Dansk rødgrød med fiskesovs frem for fløde
Ris morgen, middag og aften, men aldrig mere burmesiske tyreorganer.
Jeg introducerede fruen for jordbær med mælk og fløde.
Hun var ikke imponeret. Hun mente helt sikkert, at det vil være bedre med fiskesovs.
Den slags ser vi meget af. Sådan et stykke lagkage med chili og tørrede småfisk kan godt overraske.
Her i Asien opdager man hurtigt, hvor kulturelt forankret man er i sin mad. Det skal helst være, som vor mor eller måske mormor lavede det.
Og også omvendt.
Fruen nærmer sig stadiet af koma og dommedagssyndromer, når jeg eksperimenterer med den grønne eller røde karry og frit efter, hvad der nu ligger i bunden af køleskabet, kommer lidt forskelligt i gryden.
Det går altså bare ikke.
Der er regler for den slags. Som der er regler for, hvordan frikadeller og brun sovs skal smage. Og at der selvfølgelig skal være kartofler til.
Her skal der selvfølgelig være ris til.
Jeg husker stadig min barndoms skolelærerinde, som med sorg og medfølelse i stemmen berettede om, hvordan de stakkels asiater var tvunget til at spise ris tre gange om dagen. Hun skulle bare vide …
Vi spiser ris hele dagen. Mindst tre gange. Også som morgenmad. Der bliver uro og rastløshed i baglandet, hvis der bliver sprunget en dag over.
Her i Thailand er der i princippet ingen forskel på morgen, middag og aften, som vi kender det i Danmark med nærmest lovbefalede direktiver for, hvad man spiser til de tre daglige hovedmåltider.
I Thailand går det helt fint at spise hvad som helst til alle måltider, inklusive kolde fisk, hønsefødder eller grøn karry af Chili Klaus-styrke til morgenkaffen.
Som rejsende i Asien prøver man lidt af hvert og bliver efterhånden immun over for det meste. Selv en røg-ud-af-ørerne-og-drageånde-ret kaldet hot pot, der er blevet fintunet med chiliolie og krasse krydderier i Chongqing i det nordlige Kina, kan glide ned.
Det er aldrig helt så slemt, som det lyder, dufter – eller ser ud.
Det værste, jeg nogensinde har fået, er kogte organer af den type, som tyre bruger til at producere nye tyre. Det blev serveret for mig i en grønsagssuppe engang, da jeg havde forvildet mig ud i junglen i det nordlige Thailand og blev inviteret på det bedste, som landsbyens overhoved kunne fremtrylle. Det kan være ganske populært på restauranter nær spanske tyrefægterarenaer. Men i en landlig burmesisk udgave udviklede måltidet sig til en kritisk øvelse i at fastholde balancepunktet mellem mavesækkens indhold og den frie luft – og gemme det uspiselige objekt under en omvendt ske uden at blive opdaget.
Så det holder jeg mig fra for bestandigt.
Nyd søndagsrundstykkerne. Det er dansk, det er dejligt. Jeg snupper lidt ris med en gang karry – godt polstret med chili og hvidløg og hvad der nu ellers ligger i grønsagsskuffen.
Det værste, jeg nogensinde har fået, er kogte tyretestikler i en grønsagssuppe.