Trillionerne triller, Tulle vil true – og Arne venter fortsat på sin afregning
Nu er det altså Arnes tur. Coronalovpausen er slut. Valgløftet er, at retten til tidligere tilbagetrækning skal træde i kraft til nytår. Efterløn rimer på pengebrønd, og den slags kan koste rigtig mange penge. Regeringen har verdens største trumf i hånden: Enhver nedskrivning af valgløftet vil blive forklaret med henvisning til de mange (lånte) milliarder, der blev brugt under coronakrisen. Jeg forudser følgende forløb om Arnes skæbne:
1. Regeringen fremlægger efter sommerferien et konkret udspil.
2. Alle er bestyrtede. Rød blok raser, det er alt for ringe, og der skal bruges flere penge, hvis det skal batte. Blå blok vrider sig, og især V og K vil se endnu mere sure ud end sædvanligt. Udspillet spiller hasard med dansk økonomi.
3. Finansminister Nicolai Wammen (S) går i gang med forhandlingerne. DF forsøger af al kraft at genvinde fordums placering som partiet med de afgørende stemmer. Tulle truer. DF vil vanen tro stå forrest, når der skal deles penge ud, og bagerst, når der skal tages ansvar.
4. Både S og V ønsker en aftale hen over midten, så den er langtidsholdbar. Så meget desto vigtigere er det for blå blok, at aftalen ikke bare er traditionel, socialdemokratisk økonomisk politik. De ved godt, hvem der kommer til at rydde op.
5. Forhandlingerne trækker ud. Flere partier forsøger at binde aftalen sammen med andre aftaler: Skal vores parti stemme for, skal der også afsættes midler til klimaindsatser. Og skal vores parti stemme for, skal der også afsættes midler til sundhedsvæsnet. Logikken forstår kun de indviede.
6. Yderpartierne forlader forhandlingerne, men fortsætter med at råbe i kulissen. Det skylder man sine vælgere, og det giver omtale.
7. Spillet om, hvem der er med i slutspillet, går i gang. SF vil for alt i verden være med. Det er endnu et skridt på vejen til at gå i regering igen. Men skal De Radikale med eller holdes uden for? De Konservative vil også gerne være med, men skal DF holdes udenfor? Hvis R og DF ikke er med, vil de ansvarsfrit kunne stråle med bagklogskabens kritik, når den nye ordning rammer virkeligheden. Partitaktiske overvejelser er afgørende i denne fase.
8. Forhandlingerne bryder sammen. Venstre forsøger at gentage forårets angreb på regeringen og påvise, at socialdemokraterne fører dobbelt bogholderi. Siger ét – noget nobelt – og gør noget andet bag kulisserne – noget skummelt.
9. Wammen, og i bedste fald selveste fru Frederiksen, siger rituelt undskyld og opfordrer til, at de såkaldt ansvarlige partier nu for alvor tager sig sammen. Bag dobbelt lukkede døre. Der tilføres lidt ekstra midler hist, og der strammes lidt på de krav, der skal opfyldes for at opnå tidlig tilbagetrækning, pist.
10. En sen nattetime kommer der hvid røg. Retten til tidligere tilbagetrækning indfases ikke 1. januar, men over en længere årrække. Med kriterier, der kun er letreviderede i forhold til den seniorpensionsaftale, som blå blok og De Radikale vedtog kort før valget sidste år. Ordene er blot anderledes. Og omkostningerne bliver ikke større end de tre milliarder, som regeringen har afsat.
11. Alle er glade. Nedslidte kan gå på pension 5-6 år før folkepension, ikke-nedslidte må fortsat holde ud.
Venstre forsøger at gentage forårets angreb på regeringen og påvise, at socialdemokraterne fører dobbelt bogholderi.
Og hvad så med Arne? Hans personlige situation ændres næppe. Er han nedslidt efter de nøje definerede og stramme kriterier, som den nye aftale fastsætter, kan han få. Ellers må han gå. Arbejdet kalder.