Hvornår erkender vi den symbolpolitiske fiasko? Bandepakkerne er uden virkning

Endnu en gang er der fokus på problemerne på bandeområdet i Danmark. Skyderier og knivstikkeri er ved at blive hverdag flere steder i Danmark. En del er blevet såret, og nogle er døde. Det må ikke blive hverdag i vores land. Derfor må det stoppes nu.

Situationen på bandeområdet har udviklet sig negativt, selv om der inden for de seneste 11 år er vedtaget tre bandepakker. En i 2009, en i 2014 og en i 2017. Hver gang har politikerne fortalt, at disse pakker nok skulle tage fat i problemet og få sat gang i nogle løsninger. Virkeligheden har vist sig at være en helt anden.

Historien gentager sig.

Problemet er, at hver gang man har vedtaget en ny bandepakke, har det været med stort set det samme indhold som de tidligere, selv om de har vist sig ikke at virke. På den måde har det politiske system i mere end 20 år spillet hasard med det danske samfund gennem mangelfulde indsatser baseret på symbolpolitik og en hård retorik. Man har ganske enkelt ført den danske befolkning bag lyset ved ikke at gøre det nødvendige.

Situationen på bandeområdet har mange gange været til debat i Folketinget, i 2009 vedtog man således den første bandepakke.

Her var vægten lagt på hårdere straffe og større muligheder for udvisning af udenlandske statsborgere, der deltager i bandekrigen. Det var mere af det samme, som havde vist sig ikke at virke ved tidligere politiske initiativer på området. Så bandekrigen fortsatte med uformindsket styrke. Dag efter dag kunne medierne oplyse, at der var blevet skudt et sted i Danmark. Nogle gange med dødsfald til følge.

Der kom så en bandepakke to i 2014 og en bandepakke tre i 2017.

Disse bandepakker har ikke bremset den negative udvikling på bandeområdet. Problemerne med bandepakke tre fra 2017 var, at der stort set blev brugt de samme virkemidler som ved de to tidligere bandepakker. Hårdere fængselsstraffe, udvisning af kriminelle bandemedlemmer, visitationszoner og mangelfulde exitprogrammer, velvidende at det ikke har sat en stopper for udviklingen af nye bander og bandekrige. Det har gang på gang vist sig, at det er ikke nok at komme med denne form for signalpolitik og en skrap retorik. Det løser nemlig ikke problemerne. Nogle politikere mener nu, at den såkaldte ”ghettopakke” vil hjælpe til med at løse problemerne på bandeområdet. Argumentet er, at når man river boliger ned i de udsatte boligområder, hvorved man flytter familier ud af området, så får man også fjernet nogle af ballademagerne og de kriminelle bandemedlemmer med udenlandsk baggrund.

Problemet er bare, at i mange af de områder, hvor der skal rives ned, er det ikke nødvendigvis de kriminelle eller ballademagerne, der mister deres lejlighed. Mange steder er det fredelige familier, der mister deres bolig. 30-40 pct. af dem, der bliver tvunget ud af deres bolig, ser ud til at være danske familier, der har boet i deres lejlighed i mange år.

Selvfølgelig skal kriminelle bandemedlemmer straffes, og de, der kan udvises, skal udvises. Samtidig skal politiet have de nødvendige ressourcer til at yde en effektiv indsats. Men det er, når skaden er sket. Der skal også sættes ind før, der bliver lavet kriminalitet. At sætte bandemedlemmer i fængsel stopper på ingen måde fødekæden, selv om de kriminelle et stykke tid er væk fra gaden.

kultursociolog, mag.art. tidl. MF Venstre

En af de helt centrale løsninger er forebyggelse. Der skal gribes hurtigt og effektivt ind så tidligt som muligt med redskaber, der virker, således at der ikke hele tiden rekrutteres nye medlemmer til banderne. Her spiller forebyggelse og realistiske exitprogrammer en helt central rolle. Desuden bør der sættes effektivt ind for at få stoppet det kriminelle marked, som banderne kæmper om. Hvis ikke der gøres noget nu, så vil bandekriminaliteten blive ved med at vokse og dermed blive et endnu større problem for Danmark, end tilfældet er i dag. Det er ikke nok at råbe op. Der skal handling til nu.

Man har ganske enkelt ført den danske befolkning bag lyset ved ikke at gøre det nødvendige.