Fodboldkampen, der blev udråbt som en virusbombe
Fans fra Atalanta i Bergamo og fra Valencia i Spanien havde glædet sig til kampen i Champions League mellem klubberne. Men i dagene efter kampen i Milano brød coronavirussen for alvor ud i Norditalien og i Spanien.
Der bliver hurtigt bestilt to Estrella-øl. Og ikke så længe efter to til. Storskærmene er tændt i det varme lokale, hvor den sædvanlige aircondition ikke virker, og hvor de fleste helst sidder udenfor langs den pompøse Avenida de Blasco Ibanez i Valencia med udsigt til kvarterets adskillige højhuse.
Men ikke de to venner Javier Lopez og Cristian Riera.
Iført den lokale klubs spillertrøjer har de sat sig på El Rincons kongepladser, så de har bedst mulig udsigt til lokalets to skærme. Et par hundrede meter væk løber spillerne fra Valencia CF på banen på det legendariske og snart 100 år gamle stadion Mestalla.
Normalt ville de to venner sidde her på tribunen, Curvanord, hvor hjemmeholdets mest fanatiske fans som regel gør ”katedralen”, som de kalder den, uindtagelig for udehold.
Men aftenkampen i den bedste spanske fodboldrække mod Real Valladolid er de tvunget til at se i fjernsynet.
For snart fem måneder siden tog Javier Lopez og Cristian Riera et billigt middagsfly til Milano i Italien for at se Valencias ottendedelsfinale i Champions League mod Atalanta fra Bergamo.
Siden den kamp har intet været det samme.
Kampdag i Milano
Onsdag den 19. februar 2020 summede pladsen foran Milanos majestætiske domkirke af forventningsfulde fodboldfans fra både Bergamo og Valencia. Stemningen var god, der blev diskuteret fodbold, krammet og taget fotos, hvor de to holds tilhængere stod med armene om hinandens skuldre.
Tilhængerne fra Valencia havde et par gange før prøvet at se favoritklubben nå langt i Champions League. For tilbederne af Atalanta var det første gang, de skulle se ”gudindeholdet”, som mandskabet kaldes, spille en kamp så langt fremme i den fineste af de europæiske fodboldturneringer.
Kampen var henlagt til det store San Sirostadion i det vestlige Milano. Det lokale stadion i Bergamo 55 km væk var for lille til at rumme de 45.792 fans, der havde billet til opgøret. Fra Valencia havde ca. 2.500 fans taget turen med billigfly, i busser og i biler.
Dagen huskes stadig knivskarpt både i Valencia og i Bergamo.
For Augusto Vezzoli var det en drømmekamp. Intet mindre.
Han sidder i sin velassorterede vinbutik i Bellusco mellem Bergamo og Milano og mindes tydeligt den 19. februar, da han mødtes med de andre Atalanta-fans for at tage bussen til Milano. En ottendedelsfinale i Champions League var mere, end han nogen sinde havde drømt om, for – som han konstaterer – Atalanta har aldrig vundet noget.
»Vi var så mange, at vores busser blokerede trafikken på motorvejen. Det var som en kø på en varm sommerdag, når alle vil til stranden. Det tog to timer at komme frem, overalt var der Atalanta-busser,« fortæller Augusto Vezzoli.
Normalt ser han Atalantas kampe på tv, men det her var så stort, at han bare måtte af sted. Foran det store San Siro-stadion følte Augusto Vezzoli sig som en lille brik i et spil, der var større end ham selv. Da Champions League-hymnen lød, havde han gåsehud, husker han og bliver tydeligt berørt her fem måneder senere. ”Gudinden” var flyvende: Atalanta lammetævede storholdet fra Valencia. 4-1.
»Tænk sig, i fremtiden kan vi fortælle vores
mødtes for at se kampen sammen.
»Desværre var det ikke noget, vi kunne vide på forhånd. Vi vidste ikke, at virussen allerede var iblandt os,« lød det fra borgmesteren.
Valencia: frygt for kræftsyg far
I Valencia fik mange et chok fem dage efter kampen.
Den i Spanien kendte fodboldjournalist Kike Mateu, der var på arbejde på San Siro, fik det skidt om mandagen den 24. februar. Han hostede og havde feber. Da der var begyndt at blive meldt om coronatilfælde i Norditalien, blev han testet. Prøven var positiv.
Kike Mateu blev i første omgang udråbt til at være Valencias patient zero, den første covid-19-patient i den spanske millionby. Siden har man konstateret, at en mand i 60’erne fra Valencia døde som følge af coronavirussen få dage før kampen i Milano, så smitten var allerede i byen. Men det anede offentligheden ikke på det tidspunkt.
Vennerne Christian Riera og Javier Lopez hørte mere og mere om coronavirussen, da de kom hjem til Valencia. Og at den nu var i deres hjemby skræmte dem.
»Der gik kun nogle få dage, så hørte vi om den første, der var blevet syg. Så én til, så én til. Det lød meget mærkeligt, og det var virkelig ikke sjovt, da medierne begyndte at tale om, at kampen kunne have været med til at sprede smitten. Jeg blev virkelig bekymret for, om jeg selv havde smittet andre – f.eks. i min familie,« siger Christian Riera.
Samme følelse sad Javier Lopez med:
»Min far er syg af kræft, så jeg var virkelig bange for at være smittet og så have smittet ham,« siger han.
Udbruddet i Bergamo
I Lombardiet, hvor Bergamo ligger, har coronaepidemien siden kostet over 16.000 mennesker livet – heraf flere end 6.000 alene i Bergamo. Knap 100.000 har været smittet. For mange europæere var det billeder fra den norditalienske by, hvor militærlastbiler fragtede lig væk fra hospitalerne, der for alvor fik deres øjne op for, at pandemien havde slået til i Europa.
I Valencia har det ikke været lige så slemt. I byen, der i runde tal er på størrelse med København, har knap 12.000 haft covid-19, ca. 1.500 personer er døde.
Heller ikke de to klubber er gået fri. Midt i marts fortalte Valencia, at ca. en tredjedel af spillertruppen og staben omkring holdet var smittet, og op til returopgøret i Valencia blev Bergamos træner, Gian Piero Gasperini, sløj.
Selv om han havde alle symptomer – og senere blev testet positiv – stod han alligevel på sidelinjen, da returopgøret i Valencia skulle spilles den 10. marts.
Smitten var begyndt at sprede sig i Spanien, og det blev besluttet at spille kampen uden tilskuere. Alligevel stod tusindvis af fans tæt sammen på gaderne foran fodboldstadionet Mestalla, da hjemmeholdets bus kom kørende til kampen.
På trods af at det var besluttet, at der ikke måtte lukkes tilskuere ind til kampen, var der fest i byen ved Middelhavet, der er Spaniens tredjestørste. I den martsuge fejrede Valencia den årlige Fallas-festival, et karneval, der tiltrækker store menneskemængder på pladser og gader, og omkring 5.000 tog de få hundrede meter fra Valencias centrum til stadionområdet inden kampen.
I Valencia glemmer de alt andet
Spanien lukkede ned fire dage senere, den 14. marts.
Siden har de passionerede fans været forment adgang til klubbens hjemmekampe.
Det er derfor, at Javier Lopez og Cristian Riera er henvist til at følge holdet, de har haft sæsonkort til at følge i årevis, på en bar i nærheden. De kan ikke længere synge med på klub-pasodoblen, ”Amunt Valencia”, når deres helte indtager ”katedralen.”
Deres liv, hvor fankulturen og det at følge holdet fylder så meget, har ændret sig.
De taler i munden på hinanden, for det er vigtigt for de to venner at forklare, hvad fankulturen betyder for dem.
»Der er intet, der bliver som før coronakrisen. Når Mestalla på et tidspunkt åbner for tilskuere, bliver det måske kun halvdelen af os, der får lov til at komme derind. Vi kan ikke være så mange på stadion som før, så meget af den intensitet, der er, den går tabt. I hvert fald for nu. Der er mange, der gerne vil ind, som ikke får lov til at komme ind. Og så er der mange, der bliver væk, f.eks. min far, der har kræft, og som ikke tør komme der mere,« siger Javier Lopez, mens Cristian Riera mener, at den manglende tilskueropbakning har haft en stor betydning for Valencias elendige resultater siden Champions Leaguematchen.
»Vi er svære at slå på Mestalla. Vi har kun tabt en kamp i et helt år, og fansene er berømte for at skabe en stemning, der skræmmer udeholdene. Det er ikke som i Barcelona og Real Madrid, hvor de fleste fans bare er turister,« siger han med en vis hån i stemmen.
Og selv om de begge har familie og jobs, er der én bestemt ting, de især savner ved at være til stede på Mestallas nordtribune: Når man sidder blandt tusinder af lige så lidenskabelige fans, så glemmer man alt andet i sit liv.
Der mangler noget i Valencia
Lige over for Mestalla ligger fortovscaféen Cerveceria Aficion, hvor klubbens øverste ledelse hver formiddag mødes til en kop kaffe. Den har udsigt til stadionfacadens store fotostater af klubkoryfæer som argentineren Mario Kempes og spanieren David Albelda, der spillede i klubben i 18 år.
Klubbens pressechef giver Jyllands-posten en eksklusiv, kort adgang til det ellers hermetisk lukkede stadion, så avisen kan få fornemmelsen af tomheden. Inde på det let slidte stadion hører man kun en fugleflok, der har forvildet sig ind mellem de tomme tribuner.
På fortovscaféen sidder også journalisten Paco Polit, der har fulgt Valencia i tykt og tyndt siden 1989. Han undrer sig i dag over, at klubbens fans ikke fik noget at vide om faren for coronavirussen, hvis de tog til Italien. Som journalist kunne han se, at klubben tog visse forholdsregler for spillerne og trænerstaben op til kampen – bl.a. var det svært at få direkte interviews med spillerne, som man plejer, og journalisterne skulle holde afstand. Men klubbens bekymring for coronavirussen før kampen i Milano nåede aldrig de mange Valencia-fans.
Og i dag ser han en by, hvor en del af den passionerede fodboldkultur er væk.
»Der er helt dødt omkring fansene og omkring stadion. Normalt ser man tusindvis af mennesker i de her gader op til kampene. Byen er ikke den samme. Der mangler noget. Der er så meget tradition og engageret fankultur omkring fodbold her i byen, som er væk, fordi fansene sidder derhjemme eller på barer og ser kampene. Det går jo heller ikke ligefrem godt for holdet …,« siger Paco Polit.
Han forklarer, at fankulturen i Valencia er langt stærkere end i f.eks. Barcelona eller Madrid. For mange rangerer klubben på højde med selve livet.
Og at klubbens fans i begyndelsen sagtens kunne forstå, at de ikke kunne komme til fodbold, men nu begynder de at stille spørgsmål: Får vi vores penge tilbage for årskort, hvem skal have adgang til stadion næste år, hvis Mestalla kun må være halvt fyldt? Spørgsmål, klubben endnu ikke har svaret på.
»Der er kun to sikre ting i livet: at solen går op i øst, og at Valencia-fans brokker sig over et eller andet,« siger han.
Men heldigvis, siger han, kan de lukke stadion ned i fem år.
»Når den sjette sæson begynder, vil passionen og kærligheden til klubben stadig være der,« siger Paco Polit.
Og selv om han ikke vil pege fingre ad nogen, for det var umuligt at forudsige, at kampen i Milano i februar ville blive udråbt som en virusbombe, mener han alligevel, at de italienske myndigheder ikke skulle have tilladt, at den blev spillet.
Det er holdningen i Valencia, der jo tabte ottendedelsfinalerne med et brag.
Den danske spiller i Valencia, Daniel Wass, har efter de to kampe i avisen Il Messaggero
anklaget Atalanta for at have spredt virus til Spanien.
»Det er uforståeligt, at der blev givet lov til at spille denne kamp. Mange af vores spillere blev syge, og spanierne tog virus med tilbage til Spanien.«
Match Zero
Sådan ser Atalantas fans ikke helt på situationen. Da Jyllands-posten i deres Facebookgruppe efterlyser tilskuere til kampen, vælter det ind med kommentarer fra fans, som afviser en sammenhæng mellem kampen og corona:
»Jeg var på San Siro sammen med 24 venner, ingen har haft nogen problemer med covid-19. Lad være med at tro på alt, hvad der siges,« skriver Giliola Bastistin.
Synspunktet bakkes op af flere, som kalder påstanden om, at fodboldkampen skulle være årsag til spredning af virus, for rent vrøvl. En mener, at det var Valencias fans, som tog virus med til Italien.
»Jeg var til stede sammen med min søn, vi mærkede ikke noget, spørg dem fra Valencia. Som jeg ser det, er det dem, som tog virus med,« mener Fiorenzo Danelli.
Ingen kan med sikkerhed sige, hvor stor betydning kampen havde for smittespredningen i Lombardiet og i Valencia-regionen.
Under alle omstændigheder vil kampen i Milano gå over i historien. Fra Valencia ses den som kampen, der var med til at sprede coronasmitten i middelhavsbyen. Fra Atalantas side vil den blive set som gudekampen, der sendte holdet i Champions Leagues kvartfinaler. For udenforstående vil den – med henvisning til smitterisikoen – for altid være kendt som Match Zero.
ATALANTA – VALENCIA
19. februar: 23. februar: Den første covid-19patient konstateres i Bergamo.
24. februar: Det første covid-19udbrud mener man i første omgang er konstateret i Valencia. Det rettes siden til begyndelsen af februar.
I hvor Bergamo ligger, har coronaepidemien kostet flere end 16.000 mennesker livet. Heraf ca. 6.000 alene i Bergamo. Knap 100.000 har været smittet.
I har man konstateret ca. 12.000 covid-19tilfælde. Ca. 1.500 er døde.
I hele har der været konstateret ca. 244.000 covid-19smittede. Ca. 35.000 er døde.
regionen Lombardiet,
Valencia-regionen
Italien
Spanien
I hele har der været konstateret ca. 257.000 covid-19smittede. Ca. 28.500 er døde.