»Jeg hører ikke til dem, der håber, at alt bliver som før«
Vi har levet i en verden på speed. Med et uhæmmet og usundt forbrug på alle planer. Det stak coronakrisen en effektiv kæp i hjulet på. Ikke mindst takket være politikernes påbud og forbud. Og måske er det vejen til en bedre verden, siger den prisbelønnede norske forfatter Tomas Espedal.
at bier og blomster, fugle og træer er vigtige. Som siger nej til, at man kan flyve til London for et par hundrede kroner. Mennesket kan ikke administrere den absolutte frihed. Det er derfor, systemet og fællesskabet skal tage over. Se, hvordan coronakrisen er gået i USA, som jo er meget lidt fællesskabsorienteret. Alt sejler. Vi er dybt afhængige af hinanden. «
Se, smag og duft naturen
Tomas Espedal taler for, at vi skal vænne os til mindre af alt. Han er helt med på, at mange små og store bedrifter går konkurs, hvis vi lægger livet om i vores del af verden. Rejsebranchen kæmper allerede, det samme gør hotelbranchen og flybranchen. Og han har stor medfølelse med alle disse mennesker, som vil miste deres job.
»Men hvad er disse bedrifter bygget på? De servicerer en verden på speed. På et tidspunkt kommer vi til at stoppe med at hive olie op, og det vil selvfølgelig også koste en masse arbejdspladser. Vi skal ikke beholde flybranchen og krydstogtsbranchen, fordi det er synd for de ansatte. Vi må kunne omdefinere disse job til noget bedre og mere meningsfuldt. Og så skal vi i vores del af verden acceptere at gå ned i materiel standard.«
Budskabet er klart. Man behøver ikke at flyve til Thailand eller sejle til Barcelona på et krydstogtsskib for at opleve verden. Det er nok at tage bussen til Møns Klint eller cykle en tur i Mols Bjerge.
»Heroppe i Nordlandet, hvor jeg befinder mig lige nu, er den store rejse at gå ud ad døren og ned til købmanden for at købe dagens avis. På min tur kommer jeg forbi vandet, og den ene dag blæser de mørke skyer hen over himlen, og træerne bøjer sig i vinden. Den næste dag skinner solen, og varmen lægger sig på kroppen.«
Den lille verden er enorm, når først man får øje på den, siger den norske forfatter. Af samme grund gør de billeder fra Oslos cafékvarterer, han ser i fjernsynet i disse uger, ham også nedslået.
»I det sekund restriktionerne blev ophævet, væltede folk ud og krævede at få deres gamle liv tilbage. Som om de ingenting havde lært. Hvad længes de efter? Jeg forstår det ikke.«
Når støjen lægger sig, vender fuglene tilbage, fiskene svømmer frit igen, og luften bliver renere. Pludselig kan man se, smage og dufte naturen.
»Man får mulighed for at få et roligere liv. Man får plads til at stille sig selv tilværelsens vigtige spørgsmål: Hvem er jeg? Hvad vil jeg bruge mit liv til? Jeg tror, det er sværere at få ro til at spørge sig selv om den slags, når man sidder på et krydstogtskib på vej til Bergen.«
TANKER I EN KRISETID
Frihed, fællesskab og corona.
2020 står i coronakrisens tegn.virussen har medført sygdom, død og økonomisk ruin over hele verden.
Men den har også fået mange af os til at tænke mere over vores eksistens og både det nære og det store samfund, vi er en del af.
I en interviewserie taler Jyllands-posten med markante internationale og danske personligheder om deres tanker under krisen.