Læsø i stedet for Lissabon

Burgerkæden Mcdonald’s kører for tiden en reklamefilm syd for grænsen. Kort fortalt går den ud på, at meget af det, nogle af os yndede at gøre indtil for nylig – en weekendtur til New York, en vinterferie i Australien, en lørdag i London – er blevet umuligt. Nu er det de nære ting, der tæller, siges det. En tur i skoven, en opdagelsesrejse på cykel i den by, man bor i. Det er tid til besindelse, deklameres det.

Man kan trække på smilebåndet af, at det netop er en international koncern, som i mange år ikke var kendt for en avanceret klimapolitik, der står bag et sådant fremstød. Det kan også diskuteres, om en naturoplevelse bør krones med fortæring af Mcdonald’s-produkter, som det foreslås i reklamen. Men hvis man et øjeblik ser bort fra, at meningen med det hele er, at der skal spises flere burgere, rammer den jo ned i den virkelige virkelighed, som vi alle er blevet tvunget til at operere i i de seneste måneder. Coronapandemien har gjort kosmopolitter til hjemmefødninger, langtursbilister til cyklister og forbrugere af eksotiske fødevarer til aftagere af økologiske alternativer fra den hjemlige region.

Det er gået forbavsende hurtigt. Her i avisen kunne man den forgangne uge læse, hvordan små danske øer oplever en sand turistinvasion. Det skyldes til dels gratis færgebilletter for gående og cyklister, men sikkert også en ændret livsstil. I de første uger har gennemsnitligt 21.100 gående og 3.400 cyklende passagerer dagligt løst en færgebillet for bogstavelig talt ingen penge. Det er mange i et lille land som Danmark. Dertil kommer bl.a. 1 mio. togbilletter til maksimalt 99 kr. stykket og halv pris for museumsbesøg.

Samtidig står traditionelle turistmål langt væk tomme.

Der kan i øjeblikket være mere trængsel på Vejrø end i Venedig, og Læsø trækker mere end Lissabon. Bogø er måske ved at afløse Bali som en populær danskerdestination.

Det er naturligvis både godt og skidt. Klimamæssigt er det fantastisk, og vore sind har utvivlsomt godt af at falde til ro i mere hjemlige omgivelser, navnlig hvis vi kan lade mobiltelefonen blive i lommen. For børn kan et besøg på Møns Klint være lige så spændende som en bjergvandring i Myanmar. Måske også for voksne; og man slipper for flyveturen.

Men alt har en pris. Hundredtusinder af arbejdspladser er gået tabt i turistindustrien rundtom i verden, ofte i andeneller tredjeverdenslande. Mennesker uden socialt sikkerhedsnet har mistet deres indtægter. Luftfartsselskaber, herunder SAS, kæmper for at overleve. Og selv gratis færgebilletter til små danske øer er ikke gratis, for staten betaler, og et eller andet sted skal pengene komme fra.

Vor hurtige tilpasningsevne på den privilegerede del af kloden betyder heller ikke, at alt i rejsebranchen indtil for et halvt år siden var skidt. Der var jo ingen, som tvang os til at tage til Bali, undtaget måske et ønske om ikke at stå tilbage for naboen. For de fleste betød en rejse til udlandet også en udvidelse af horisonten. Man så, at ting kan gøres på andre måder end i Danmark, og at disse andre måder ikke nødvendigvis var dårligere.

Men lige nu taler alt for at gøre en dyd ud af nødvendigheden. Indtil for nylig tog unge ud i verden med en Lonely Planet-rejsefører i rygsækken, opsat på at se fjerne steder. Ofte landede de på de herberger og caféer, som Lonely Planet anbefalede, hvor de mestendels traf ligesindede. Denne praksis er i overskuelig fremtid forbi.

Når selv en burgerkæde mener, at det er tid til besindelse, er der virkelig sket noget.