatere, at anklagerne om uretfærdighed sjældent kommer fra asiater, sydamerikanere eller østeuropæere i Danmark. Hvorfor? Fordi disse grupper enten er integreret i Danmark eller har travlt med at blive det, godt hjulpet på vej af deres kulturbaggrund, som gør det nemmere for dem at kravle over de lokale barrierer på arbejdsmarkedet og i samfundet generelt.

Minoriteternes aktivistiske bannerførere fra Stormellemøsten, Afrika – eller fra amerikanske universiteter – har tydeligvis travlt med noget helt andet. De vil lave Danmark om. Det vil sige: Sådan formulerer de naturligvis aldrig selv deres mission. I stedet efterlyser de større mangfoldighed eller – endnu mere luftigt – at der skal være højere til loftet.

Disse politisk korrekte floskler slører den ubekvemme sandhed, at mere diversitet betyder mere indvandring og mere positiv særbehandling. Det første har desværre vist sig at være en tiltagende trussel mod både national- og velfærdsstater fra Sveriges nordspids til Italiens sydspids. Sidstnævnte er en hån mod ethvert meritokrati, der stræber efter at være netop det.

Snart er det sidste almene hensyn erstattet af sitrende singulariteter, som skriger på ufortjent anerkendelse.

UDVALGT AF MIKAEL JALVING

Hvis der findes strukturel racisme i dag, er den rettet mod hvide personer, som får at vide, at de er ansvarlige for al verdens ondskab. CAROL M. SWAIN, AMERIKANSK POLITISK KOMMENTATOR.

SET PÅ GATESTONE.COM

Det er med andre ord en meget alvorlig værdikamp, vi befinder os i. Giver vi efter ligesom Politiken – eller har vi nosser til at bekæmpe minoriteternes tyranni? Det er spørgsmålet, som efterhånden rejses hver eneste dag, uanset om det skyldes en forkælet journalist i København, en vandalisering af et historisk mindesmærke eller en strid om, hvad en flødeis med chokoladeovertræk overhovedet må hedde.

Der var engang, hvor vi morede os over den politiske korrekthed og troede, at den ville fordufte som lattergas og ikke havde fantasi til at forestille os, hvor grassat den ville gå. Nu er morskaben ovre.

Det er alvor – lige midt i sommerferien. Nyd den, men kom så tilbage og kæmp for, hvad du har kært.

Jeg synes, at Hansens Is skulle lave et produkt, som hed en Kæmpeidiot. Held og lykke med at blive krænket over det.

KRISTIAN DITLEV JENSEN, FORFATTER. SET PÅ FACEBOOK

Med religionsfriheden som skjold fører Islamisk Trossamfund den politiske og ideologiske del af islam ind i vores samfund.

PERNILLE VERMUND, MF (NB). I NYHEDSBREV