Coronastrandede søfolk får hjælp til at komme hjem

På et skib i Middelhavet savner en dansk kaptajn sin familie. Og i Esbjerg savner en sømandskone sin mand. Forleden præsenterede regeringen en løsning for de strandede søfarende.

Mikkel Wallentin Wadt og de øvrige besætningsmedlemmer på tankskibet ”Torm Ismini” spiller en hel del basketball i denne tid. Besætningen har på grund af coronapandemien ikke kunnet forlade skibet i månedsvis.

Skibet lå tre måneder strandet ud for Togo mellem Ghana og Benin på den vestafrikanske kyst. Da Togo var lukket for besætningsskift, måtte Mikkel Wallentin Wadt og kollegerne blive om bord og få tiden til at gå med basket, bingo og andre spil.

På appen Shiptracking kan man se, at skibet nu befinder sig i Middelhavet. Som en rød plet omgivet af et hav af andre skibe er det på vej fra Huelva i Spanien til den egyptiske by Port Said i den nordlige ende af Suezkanalen. Herfra skal det videre til Japan, medmindre lasten, som er et olieprodukt til plastindustrien, bliver solgt inden da.

Den 37-årige Mikkel Wallentin Wadt er kaptajn på skibet. Efter 18 uger på havet uden mulighed for at gå i land savner han sin hustru og sine børn på 12 og 4 år hjemme i Hørsholm.

»Jeg har efterhånden brugt hele min løn på at købe gaver, som jeg har sendt hjem til dem,« siger han og ler i telefonen fra skibet.

SKIFT AF SØFOLK

Tager hårdt på folk

De 22 kroater, indere, thaier, filippinere og danskere, der udgør besætningen på ”Torm Ismini”, er langtfra alene om at stå i den situation.

Omkring 200.000 søfolk er strandet på havet verden over og har været på overarbejde i månedsvis, fordi globale rejseforhindringer spænder ben for deres hjemrejse og afløsernes udrejse.

Normalt sejler søfolk på skibene i en længere periode. De skifter derefter med en anden besætning, så de kan komme hjem til familien, mens skibet sejler videre.

Men pga. det globale coronaudbrud har det ikke været muligt at skifte besætning som normalt. Nogle lande er begyndt at åbne op, så Mikkel Wallentin Wadt forventer, at han kan komme hjem i næste uge efter ankomsten til Port Said, men for eksempelvis de filippinske søfolk er det stadig ikke muligt at lave vagtskifte og få afløsere ud til skibet:

»Det tager hårdt på folk. De savner deres familier og vished for, hvornår de kan komme hjem.«

Umuligt at få visum

I Spanien forsøgte rederiet Torm at få udskiftet de filippinske søfolk, men det kunne ikke lade sig gøre, fordi ambassaden på Filippinerne var overbebyrdet, så det var umuligt at få visum til de søfolk, der skulle afløse dem.

Men nu er der tilsyneladende hjælp på vej. Forleden præsenterede den danske regering en løsning, som skal sørge for, at de strandede søfolk igen kan få fast jord under fødderne. Løsningen består i, at de, der har behov for det, kan få visum til indrejse eller udrejse gennem Danmark under kontrollerede forhold. Så kan de enten komme af eller på skibe herhjemme eller i andre lande.

Det sker ved at anvende visareglerne på en måde, der løser de praktiske udfordringer, som coronaudbruddet har skabt.

»Vi har kæmpet længe for at få vores søfolk hjem til deres familier, så jeg er meget glad for, at regeringen har lyttet og fundet en midlertidig model, der muliggør besætningsskifte. Nu gælder det om at få afløst de mange søfolk så hurtigt som muligt,« siger adm. direktør Anne H. Steffensen, Danske Rederier.

Af sted i ni måneder

Hjemme i Esbjerg glæder den 63-årige Annemette

Pedersen sig over initiativet. Hun er skolelærer og på 42. år gift med Henrik Pedersen, som er maskinmester på ”Jutlandia Swan”, der sejler mellem England og Holland. Og så er hun formand for Sømandskoneforeningen af 1976.

Hendes mand, der har sejlet, siden han var 25 år, sejler egentlig otte uger ad gangen, men denne gang har han været væk i 14 uger og kommer formentligt hjem om tre uger, men vel at mærke kun hvis hans afløser kan komme om bord.

Coronakrisen betød, at han var strandet i Danmark i foråret. Nu er vagtturnus på skibet rykket, så han ikke kommer til at holde sommerferie og efterårsferie. Julen, som han i år skulle have holdt med hustru, børn og børnebørn, går han også glip af.

»Det er ærgerligt, og jeg er ked af det, men der er ikke noget at gøre ved det. Men

Danmarks er verdens femtestørste søfartsnation. Folk i rederibranchen mener derfor, at Danmark har en særlig forpligtelse til at hjælpe søfolk, der ikke har haft andet valg end at blive om bord med månedsvis af overarbejde til følge.

Skift af skibes besætninger er et problem verden over, og ved et internationalt møde om emnet den 9. juli tilsluttede Danmark og 12 andre regeringer fra verdens største søfartsnationer sig en fælles erklæring, der opfordrer til omgående handling for at løse problemet.

Derfor bliver der arbejdet videre på at sikre, at flest mulige lande tager skridt til at fremme gennemførelsen af besætningsskift i Europa og resten af verden.

Kilde: Erhvervsministeriet

jeg er spændt på, hvordan den nye regel kommer til at virke. Der er filippinere på hans skib, som har været af sted ni måneder – det er synd for dem, og det påvirker resten af skibet både arbejdsmæssigt og psykisk,« siger Annemette Pedersen.

Ondt af de unge

Hun har kendskab til sømandskoner til mænd, der været meget længere tid på havet end hendes mand – bl.a. én, som netop er kommet hjem efter at have været afsted siden januar.

»Jeg har virkelig ondt af de unge sømandskoner, som er nygifte, har små børn, har arbejde og ikke ved, hvornår deres mand kommer hjem,« siger Annemette Pedersen.

Danmark vil være klar til at tage imod de søfarende under den midlertidige ordning i begyndelsen af august, oplyser Erhvervsministeriet.