Ind i intensiteten – en anden form for kraft
God vin er ikke bare mere af det hele.
Jeg var for nylig til en smagning af den type, der bliver siddende i erindringen som et lykkeligt minde. En perlerække af store vine og tilmed en aften, hvor jeg var god til at gætte, hvorved jeg forhåbentlig fik demonstreret min berettigelse til at være i så eksklusivt selskab. Det var godt for sjælen, og jeg kan levende huske aftenen endnu, selv om der har været andre aftener og andre vine siden.
At sætte sig ned og smage en masse god vin kræver jo egentlig ikke nærmere begrundelse eller anledning, det kræver bare nogle gode flasker. Og godt selskab, ikke det mindst vigtige. For mit vedkommende i hvert fald; ingen vin er god nok til at opveje kedsommeligt selskab, for vin er en selskabelig foreteelse, ikke mindst, faktisk, virkelig stor vin, der næsten kræver, at der er ligesindede til stede, så man kan dele fornøjelsen og begejstringen. En underlig flad fornemmelse at sidde alene og juble over en vin, mens resten af selskabet snakker videre, som om intet var hændt.
Nok til at drikke
Smagningen af denne type har forskellig opbygning afhængig af værten. Nogle vinnørder synes, det er helt fint at være 12-14 stykker om at dele en flaske, det synes jeg er for meget. Man smager ikke rigtig vinen, man aner kun et strejf af den, ser den passere forbi, som når man presser næsen flad mod et udstillingsvindue nogle øjeblikke, før man rives med videre i byens malstrøm.
Denne aften var vi et intimt selskab, passende i størrelse, syv mand om en flaske, og så var der et centralt tema, som først åbenbaredes på aftenen. Det var Romanée Saint-vivant fra Domaine de la Romanée-conti, det legendariske domaine, ofte besunget, sjældnere (meget sjældnere) smagt. Også fordi flaskerne ganske enkelt er så dyre, at de handles oftere, end de smages.
Domainet gør, hvad det kan, for at forhindre spekulation, men det er naturligvis forgæves. Allerede ved frigivelsen stiger prisen brat, derfor følger den danske importør (Sigurd Müller) også nøje med på auktionsmarkedet for at sikre, at det ikke er vine solgt af dem, der ryger på auktion med det samme – de ved nemlig, at der kommer en henvendelse fra Frankrig desangående, hvis det ses på nettet.
DRC har ikke monopol på marken, men er største jordbesidder. De har faktisk slet ikke ejet jorden før 1988, og først fra 1966 var de lejere her, så det er ret nyt. Vi befinder os midt i det, en af mine rige Bourgogne-venner kalder ”det tilladte område”, nemlig VosneRomanée, og det vrimler med berømte naboer, men DRC anser selv denne vin for sin officielt tredjebedste (det ses af udbudspri
FÅ VIN I ØRERNE
sen), kun overgået af selve Romanée-conti og La Tâche.
De højere luftlag, altså. Men her sad vi altså med tre årgange af Romanée Saint-vivant, som ikke skulle sælges, men drikkes. Og hvis forløbet skulle være helt efter domainets forskrifter, skulle flaskerne også smadres bagefter, ikke i dionysisk ekstase, men af den prosaiske grund, at flaskerne så ikke kunne fyldes op med noget andet af en svindler, der ved en fejl kunne få dem i hænde. Om det skete, ved jeg ikke, men vi tømte dem i hvert fald behørigt.
Og de var fremragende. Vi smagte 2017, 2010 og 2008, og det var tæt på, at den helt unge vin var den bedste, hvad der vel bare viser, at stor vin altid viser sig fra begyndelsen.
Fælles for dem var under alle omstændigheder deres nærmest luftige elegance. De var ikke kraftige, men graciøse, tørre og let kalkede. Og dog bar de på en enorm energi, en helt anden form for kraft end den, man finder i f.eks. en amarone. At sammenligne de to er at sammenligne en greyhound med en sumobryder, men når man ser sådan en sitrende greyhound, er man jo heller ikke i tvivl om, at den slanke krop rummer en enorm energi. En anden slags kraft, intensitet snarere end tyngde og fylde.
Det er der nogle vine, der kan, i denne uge præsenteres nogle stykker af dem.