Bliver vi aldrig klogere?
Danskerne slap ret billigt fra forårets coronakrise i forhold til mange andre lande, og det er, som om vi nærmest har fortrængt det faktum, at virus stadig er her. Vi burde nok lige tjekke, hvordan det gik med den spanske syge for 100 år siden.
Sommeren 2020 er sommerferien, vi aldrig vil glemme. Den ene kedelige vejrrekord efter den anden bliver sat, og det er, som om selv vejrguderne har set sig sure på os danskere og ondskabsfuldt vil straffe os, som skal holde ferie hjemme, lidt ekstra med en af de koldeste juli måneder nogensinde målt og forbløffende få solskinstimer.
Samtidig har coronakrisen dømt festivaller og nattelivet til en ufrivillig tornerosesøvn, som uvægerligt resulterer i, at festerne buldrer løs i villakvarterer og flytter ud på sommerhusenes idylliske naturgrunde. Den danske natur skal pludselig rumme os alle, og ikke alle er enige om færdselsreglerne i sommerlandet.
Coronakrisen har vendt op og ned på det, vi troede, vi kendte; hverdagen blev sat på pause, og selv om smittetallene fra Danmark nu nærmest virker fredelige, så sætter Indien, USA og Brasilien dagligt uhyggelige rekorder i antal smittede. Men det er nok de færreste, som for alvor er bekymret over, hvad der udspiller sig af katastrofer på andre kontinenter, så længe vi igen føler os trygge i lille Danmark.
Efter et forsømt forår med nedlukning, social afstand og samfundssind virker det, som om at danskerne kaster sig ud i sommerferien fast besluttet på at indhente det forsømte og for længst har glemt, at coronaepidemien nogensinde har været en reel trussel i Danmark. Vi husker måske håndspritten og mundbind, når vi skal handle ved grænsen, men ellers ser det ud til, at vi har glemt alt om afstand og sygdom.
Men i det danske sommerland lurer faren stadig konstant bag turisterne i kø ved kulørte iskiosker, indbydende feriecentre og populære kystbyer.
Selv om det er de unge, som oftest får skylden for at skrue op for musikken og ned for sikkerheden i den iskolde sommernat og feste hæmningsløst, så er det veletablerede bedsteborgerskab ikke meget bedre, når det stimler sammen i dets hundedyre køretøjer i det vidunderlige Skagen til endeløse middage med rosé og skaldyrsbuffet på Ruths Hotel, mens københavnerne forlader stenbroen og overrender Tisvildeleje i Nordsjælland, som var det en græsk kyststrækning.
De mange måneders nedlukning har kostet på den sociale konto, og i takt med at regeringen åbner samfundet gradvist op, så er danskerne strømmet ud i sommerlandet for at smage lidt af friheden igen, og det kan man ikke fortænke nogen i. Livet går videre efter corona, men problemet er bare, at vi ikke er ”efter corona”fasen endnu.
Bare kald mig pessimist, men belært af historiens utallige epidemier så er jeg ikke i tvivl om, at coronaepidemien gæster os igen i form af anden bølge til efteråret.
Ser vi på den sidste store influenzaepidemi i 1918-20, kaldet den spanske syge, så ramte anden bølge i sensommeren og om efteråret, da byer og lande langsomt åbnede op for samfundet igen. Man var kørt træt af den første nedluknings konsekvenser og ville sætte skub i økonomien igen ved at ophæve restriktioner – til trods for, at sygdommen stadig var i befolkningen.
Resultatet var mange millioner dødsfald til følge. I alt døde minimum 50 millioner mennesker på verdensplan. Den spanske syge var langt mere dødelig end covid-19, men alligevel er der mange sammenfald, vi kan tage ved lære af.
Jeg er ikke i tvivl om,
at de danske myndigheder har de historiske tal i baghovedet (eller det håber jeg, de har), når de skridt for skridt har åbnet samfundet op igen. Men hvad med den almindelige dansker? Næppe. Det forsømte forår har man lagt bag sig og kastet sig ud i sommerens mange glæder.
Men det bliver uden den sure arkæolog indtil videre. Jeg foretrækker stadig at bevæge mig ud i det danske kulturlandskab langt væk fra sommerens hotspots.
Bevæbnet med eftertænksomhed og en flaske jævn rosé købt i den lokale Brugsen vil jeg søge ud i det danske kulturlandskab, finde mig en fornuftig, ældgammel og komfortabel gravhøj, hvor jeg med en sær foruroligende fornemmelse af, at det kan gå helt galt lige om lidt, vil sidde og reflektere over, hvor ukuelige optimister vi mennesker er – og hvor hurtigt vi glemmer.
(f. 1978) Museumsinspektør, Nationalmuseet, bosiddende i Horsens. Mag.art. i forhistorisk arkæologi. Medvirkede i den store tv-serie om Danmarks historie på DR Forfatter til flere bøger, senest ”Viking. Ran, ild og sværd” (2019).
De andre medlemmer af Weekendpanelet: