DU DANSKE SOMMER
Selvom grænserne igen er åbne, holder langt flere danskere end normalt sommerferien i Danmark. Jyllands-posten drager igennem seks uger rundt i landet for at fortælle historier fra den første sommer, efter at coronaen ramte. Noget er aflyst. Noget er nytænkt. Og noget er præcis, som det plejer at være.
Man taler om Udkantsdanmark, man taler om Vandkantsdanmark, dette sted er begge dele. For så vidt som man sidder på landets alleryderste spids omgivet af to vande, der mødes her og gør det farligt at bade. Og fristende, der er altid nogen, der skal prøve alligevel.
Som lovlydig bedsteborger kan man i stedet finde ro i en skål med rejer. De er gode heroppe, også på restaurant De 2 Have, der med sin placering på toppen af Danmark har muligvis landets bedste beliggenhed. Muligvis. I hvert fald havde man, da Nordjylland for nogle år siden skulle promovere sig som gastronomisk destination, valgt dette som et af stederne, der viste sig frem, og måltidet dengang indledtes med en tur i Sandormen ud mod Grenen med små indlagte pitstop, hvor en tjener stod på med en runde snacks – typisk gjort på ultralokale råvarer fra selve stranden. Passagererne mæskede sig, kulminerende, naturligvis, med masser af champagne helt ude på spidsen.
Blæret, men hvis man ikke må blære sig med dette her, hvad må man egentlig så?
Og vejret. Det tæller med …
De 2 Have er både en restaurant og en café. Man ankommer via den store parkeringsplads ved Grenen, parkerende bilister bør være opmærksomme på de meget skiftende parkeringsregler. Det var gratis på dagen, så vi slap for problemer.
Vejret var nogenlunde nådigt, om end vores meget søde tjener med en vis henrykkelse kunne fortælle, hvor flot det havde været i går. Sådan er det altid. Det var nu stadig godt, flot var det at sidde her og se på de store skibe derude – idet man sender en medlidende tanke til turistbyen Skagen, der går glip af store indtægter fra krydstogtskibe, der naturligvis ikke kommer denne sommer – og hvornår mon igen?
Nu skal man leve af danskerne, og dem var der da også pænt mange af denne fridag, især børnefamilier, som tydeligvis er velkomne her, og som finder klassiske numre på børnemenuen.
Del og pil selv
Det var oplagt at dele de første retter. Vi delte et halvt dusin østers (229 kr.), som vi med et vist besvær fik oplyst som værende hollandske. Hvorfor dog det? De var ret store og ret grove, man havde ikke løsnet dem, der må findes mange andre og bedre alternative østers her? Og hvis ikke, så find på noget andet, der er da fisk og skaldyr nok heromkring.
For de friske fisk og skaldyr er jo et indlysende centrum. Selv om man kan købe en ribeye (garanteret 1/3 kilo, som kortet anfører), forekom det meningsløst at sidde og spise den slags, så vi gik i stedet i lag med at dele en portion pil selv-rejer (199 kr.). Og nej, det er
Den stegte rødtunge.
ikke svært at præstere sådan en skål, men pivfriske og lækre var de, dybde i smagen, og den medfølgende aioli havde et fint syrligt bid og smagte udpræget hjemmelavet. Det hjemmebagte brød var i den luftige og dog olierede genre – men det smagte forbandet godt, især når man som vi havde været oppe før klokken fem for at narre trafikken og komme herop i en fart. Man bliver godt gammeldags sulten.
Derfor hilste vi også med stor glæde de fire jomfruhummere velkommen. De var perfekte, simpelthen, dem må man ikke gå glip af. Let grillede, lige akkurat nok til at understrege den naturlige sødme, og elegant og præcist løsnet fra deres skal, så de var forholdsvis lette at spise – vi var naturligvis blevet udstyret med et varmt håndklæde.
Jeg kunne nemt have inhaleret fire gange så mange som de to, jeg fik, men der skulle jo også være plads til at teste den stegte rødtunge (329 kr.). Den var nydeligt, forsigtigt stegt og serveret helt enkelt med tyttebær, citron og nye kartofler – kogt helt perfekt. Dertil en brunet smørsauce. Klassisk og upåklageligt – det manglede sådan set også bare, for hvis man ikke skulle kunne stege en fisk her, hvor så? Man kan tilkøbe foie gras (75 kr.), det forekommer lettere meningsløst, men det kan man jo så lade være med – det gjorde vi.
Når jeg ser et stjerneskud
Når man som madanmelder ser et stjerneskud, lader man ikke sit ønske flyde ud, nærmest tværtimod; man mindes uvægerligt l’affaire Kofoed; dengang stjernekokken Rasmus Kofoed forlod køkkenet på Hotel d’angleterre og smækkede med døren, fordi ejeren insisterede på et stjerneskud på menuen.
Det nægtede han, det var under hans værdighed.
Kombinationen af en kogt og en stegt rødspætte bundet samme typisk af en Thousand Island-dressing er stadig populær, men den hører, indrømmet, ikke til mine yndlingsspiser. Min opofrende hustru meldte sig frivilligt, og på bordet kom –formedelst 229 kr. – en ganske civiliseret udgave, om end naturligvis garneret med de uundgåelige totter af ligegyldig salat. Der var to slags dressing, en gul, der smagte umiskendeligt som lemon curd, og en tomatiseret mayonnaise, utvivlsomt samme grundform som aioli – den smagte o.k., tomaten var nydelig diskret doseret. Den kogte rødspætte var ikke kogt, men forsigtigt pocheret i hvidvin, og den smagte godt. Den stegte fisk var groft paneret, og den var også i orden, om end lidt brændt i kanten.
Godkendt, og det er frokost på De 2 Have i det hele taget.
Selv om der er masser af plads også inde i restauranten, bør man opsøge terrassen, hvis man ellers kan holde til den blæst, som der er meget af heroppe. Det er et unikt sted, og det er råvarerne også – i hvert fald de fleste. Det er klogt, tror jeg, af restauranten at holde sig til det helt enkle, rene udtryk, for hvis man har fisk og skaldyr af den kvalitet, man har her (østers undtaget), så gælder det gamle læge-credo: First, do no harm.
Vinkortet er beskedent og ikke så godt, som det tager sig ud på nettet. Faktisk havde man, kunne jeg konstatere, med nærmest kirurgisk præcision fjernet de flasker, jeg på forhånd havde kig på, men det lykkedes heldigvis i bunden af kælderen at finde en rosé fra Domaine Ott – Château Romassan i årgang 2016 (599 kr.) – efter min mening måske den bedste rosé i verden og under alle omstændigheder den perfekte ledsager til en sommerfrokost som denne; rosé er generelt undervurderet som ledsager til mad.
Især mad som den, vi spiser her. Helt generelt let, enkelt, velsmagende med fokus på den gode råvare, man har til rådighed. Imens kan man se på skibene derude og glæde sig til snart at se verden igen.