Halvbagt ungdomssatsning
TV 2 rammer desværre ikke helt rent med den nye ungdomsserie ”Puls”.
UNGDOMSSERIE
DANMARK, 2020
Skaber: Mette Føns og Tomas Lagermand Lundme
Kan streames på TV2 play Ni afsnit à ca. 15 minutters varighed (anmeldelsen er baseret på de første fire afsnit)
KATRINE SOMMER BOYSEN
Da Julie Andem slog igennem med den norske ungdomsserie ”Skam” (20151017), ramte hun den sjældne åre, hvor ungdomsfiktion føles ægte. Både i sin elegante, eksperimenterende form, sin ublu overgivelse til tv-mediets følelsesfremkaldende nærbilleder og i sin insisterende tematisering af 90210-lignende problematikker, så de blev alt andet end pædagogisk behandlet, var ”Skam” en perfekt serie til unge (og ældre).
Det, Andem accepterede, var nemlig blandt andet, at de dannelseshistorier, vi knytter til ungdommen (særligt i fiktionen), i meget høj grad er de samme i dag, som for 10, 20 og 30 år siden. Det er måden, historierne fortælles på, der er forandret og skal forandres.
Derfor føles det som en forbier, når TV 2 Plays nye ungdomssatsning, ”Puls”, (der ledsages af et billede af de centrale figurer dykket ned i en pool, så kun halvdelen af deres ansigt ses, der ligner noget fra en hvilken som helst amerikansk ungdomsgyser fra 1990’erne) ikke når i mål med de åbenlyse ambitioner. Serien, hvis første sæson består af ni korte afsnit, der mimer formatet fra ”Skam”, følger en gruppe unge i en københavnsk velhaverforstad, hvor der er Ph-lamper, pools, og problemer for alle pengene.
I centrum står den charmerende 16-årige Bastian (dygtige Albert Rudbeck Lindhardt, der som den eneste overbeviste i sidste års melodramafadæse ”Kollision”), der spiller basket og er kæreste med den søde Anna (Villbjørk Malling Agger, der desværre ikke får lov til at være meget andet end sød og forstående).
Hans bedste ven Samir (Amer Bosnjak) er kæreste med den smukke Tenna (Isabella Møller Hansen), som han er underligt fraværende overfor. Hvorfor skal vi snart finde ud af.
Det er alt sammen præcis lige så generisk, som det lyder, og selv om instruktør Mette Føns har forsøgt sig med hektisk Youtubeimiterende klipning og fremhævet digital kommunikation, så føles det meste i ”Puls” underligt bedaget og placeret et mærkeligt sted mellem konservatisme og nytænkning. Seriens til alle tider relevante konflikter om venskab, forelskelser og seksualitet serveres med fin fornemmelse for ungdomslivets sfære, men uden den nødvendige nerve. Man rammer ikke nutidens ungdom alene ved at lade dem sige fucking i hver anden sætning.
Selv om personerne i ”Puls” er relaterbare, så formår Føns ikke at skabe identifikationspotentiale i dem.
Måske fordi det ikke er klart, hvem der bærer seriens perspektiv. Som da hele Skandinavien forelskede sig i William, fordi han blev vist gennem Nooras blik i ”Skam”. Derfor kommer Bastian, Anna og alle de andre (i øvrigt er det bemærkelsesværdigt, at de kvindelige figurer i så høj grad får lov til at være passivt iagttagende medpassagerer i historien) til at virke mere som skabeloner end som helstøbte figurer.